Ensomhed er coronaens følgesvend for personer med handicap. Det er ekstra vigtigt, at alle gør deres for at hjælpe

En tidligere undersøgelse fra Vive, Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, har vist, at mennesker med større fysisk eller psykisk handicap langt oftere end mennesker uden handicap oplever at være ufrivilligt alene

Genrebillede.
Genrebillede. Foto: Jenny Sturm/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

I takt med coronavirussens indtog er verden i løbet af få uger forandret. Nye regler er etableret, og vi må holde os for os selv inden døre.

Selvom det er besværligt, hårdt og går frygteligt ud over økonomien, så forstår de fleste af os godt, hvorfor vores frihed er indskrænket.

Det er dog ikke alle, der forstår det eller kan fortsætte et trygt liv isoleret fra andre.

En stor gruppe borgere med psykiske og fysiske handicap har ufrivilligt mistet velkendte daglige rutiner og fællesskaber, som før betød alverden for dem. Mange borgere derhjemme eller på botilbud må undvære besøg og får kun den basale hjælp. Af hensyn til sikkerheden.

Hensynet er helt okay, for smittefaren skal begrænses. Men nu må vi hurtigt tænke nyt, for sårbare borgere risikerer at opleve større ensomhed end mange andre. Angst, der i forvejen var et handicap for nogle mennesker, kan forværres. Andre mennesker med udviklingshandicap forstår slet ikke, hvad der sker, og hvorfor verden er forandret. Det gør frygten værre.

Mange steder ser vi heldigvis eksempler på, at man hurtigt sadler om. For eksempel i Københavns Kommune, hvor personale fra beskæftigelsesområdet i Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse, Csbb, er rykket ud i botilbuddene for at lave aktiviteter. De indgår som ekstra personale, og ud fra faste skemaer er der for eksempel gåture, havearbejde eller fitness på storskærm. Det gavner også på sigt, fordi personalet så bedre kan gå ind og støtte i forbindelse med kerneopgaverne på bostederne.

De borgere under Csbb, der ikke bor på botilbud eller ikke har pårørende, tilbydes desuden 1:1-relationer i form af opkald med samtaler og støtte.

Flere organisationer har også handlet hurtigt og oprettet tilbud for store målgrupper.

For eksempel har Udviklingshæmmedes Landsforbund lavet en corona-hotline, hvor man kan ringe ind og få svar på spørgsmål om emnet eller bare en snak om løst og fast.

Alt fra handicaporganisationer til frivillige og ansatte gør i det hele taget en kæmpe forskel.

Vi har for eksempel på sociale medier set eksempler på musik uden for vinduerne på botilbud og andre kreative underholdningstiltag, som lyser dagen op for dem, der er afskåret fra hverdagens sociale rutiner og besøg.

Vi har heldigvis også i Danmark adgang til let forståelige nyheder om corona. Mange borgere med lavere kognitive funktionsniveau har glæde af nyhederne på børnemediet DR Ultra. Det kan reducere angst at forstå tingene bedre.

Der er allerede rigtig mange nye tiltag i gang, og vi håber, at kommuner, ansatte, pårørende og frivillige lader sig inspirere af de gode idéer og breder dem endnu længere ud.

Det er ekstra vigtigt i denne situation, at alle gør deres til at reducere ensomhed blandt personer med handicap, for problemet var stort nok i forvejen.

En tidligere undersøgelse fra Vive, Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, har vist, at mennesker med større fysisk eller psykisk handicap langt oftere end mennesker uden handicap oplever at være ufrivilligt alene. Vi risikerer desværre mere syge borgere, dårligere trivsel i længere tid og højere udgifter til hjælp på den anden side af krisen.

Med bedre forståelse for sygdommen og reglerne, nye måder at lave aktiviteter på og god brug af digitale samværsmåder kan vi gøre en stor forskel for de borgere med handicap, som er mest udsat for ensomhed.

Liselotte Hyveled er formand for Det Centrale Handicapråd, og Camilla Køhler Karlsson er projektleder hos Hverdagsaktivisterne.