Tidligere politiker: Rodet Kina-analyse undgår det faktum, at Kinas præsident ikke kæmper for frihed

Sven Burmester går udenom den kendsgerning, at det kinesiske kommunistparti aldrig har fået afprøvet sin enerådende status ved et frit valg, skriver tidligere medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti

Nordkoreas præsident Kim Jong Un byder Kinas præsident Xi Jinping velkommen til Nordkorea under besøget i juni 2019. Og den kinesiske præsident kæmper ikke for frihed, lyder det i kritikken fra tidligere konservativ politiker til Sven Burmester.
Nordkoreas præsident Kim Jong Un byder Kinas præsident Xi Jinping velkommen til Nordkorea under besøget i juni 2019. Og den kinesiske præsident kæmper ikke for frihed, lyder det i kritikken fra tidligere konservativ politiker til Sven Burmester. Foto: Kcna/Reuters/Ritzau Scanpix.

DET MÅ STÅ Sven Burmester frit for at være venligt stemt over for Kinas kommunistiske ledelse. Hans analyse i Kristeligt Dagblad den 19. juni lider imidlertid af nogle alvorlige svagheder. Sven Burmester siger, at for kineserne er Taiwan lige så meget en del af Kina, som Virginia af USA. Den delstat, der i 1861 meldte sig ud af den amerikanske union. Her er det værd at notere, at Taiwan aldrig har været en del af Folkerepublikken Kina. Taiwans særlige status knytter sig til udfaldet af den kinesiske borgerkrig.

Ved afslutningen af denne krig i 1949 lykkedes det ikke for Mao-styret at erobre Taiwan og nogle småøer ved kysten og dermed ikke den sidste del af Republikken Kina.

Taiwans formelle navn er da også fortsat Republikken Kina, der med sine 23 millioner indbyggere i dag er et af Asiens frieste samfund. Der er ikke noget, der tyder på, at et flertal på Taiwan vil ændre status.

USA har i øvrigt ikke, som Sven Burmester skriver, lovet at deltage i en krig om Taiwan. Det tema har amerikanerne ladet stå åbent, men USA bidrager med forsyninger til Taiwans forsvar.

Sven Burmester skriver, at Kina har verdens dygtigste regering og henviser til politbureauets forretningsudvalg, hvis syv mandlige medlemmer, ifølge Burmester, alle har uddannelse på ph.d.-niveau.

Han roder lidt rundt i formalia. Politbureauet og dets stående komite, eller forretningsudvalg om man vil, er ikke Kinas regering.

Det er derimod Kinas statsråd, også kaldet Folkets Centrale Regering. At det så er partiets ledelse, der har den virkelige magt, og ikke regeringen, er en anden sag. ”Verdens dygtigste regering” leder et samfund med enorm ulighed mellem borgerne. Er det mon udtryk for særlig kompetence?

Sven Burmester går udenom den kendsgerning, at det kinesiske kommunistparti aldrig har fået afprøvet sin enerådende status ved et frit valg. Partiets magt er afgørende. Det er værd at hæfte sig ved den besked, som nuværende præsident Xi Jinping udstedte, da han havde fået magten som partileder i 2012. Den er blevet kaldt ”de syv unævnelige”.

Det er en oversigt over værdier, som bør bekæmpes af det kommunistiske parti. De omfatter ifølge The New York Times (den 19. juni) ”vestligt konstitu- tionelt demokrati, menneskerettigheder, medieuafhængighed, civilsamfundsaktivitet, promarkedliberalisme og ’nihilistisk’ kritik af partiets fortid”.

Det må være nærliggende at foreslå, at Sven Burmester tager artiklen i The New York Times med, næste gang han er i Kina for at høre hos sine samtalepartnere, hvordan det går med bekæmpelsen af disse værdier.

Her drejer det sig ikke om USA i forhold til Kina, men om universelle frihedsværdier, herunder pressefrihed versus kinesisk diktatur.

Sven Burmester har ret i en ting, at ”Verdens skæbne er på spil”. Men han synes ikke at have indset, at det drejer sig om, at præsident Xi ikke får held til at fremme kampen mod ”De syv unævnelige”.

Det er vor og mange andres frihed, det drejer sig om.

Viggo Fischer er tidligere medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti.