Prøv avisen
Debat

Det var med glæde, at jeg så min far flytte ind på et godt plejehjem. Nu er det bare frustrerende

Jeg håber, der kommer fokus på uddannelse for medarbejderne, der arbejder med vore ældre. Det skriver Astrid Munck Daverkosen, som er frustreret ved at opleve, at der ikke bliver kigget på det enkelte menneskes behov på plejehjemmet. – Arkiv Foto: Finn Byrum/Ritzau Scanpix

Astrid Munck Daverkosen, læreruddannet og kunstner

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Engang var min far en skattet forstander for et hjem for hjemløse. Nu sidder han på et plejehjem, hvor vi kunne gøre det så meget bedre, skriver Astrid Munck Daverkosen

I dag har jeg besøgt min far, der sidder på et plejehjem uden at kunne gå rundt og uden helt at kunne forstå, hvad der sker omkring ham. Vi hørte musik sammen, blandt andet salmen ”Se nu stiger solen af havets skød”. Jeg med et par tårer i øjenkrogen, min far med fingrene uroligt bevægende på armlænet og blikket langt ude i horisonten.

”Hvad tænker du på?”, spørger jeg, som jeg spørger ham, næsten hver gang jeg besøger ham. Og jeg spørger ham ofte, da vi bor i samme by.

”Din mor,” svarer han, som han svarer, hver gang jeg spørger. Engang var min far en skattet forstander for et hjem for hjemløse. Engang delte jeg min far med 100 mænd, der alle havde brug for omsorg og respekt, der hvor de var kommet til i deres liv. Engang holdt min far møder med socialministre, engang var det min far, der satte dagsordenen, engang var det min far, alle så op til og lyttede til, og engang for meget længe siden satte min far sin stilling på spil, fordi han ville beskytte disse betroede mænds identitet og personnumre. Engang var min far garant for omsorg og værdighed for samfundets mest udsatte borgere.

Der var engang for længe siden. Sådan begynder ethvert eventyr. Og min fars liv har været fuld af eventyr. Han har boet i Canada, i Afrika, og han har haft en meget indholdsrigt og meningsfuldt arbejde som forstander i over 25 år. Og som borgere i Danmark tror vi på, at eventyret ender godt. De sidste år af sit liv er det så fars tur til at bo på en institution.

Det er skønt, at vi i Danmark har smukke, velholdte plejehjem. Det er godt, at der bliver passet på vore gamle borgere, de mennesker, der betyder så meget for os børn, børnebørn og oldebørn. Og det var også med glæde, jeg så min far flytte ind på et lyst og godt plejehjem i Danmark.

Når jeg nu har min gang på plejehjemmet tre-fem gange om ugen, så kan jeg rigtig følge med i, hvordan det er at være gammel sådant et sted. Det er ikke så let. Det er svært, når man ikke kan kalde på hjælp, fordi man ikke forstår hvordan.

Det er svært at opleve, at der ikke bliver kigget til min far hver time, når det forholder sig sådan. Det er svært at komme igen og igen og opleve min far sidde halvvejs ude på stolen, fordi han tror, han skal op at gå og ikke har kunnet kalde på hjælp.

Det er svært at opleve min far sidde på gulvet, fordi han vil op af stolen og ikke ved, hvornår der kommer nogen ind ad døren og kigger til ham og hjælper ham op igen.

Det er også frustrerende, at det er så svært at få sund kost med grøntsager to gange i døgnet. Det er svært at se, hvordan han bliver fyldt med sukkerholdige drikke, noget vi aldrig har været vant til i vores familie. Og at der ikke bliver lyttet til os, når vi ønsker dette anderledes.

Det er meget svært at opleve, at der ikke bliver kigget på det enkelte ældre menneskes behov, at man ikke læser disse behov og spørger ind til dette med de pårørende.

Det er svært at være pårørende til et ældre menneske på et velfungerende dansk plejehjem, hvor personalet gør, hvad det kan for at følge med, men hvor der ofte mangler omsorg i de små ting, der skaber balance i hverdagen.

Så kommer sorgen i små hverdagsglimt. Sorgen over, at vi ikke kan give min far den omsorg og støtte, han har brug for. Sorgen over, at al den glæde, aktivitet og meningsfylde, han skabte omkring sig, ikke eksisterer, når han er kommet til det sted i sit liv, hvor han har brug for dette.

Tænk, hvis eventyret endte med et plejehjem, hvor man brugte musikpædagoger til at nå ind bag de flakkende øjne, åbnede hjerterne og så et glimt af lykke igen.

Tænk, hvis man studerede lidt i ny moderne kost og vidste, at gurkemeje i en smoothie er med til at holde cellerne levende og de gamle trætte kroppe sunde.

Tænk, hvis man skiftede sodavand ud med sunde drikke. Tænk, hvis man havde tid til at sidde lidt på stuen med det ældre menneske og holde i hånd i stedet for at gå ud ad døren med en kæk bemærkning efter at have tændt fjernsynet endnu en gang.

Tænk, hvis der var plads til, at man kiggede ind til hver enkelt plejehjemsbeboer mindst en gang i timen. Tænk, hvis der var værdighed tilbage, også når familien er gået hjem efter dagens besøg.

Jeg håber, der kommer fokus på uddannelse for medarbejderne, der arbejder med vore ældre. Jeg håber, der bliver set på forbedringer, og jeg håber, at det bliver italesat, hvor vigtige de medarbejdere er, der passer vore ældre borgere. Det er interessant, når kommunalpolitikerne udtaler sig om, at nu skal det ikke hedde plejecentre mere, men plejehjem, da det skal føles hjemligt for de mennesker, der flytter ind den sidste stund af deres liv.

Flotte ord. Men personalet skal også have den bevidsthed og uddannelse, før der sker en forandring for hjemmets beboer. Starten af strofe to i salmen ”Se, nu stiger solen af havets skød” lyder således:

Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag.

Min elskede gamle far. Jeg ønsker dig gode lyse dage på den institution, du er nødt til at leve på resten af dit liv. Og jeg vil ønske for Danmark og de kommende generationer, at vi begynder at kigge innovativt på disse institutioner, så de små hverdagsglimt bliver fyldt med glæde og ikke med sorg og opgivenhed.

Astrid Munck Daverkosen er læreruddannet og arbejder som kunstner.