Det er slemt at læse de racistiske udsagn fra danske skolebøger, der har været bragt i Kristeligt Dagblad, og for nogle er de åbenbart så ubehagelige, at de har lyst til at kaste et forsonende skær over det hele.
Det gælder for eksempel Jes Fabricius Møller, der i avisen i går sagde:
”En skolelærer anno 1960 ville afhængig af sin alder være helt uforstående over for den kritik, vi i dag rejser mod den lærebog, han har undervist i.”
Det er alt for undskyldende, og det passer heller ikke.
Gennem det meste af 1900-tallet var der en konstant kritik af skolebøgernes indhold, og så tidligt som i 1930 nedsatte regeringen et udvalg, der skulle undersøge skolebøgerne i den danske skole. I udvalgets kommissorium nævntes det udtrykkeligt, at udvalget var nedsat som følge af kritik mod skolebøgernes kvalitet.
I 1933 udgav udvalget en grundig rapport med en gennemgang af historiebøger, religionsbøger, læsebøger og geografibøger og med eksempler på forkerte og fordomsfulde oplysninger i stil med dem, der har været fremlagt i den aktuelle debat. Udvalgets arbejde førte dog ikke til større resultater, og da tyskerne besatte Danmark, gik alle reformer i stå, men i 1958 kom en ny lov om folkeskolen, og to år senere udkom ”Den Blå Betænkning”, og heri understreges ”det nødvendige i, at lærebøgerne renses for klichéer og fordomme. Der tænkes her ikke mindst på geografiske og historiske lærebøger.”
Ingen dansk lærer kunne herefter være uvidende om kritikken af skolebøgerne, og mange bakkede den da også op. Derom vidner den store vækst som en reformpædagogisk bevægelse som Unge Pædagoger oplevede i disse år. Foreningens undervisningsmateriale blev solgt i skyhøje oplag, og dens blad, der rummede en konstant kritik af skolebøgernes indhold, blev en overgang landets største pædagogiske tidsskrift.
Der var da også lydhørhed i politiske kredse. I 1970 ville undervisningsminister Knud Heinesen (S) således nedsætte en ny kommission, der skulle analysere skolebøgernes indhold, men så kom Venstre til magten, og her mente man, at en skolebogskommission var det samme som censur, så der kom ingen analyse, og danske skolebøger kunne fortsætte med at præge eleverne med fordomsfulde og racistiske udsagn.
Det standsede dog ikke kritikken af skolens indhold, og den blev efterhånden så markant, at borgerlige kredse blev meget opskræmte. De kunne godt nok ikke forsvare de racistiske udsagn, men de var bange for at give slip på den magt over skolen og dens indhold, som kirken og borgerskabet havde haft i århundreder.
I 1974 satte de ind med et modangreb, idet de beskyldte skolebogskritikerne for at være dem, der ville indoktrinere skolens elever. Det skulle efter sigende ske med marxistiske idéeer, så de senere kunne omdanne det danske samfund til et kommunistisk diktatur.
Anklagerne var aldeles grundløse, men mange borgerlige læsere troede ikke desto mindre på dem. De var i forvejen urolige over afskaffelsen af den gammeldags autoritet herunder forbuddet mod legemlig afstraffelse og indførelse af gruppearbejde. Det blev alt sammen opfattet som en slags socialisme, men sandheden er, at mange af den tids undervisningsreformer delte tankesæt med de teorier om moderne management og teamwork, der bredte sig i erhvervslivet i disse år.
Sammenfattende kan det siges, at det holdt hårdt at sætte de gamle skolebøgers verdensbillede i skammekrogen, men det lykkedes, og det var ikke blot bøgerne, der blev ændret, det blev skolen også, og hvor var det skønt.
Det var en stor sejr, som alle bør være glade for.
Egon Clausen er journalist og forfatter