Prøv avisen

Enhedslisten: Der skal mere pres på Saudi-Arabien for at stoppe myrderierne i Yemen

To børn passerer plakater med navne på savnede Houthi-soldater den 21. december på en kirkegård i hovedstaden Sana’a, Yemen, som i flere år har været under angreb af saudi-arabiske styrker. - Foto: Yahya Arhab/Ritzau Scanpix

Eva Flyvholm

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I årevis har kongediktaturet i Saudi-Arabien dræbt, fængslet og mishandlet journalister og menneskerettighedsforkæmpere. I årevis har de bombet og dræbt uskyldige voksne og børn i Yemen. Og i årevis har Udenrigsministeren omhyggeligt holdt mund og intet gjort.

For nylig besluttede regeringen endeligt at stoppe dansk eksport af våben til Saudi-Arabien. Og det synes jeg er et rigtig vigtigt skridt, som er helt nødvendigt. Men vi bør gå videre end det og tage et reelt opgør med den mangeårige tavshed og accept af det saudi-arabiske kongediktatur.

Enhver, der kender bare lidt til Saudi-diktaturets historie, ved, at det brutale mord på Khashoggi desværre langt fra er en enkeltstående tragisk hændelse. Det har menneskerettighedsorganisationer og FN berettet om i årtier. Khashoggi-mordet er en dråbe i det saudiske hav af systematiske krænkelse af menneskerettigheder og tro på, at retsstatsprincippet tilsyneladende ikke gælder for dem.

Dertil har vi den saudi-ledte koalition, hvor Emiraterne er med, som de sidste fire år har bombet Yemen, og hvor den værste hungersnød i årtier med op mod 14 millioner mennesker, der risikerer at dø af sult, udfolder sig for øjnene af os allesammen. Bombningerne går værst ud over børnene. Hvert 10. minut dør et barn af sygdomme, der ellers let kunne undgås. Nødhjælpsorganisationerne har længe råbt op, både om akut mangel på humanitær hjælp og om absurditeten i det politiske dobbeltspil overfor Saudi-Arabien.

Danmark bør ikke længere se på Saudi-Arabien som en vigtig allieret, man ikke må træde over tæerne. Vi skal gå imod den systematiske undertrykkelse, bremse al dansk eksport af våben og også underleverancer, og gøre alt hvad vi kan for at stoppe myrderierne i Yemen.

I stedet for at bekymre sig om eksport-milliarder så lad os arbejde for en bæredygtig investerings- og handelspolitik, hvor vi på sigt en gang for alle bliver økonomisk uafhængige af brutale styrer som Saudi-Arabien.

Vi ønsker også at suspendere våbeneksport til Emiraterne, akkurat som vores nordiske naboer i Finland har gjort det. Siden 2014 har Danmark givet tilladelse til salg af våben til De Forenede Arabiske Emirater for 208 millioner kroner. Til sammenligning har vi solgt til Saudi-Arabien for cirka 9,9 millioner kroner. Lige nu flyver der F16-fly over Yemen med elektronisk selvbeskyttelsesudstyr produceret af det danske firma Terma, som Saudi-Arabiens krigsvenner Emiraterne bruger.

Det er helt afgørende, at vi sætter mere aktivt ind og tør sige fra. Hensynet til våbenproducenters profit skal vige, og indsatsen for at redde uskyldige børn, kvinder og mænd må altid stå øverst. Der er allerede gået alt for længe, hvor verden har set stiltiende til katastrofen i Yemen. Det er afgørende, at vi handler nu.

Eva Flyvholm udenrigs- og forsvarsordfører for Enhedslisten.