KLIMADEBATTENS noget hysteriske overtoner blev for nylig igen demonstreret af en noget opkørt svensk teenager i FN i New York, og igen kommer man til at tænke på, at sådan har der altid været nogen, der mente, at enden var nær – Jordens eller menneskenes.
Der er noget udpræget religiøst over den drejning, klimadebatten har taget, hvor børn og unge dyrkes som de store sandsigere.
”Jeg har Aspergers syndrom,” har klimaprofeten den 16-årige Greta Thunberg udtalt.
”For mig er de fleste ting sorte eller hvide. Jeg ser på magthaverne og undrer mig over, hvor kompliceret de har gjort tingene,” siger hun.
Men måske er ”tingene” ikke bare sorte eller hvide? Det er givet, at vi belaster klodens ressourcer alt for hårdt, men tvivlsomt, om klimapopulisme fører til de rette løsninger.
Der har altid været og vil sandsynligvis altid være noget, der er ved at gå under, omend perspektivet skifter. Undergangsforestillingen kommer af beretninger i Bibelen, fra Noas syndflod til Johannes’ Åbenbaring. Det har dannet en latent overbevisning hos os om, at der til enhver tid forestår en apokalypse, hvilket oprindelig betød åbenbaring, men efterhånden kom til at henvise til troen på, at verdens ende var nært forestående, måske inden for ens egen levetid.
MEDIEOPMÆRKSOMHEDEN på Greta Thunberg fører tankerne hen på Børnekorstoget i begyndelsen af det 13. århundrede, hvor man også forbigående tænkte, at børn besad en særlig forståelse med Gud.
En dreng begyndte at prædike et sted i Frankrig og hævdede, at han havde kontakt med Jesus, som beordrede ham til at tage ned og omvende muslimer. Det udviklede sig ifølge legenden til, at tusindvis af børn og unge fortrøstningsfuldt bevægede sig mod Det Hellige Land, idet de bildte sig ind, at Middelhavet ville dele sig, som Det Røde Hav i sin tid for Moses, så de kunne nå tørskoet derned. Det gjorde Middelhavet ikke. I stedet rygtedes det efterfølgende, at børnene var blevet solgt som slaver i Nordafrika.
Alt det er myte, kan man sige. Men sommetider i historien har der tilsyneladende været evidens for, at enden var nær. Med Den Sorte Død, for eksempel.
Ikke ulig situationen under ”klimakrisen”, hvor man også forventes at overveje sit eget ”bidrag”, måtte den enkelte under pestpanikken tænke over, hvad der var en retfærdig levevis.
Den store Boccaccio, hvis ”Dekameron” netop er blevet genudgivet på dansk, beskriver i forordet til sin bog, hvordan der herskede forskellige strategier.
Nogle borgere i Firenze mente, at en mådeholden levevis, fjernt fra al overdådighed hjalp til at undgå faren, og de sluttede sig derfor sammen i små grupper, der isolerede sig i huse og levede for sig selv, hvor der ingen sygdom fandtes. Her levede de mådeholdent af yppigt tillavede retter og kostelige vine uden at hengive sig til udskejelser eller tale med nogen, der kunne bringe bud udefra om sygdommen, mens de fordrev tiden med musik og andre adspredelser.
Det har især handlet om byens bedste borgerskab og kan måske minde om vor tids livsstilsvegetarer.
Det illustreres af plottet i ”Dekameron”, hvor en gruppe på 10 unge florentinere mødes i en af byens kirker og i lyset af de truende omstændigheder beslutter at isolere sig i en villa i omegnen med det fornødne tjenerskab for at afvente pestangrebets ende. De fordriver tiden med at fortælle hinanden de historier, som bogen i øvrigt består af.
ANDRE I BYEN HÆVDEDE tværtimod, at det sikreste værn mod ondet var sang, bægerklang, tilfredsstillelsen af alle lyster og latter og spot over alt, hvad der skete. Derfor tumlede de nat og dag fra værtshus til værtshus og drak uden mål og måde. Det lod sig så meget lettere gøre, som næsten alle havde opgivet håbet om at forblive i live og lod hånt om sig og sit, så de fleste af husene var blevet fælles eje og brugtes af fremmede, som var de deres eget hjem.
Var det ”Efter os syndfloden” eller ”Med ondt skal ondt fordrives”? Muligvis havde de ikke opgivet alt håb, men tænkte, at de kunne blive immune over for smitten ved at kaste sig ud i den.
Fælles for de to tilgange var en tilskyndelse til at lade syge familiemedlemmer i stikken. Byen mistede op imod to tredjedele af sin befolkning til pesten. Det bidrog til ”elendigheden”, som Boccaccio kalder det, at alle ’menneskelige og guddommelige loves ærværdige myndighed’ var sat fuldstændig ud af kraft, eftersom de vogtere, der skulle hævde dem, enten var døde, syge eller væk.
I dag diskuteres det livligt, hvem der er mest skyldige i klimakrisen. Også dengang havde man sådanne overvejelser. Det var givet, at pesten var Guds straf, men hvem havde især bragt straffen over menneskene? Nogle mente de rige, rigtig mange mente jøderne, en del pegede på kirkens kleresi, som de mente havde misbrugt deres embede.
Der opnåedes aldrig enighed. Heller ikke dengang var det sort-hvidt.
Henrik Jensen er historiker og forfatter.