”Order, order, order,” råber Underhusets formand. Når han har gjort det, kommer Kim Bildsøe på skærmen og siger: ”Kaos, kaos, kaos.” Måske har Kim Bildsøe mere ret, end han ved, for som den tyskfødte maler og forfatter Paul Cohen-Portheim skrev i sin bog ”England – den ukendte ø” fra 1931:
”Den engelske Genius er intuitiv og det engelske Imperium er et Kaos, ganske som Shakespeares Værker eller som Verdensrigets Hovedstad: London.”
Det Britiske Imperium var tilfældigt og blev skabt uden en plan. Det er det engelske ved Brexit, men det kan man ikke forstå på kontinentet. Vi vil have planer og orden. Som i Berlin og Paris.
Vi er glade, fordi Danmark ikke er en ø, selvom vi har mange øer, men England er en ø. ”T his sceptred isle (...) This blessed plot, this earth, this realm, this England,” som Shakespeare sagde så fædrelandskærligt.
Islandism hedder det i dag. Virginia Woolf frygtede, det var slut med England som en ø, dengang flyvemaskinerne kunne flyve over Kanalen. Men så var det, at England kom med i EF. Dermed var det slut med fænomenet Britain.
Frankrig og kontinentet havde altid været den onde anden, som holdt sammen på Storbritannien. Et land bygger på to ting: folk og fjende. Da fjenden Frankrig var væk, byggede de en tunnel, og nu er der fyldt med franskmænd på endagstur i London, og United Kingdom deltes op i fem nationer: England, Wales, Nordirland, Skotland og London. Efter den 29. marts, eller hvornår det nu bliver, skal historien skrives om igen. Og de er godt i gang.
Englænderne er anderledes, men vi kan godt lide dem alligevel, og det er underligt, når man tænker på, at de har besat og bekriget os: Slaget på Reden og Lord Nelson, der satte kikkerten for det blinde øje. De bombede København, de besatte de danske kolonier, men det gjorde ikke, at vi udviklede et englandshad, som vi kender det fra Tyskland. I Mogens Klitgaards roman om Københavns bombardement, ”De røde fjer” fra 1940, er englænderne i virkeligheden tyskerne.
Har England da præget dansk kultur, kunst og tænkning? Mindre end man skulle tro. Danske malere tog til Rom eller Paris, og musik er for os tysk. Selv Handel insisterer vi på at kalde Händel. Teologi og kirkeliv har altid været tyskvendt. Englænderne har aldrig været lutherske, men det helt besynderlige: anglo-katolikker. Det har vi også svært ved at forstå, især når premierministeren ikke må være katolik. Altså romersk-katolsk. Og de står op, når de synger salmer, og knæler ved bøn. Underligt.
Men så er der jo Grundtvig. For ham var England en mageløs opdagelse: Det gjaldt liberalismen, empirismen, skolesystemet og den oldengelske litteratur. Hvis han ikke havde været dansker, ville han være englænder, sagde han. Og vi har engelske salmer oversat af ham i salmebogen. England var hans alternativ til Rom og Tyskland.
Vi holdt med Frankrig og Napoleon i 1807. Det skulle vi aldrig have gjort. Ved freden i Kiel afstår Danmark Norge til Sverige og Helgoland til England. Og Grundtvig skriver til Danmarks trøst ”Langt højere bjerge”. En af de næste gange vi gik i krig, fulgte vi klog af skade England, der nu hed Cool Britannia. Vi var sammen med dem i Irak. Det blev tyskerne og franskmændene sure over, så nu holder vi endnu en gang med Frankrig og Tyskland. Hellere Macron og Merkel end May.
Svend Tveskæg erobrede England i 1013. Derfor kan vi synge: at vi ”bød over England”, men så føjer vi til ”nu du kaldes svag”. ”Du” var Danmark i 1850. Og det blev værre efter 1864. I 1940 er det slut med englandshandelen, og englænderne besætter både Færøerne og Island og forsøger at lokke dem fra Danmark, og efter krigen, da de havde besat Slesvig, forbød de danskerne at blande sig. Derfor fik tyskerne Slesvig. Men vi kunne alligevel godt lide dem, og Churchill roste de danske frihedskæmpere.
Churchill fremsatte efter krigen idéen om Europas forenede stater, som gik ud på, at England skulle stå i spidsen for dem. Det var en slags nyt britisk imperium. Vi skal huske, at britiske styrker havde kontrol over dele af Vesttyskland og Østrig; Cypern og Malta var britiske besiddelser, og nu er de to i EU. Da franskmændene og tyskerne fandt ud af, hvad englænderne var i gang med, lavede de Kul- og Stålunionen og Fællesmarkedet, som englænderne ikke skulle være med i. Med Brexit går den oprindelige drøm i opfyldelse. Charles de Gaulle siger i 1963 nej til, at England kan komme med, og det får Jens Otto Krag til at erklære, at Danmark ikke vil søge om optagelse uden England. Der var nogen, der foreslog, at vi i stedet blev medlemmer af det britiske Commonwealth.
Det svage land, Danmark, besluttede i 1972 at blive en del af et større rige, og vi blev stærke igen. Vi går helst i flok, når vi er mange nok. Danmark blev kun medlem af EF, fordi England ville ind. Bacon og smør og ikke EF som fredsprojekt var vores begrundelse. Nu forlader Storbritannien, som vi er begyndt at sige, EU, men vi følger ikke med dem. Nu byder vi over England, som vi med skadefryd kalder svag, eller som en ekspert fra CBS sagde om England: Det er en lille missekat. De tætte bånd mellem England og Danmark er ophævet ved en skilsmisse, som Danmark støtter aktivt. Vi håber at få mest ud af skilsmissen – økonomisk set.
