Det er nærmest en tilståelsessag, når integrationsministeren her i avisen den 1. december blankt erkender, at det er ham og ham alene, der afgør, om folk skal hænges ud på en offentlig forbudsliste og fratages retten til at donere til velgørende formål.
Jeg er ikke i tvivl om integrationsminister Mattias Tesfayes (S) gode intentioner. Og heller ikke lovens intentioner. Ingen af os ønsker millioner af kroner fra fremmede magter, der skævvrider det religiøse udtryk i Danmark. Men vejen til Helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner.
Det gælder også denne lov. Integrationsministeren får en enevældig magt. Man skulle tro, at regeringen efter minksagen havde lært lektien. Enevældig lovgivning med selv de bedste intentioner både kan og vil blive misbrugt på et tidspunkt.
Vi kan ganske enkelt ikke leve med en lovgivning, hvor det er den siddende integrationsminister, der afgør, hvad der er undergravende for dansk demokrati, og hvad der ikke er. Loven skal stille os alle lige og give os tryghed; ikke skabe en klientelisme, hvor vi skal fedte os ind hos magthaverne for sikre os den største luns.
Det mærkelige er, at vi med denne lov ikke engang har en brændende platform. Det havde vi i det mindste med epidemilovgivningen.
I donationslovens bemærkninger medgives det, at vi ikke ved, hvor stort problemet er, og at vi faktisk ikke aner, om denne lov vil have nogen synderlig effekt. Men alligevel er der politisk velvilje til at ofre den grundlæggende demokratiske ordning om tredeling af magten samt afskaffe et hævdvundet dansk retsprincip om partshøring – retten til at blive hørt, når der er en sag mod én.
Det demokrati, vi hævder at ville forsvare, er det selvsamme demokrati, vi afmonterer. Jeg forstår det ikke.
Hvis vi er nødt til at leve med denne lov, så skal der som minimum ske tre ting med den:
1) Formålet må gøres langt skarpere. Hvem er det, man vil forbyde at donere? Her kunne man med fordel skele til forkynderloven, hvor det forbydes religiøse forkyndere ”udtrykkeligt at billige terror, drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri”.
2) Partshøring bør være det lovmæssige udgangspunkt, som Advokatrådet fremhæver i sit høringssvar. Så kan udgangspunktet fraviges, hvis det for eksempel ikke er muligt at etablere kontakt til den anklagede. Og der kan indføres en bestemmelse om, at donationer, som er givet, efter at en partshøring er blevet forkyndt, skal tilbagebetales efterfølgende, hvis sagen fører til et forbud mod donation. Dermed påvirkes lovens effektivitet ikke.
3) Det bør bero på en domstolsafgørelse, om en dansk statsborger skal på donationslisten, og om Udlændingestyrelsen skal have lov til at benytte falske profiler over for danske statsborgere. Det skal ikke overlades til en minister og en styrelse at beslutte dette.
Det er, som om vi nogle gange slår fornuften fra, så snart ordet islamisering bliver nævnt. Jeg tror ikke, jeg nærer nogle naive forestillinger, men derfor skal vi alligevel holde hovedet koldt og sikre et stærkt og trygt demokrati for både kristne, muslimer, og hvad vi ellers måtte bekende os til.
Ingen i dette land skal have enevældig magt – uanset gode intentioner. Det er vores demokrati for vigtigt til.
Mikael Wandt Laursen er generalsekretær i Frikirkenet.