AT MIN herboende kollega Jørgen Jørgensen er fuld af både respekt og beundring for den bog ”Fremtidens folkekirke. For og af folket”, som Høsterkøb Sogn må mene er uundværlig for alle os andre, kan ikke undre den, der læste noget lignende fra hans egen hånd tilbage i 2012. Og den hed endda noget lignende: ”Kirke for folket” med en undertitel: ”Fyldt med mennesker og muligheder”. Men det er ikke mit ærinde at gå i offentlig polemik med min kollega, den tager vi over en øl ved lejlighed.
Bogen fra Høsterkøb lægger ikke skjul på sin næsegruse beundring for stedets præst, Annemette Norsker, der selv kalder sig Danmarks gladeste præst. Tillykke med det!
Det er da i og for sig sympatisk nok, at man er glad for præsten, selvom det vel ikke ligefrem er nødvendigt at guddommeliggøre hende, hvad man gør, når man som formanden for menighedsrådet i Høsterkøb, Peter Gerlach-Hansen, siger:
”Her føler vi det vigtigt at pointere, at det ikke er menighedsrådets rolle at skabe kirke. Kun præsten besidder de nødvendige teologiske kompetencer til at skabe en kirke.”
Er det virkelig præsten, man tillægger evnen at skabe kirke? Har man glemt Grundtvigs ord: ”Selv bygger Ånden kirke bedst,/ trænger så lidt til drot som præst,/ Ordet kun helliger huset.”?
Men Grundtvig levede jo også længe før Bob Dylan og David Bowie!
Bogens markedsføres som ”Eventyr i Høsterkøb”. Grunden hertil er vist først og fremmest, at man siden fornyelsen har seksdoblet antallet af kirkegængere med en stor aldersspredning. Den aldersspredning ser man nu ikke meget til i bogen, eftersom det er en temmelig homogen gruppe i starten af 50’erne, der fører ordet.
En af de adspurgte siger: ”Hvor befriende, at en præst er et menneske; hun prøver jo virkelig at afmystificere. Kristendommen, den bliver bragt frem, og har ligesom bekræftet det, jeg gerne ville høre.” At en præst er et menneske kommer vel næppe bag på andre end dem i Høsterkøb. Og går man virkelig i kirke bare for at høre det, man gerne vil høre?
Så er der det med seksdoblingen af kirkegangen. Eftersom den lå i nærheden af nul inden da, ved jeg ikke, hvordan det skal forstås. Men under alle omstændigheder er der vist langt til de 95 procent, som Mogens S. Mogensen taler om i bogen.
Fornyelsen består blandt andet i en mere tidssvarende musik. Med rette påpeger de, at selv Grundtvigs salmer blev betragtet som moderne på hans tid. Ja, men tiden var en anden, der var ikke noget, der hed popmusik dengang. Og det drejer sig vel stadig om andet og mere end at fylde kirkebænke.
Og så til sidst: Hvorfor i alverden har man dog bedt folketingsmedlem Naser Khader (K) om at skrive forord? Ganske vist beskriver han sig selv som ”kulturkristen muslim”, hvad det så end er for en størrelse. Men det gør ham altså ikke til medlem af folkekirken. Men måske nok den kirke, han skitserer, som skal rumme alle mennesker, ”både præster og kirkegængere, som ikke tror på Gud, præsten som ikke giver plads til en kvindelig præst eller mig som muslim. Folkekirken skal være for alle”. Her forveksler han vist folkekirken med det land, han bor i. Der er forskel på rummelighed og grænseløshed.
Skulle jeg have givet bogen en undertitel, ville det blive noget i retning af ”Festskrift til Høsterkøb Sogn – forfattet af præsten og sognets egne beboere”.
Jens Kvist er sognepræst i Aabenraa.