Min overskrift om det ukendte England er som nævnt fra Paul Cohen-Portheims bog fra 1931, og den skulle gøre England mere kendt i Europa, for, som han skrev, England var ikke en del af Europa eller ”Kontinentet”. Det britiske verdensrige tilhørte ”et kontinent for sig selv”. Kendskabet til England var ikke stort i Europa i 1930’erne, og han præsenterede et England, der netop var anderledes. Han var antinationalist, og England var netop hinsides nationalisme. England var civilisation, men Europa var kultur. Den indre englænder talte de om med foragt i Tyskland. Det betød en, der kun tænkte på penge.
Efter Anden Verdenskrig blev den ukendte ø mere velkendt. Vi vendte os i Danmark mod England og væk fra Tyskland. Derfor hører vi engelsk pop og synger helst på engelsk. Mange danskere beundrede Winston Churchill; og mange læste George Orwell, som også beundrede Churchill og kaldte sin helt i romanen ”1984” for Winston. Vi lod os inspirere af den nye statsform, the New Jerusalem, som hed The Welfare State, velfærdsstaten. Ordet var biskop Temples, og den var tænkt som det modsatte af Hitlers stat, selvom ordet først kom i brug på engelsk i 1955. Selve begrebet ”en stat” var i lav kurs efter Anden Verdenskrig på grund af den tyske statsdyrkelse, og man definerede en englænder som et menneske, der ikke satte sin lid til staten. Ganske mange forfattere frygtede velfærdsstaten, deriblandt J.R.R. Tolkien, C.S. Lewis og Evelyn Waugh. De to første har haft mange læsere i Danmark, og der findes endog et C.S. Lewis-selskab og en del har sikkert set filmatiseringen af Waughs ”Brideshead Revisited”.
Vi blev ved med at følge England i 1960’erne, især hvad angår popmusik, fjernsyn og politik. Vi samledes om ”Forsyte-sagaen” og senere om ”Herskab og tjenestefolk”, ”Monthy Python”, ”Yes Minister” og ”Fint skal det være”. Mange midaldrende mænd dyrker engelske fodboldhold, for det minder dem om tipsfodbold lørdag eftermiddag, da de var unge. Derfor er der noget magisk over navne som Liverpool, Tottenham og Chelsea, skønt de er internationale firmaer. Og vi er en del, der godt kan lide at se ”Barnaby” eller ”Midsomer Murders”. Midsomer og landsbyen Causton ligner det allermest ægte engelske: landsbyerne i the Cotswolds. Danmark er det eneste sted uden for Midsomer, hvor serien er blevet optaget. Serien viser, at London ikke er England. England er landet, the country, og dette land er ikke et bondeland, men en have. Bold, Beatles og Barnaby: det har vi fra England.
Spørgsmålet er, om danskerne egentlig kender ret meget til nutidens England. Er England igen blevet den ukendte ø? Ja, på mange måder. Alle kender selvfølgelig Shakespeare, men få læser Milton. Vi hører ikke ret mange engelske komponister. Walter Scott havde stor betydning i Danmark i det 19. århundrede, og det samme havde Lord Byron. Uden Scott ingen Ingemann. Det er fortid. Mange læser stadigvæk Charles Dickens, George Eliot og Virginia Woolf og ser Jane Austen på film. I en afstemning i forbindelse med the National Poetry Day (den slags har man i England) skulle englænderne udvælge deres favoritdigtere. Walter de la Mare var mere populær end Shakespeare. Hvor mange danskere kender førstnævnte? Det mest populære digt var Kiplings digt ”If”.
Hvis vi altså ser bort fra popmusikken, tv-serier og musicals, er det ikke mit indtryk, at engelsk kultur eller litteratur har spillet en stor rolle i Danmark i 1950’erne og fremefter. Amerikansk litteratur og kultur havde indflydelse på danske forfattere, foruden europæisk, men ikke engelsk, og slet ikke engelsk efterkrigstidslitteratur. De store engelsksprogede modernister som T.S. Eliot, W.B. Yeats, Ezra Pound og James Joyce var modeller, men ingen af dem var englændere.
I Poul Borums ”Poetisk modernisme” fra 1966 gjorde han grin med engelsk lyrik. Det er tankevækkende, at da modernismen kom til Danmark i 1950’erne, gjorde de op med modernismen i England. Vi havde intet tilsvarende i Danmark. At tænke sig: De skriver digte med rim og rytme i England. De er aldrig blevet modernister. Det fandt T.S. Eliot ud af. Han begyndte som international modernist, men blev derefter anglikaner, monarkist, konservativ og englænder. Sammen med Virginia Woolf og økonomen John M. Keynes påbegyndte de en genopdagelse af det ægte engelske. De blev nationalmodernister. Med dem begyndte, hvad man kalder the Anglo-Centric Turn – vendingen mod det engelske. Her begyndte den vending bort fra kontinentet, som har præget engelsk tænkning siden krigen, og som er kulmineret med Brexit. England vil blive en for os mere ukendt ø i fremtiden. Og her er, hvad mange gør derovre. De citerer G.K. Chesterton: ”But we are the people of England; and we have not spoken yet.” Men de siger noget en dag. Vent blot.
Hans Hauge er forfatter og tidligere universitetslektor.