DRONNINGENS nytårstale har givet anledning til en tiltrængt debat her i avisen vedrørende ensomhed blandt ældre. Følelsen af ensomhed opstår, når mennesker oplever, at deres sociale relationer ikke opfylder deres sociale behov og forventninger. Ensomhed opstår hos mennesker, der ikke føler sig forbundet med nogen – eller som savner kontakt og samvær med dem, de føler sig forbundet med.
Det er desværre ikke et ukendt problem, der er taget op til debat. Allerede for nogle år siden præsenterede Sundhedsstyrelsen en liste, der viste, hvilke livsstilsrelaterede ting der kunne medføre sygdom og på sigt ensomhed.
Rygning indtog plads nummer et, nummer to i rækken var fysisk inaktivitet, medens nummer tre var alkohol. Derpå fulgte problemer med mental sundhed, stofmisbrug, ensomhed, søvnbesvær, svær overvægt og for lille indtag af grøntsager.
Jeg vil tillade mig at nævne én ting på listen, som flere af de øvrige delvist godt kan ”hænges op på”.
Således springer ensomhed især i øjnene. Ensomhed kan være mange ting. For man kan sagtens være sammen med mange mennesker og alligevel føle sig ensom. Tilsvarende kan man have en velfungerende familie, men alligevel føle sig ensom.
Har man et ensomhedsproblem, erkendt eller ej, kan det for nogle hjælpe at søge trøst i rygning, alkohol eller stofmisbrug, men det kan også føre til dårlig mental sundhed, til søvnbesvær og manglende lyst til at komme ud og motionere og dermed også til svær overvægt. Så derfor kan man med rette sige, at ensomhed kan være en ledende faktor for mange andre ting.
Det er nedbrydende for enhver at føle sig ensom og overset, og der bliver desværre flere og flere. Derfor er det relevant at spørge: Er ensomhed ved at blive en folkesygdom?
ER BEKÆMPELSEN AF ENSOMHED så alene et politisk ansvar? Nej, jeg mener, det er et fælles ansvar. Det offentlige kan ikke løse problemerne alene, så vi skal i endnu højere grad trække på de frivillige kræfter, der er gode til at få gode idéer på social- og sundhedsområdet og tage hånd om konkrete problemer.
Skulle vi i stedet for ”længst muligt i eget hjem” lidt provokerende sige ”hurtigst muligt hjemmefra”? Ja, kan man sige, men det hjælper tilsyneladende heller ikke på ensomheden, idet – og nu kommer det paradoksale – at ældre på plejehjem også føler sig ensomme. Plejehjem er således ikke noget værn mod ensomheden.
Det er et komplekst område, da det handler om menneskers følelser. Der er mange mekanismer i spil, og mange politikere og meningsdannere taler om, at nu må vi gøre noget ved det stadig stigende antal mennesker, der oplever sig tynget af ensomhed.
Der er sat mange mere eller mindre vellykkede initiativer i søen med det formål at bryde den opadgående kurve. Der kan ikke drejes på et enkelt håndtag, når vi arbejder med at mindske ensomhed.
Som tidligere landsformand for Danske Seniorer har jeg været med til at sætte fokus på kulturområdet som vej ud af ensomheden. Det var koncerter, udflugter, ture og rejser, men også bankospil, filmklubber, madcaféer og socialt samvær.
Vi arbejdede – og arbejder stadig – for, at vi alle må tage et socialt ansvar, men også at fornøje og glæde og dermed modvirke følelsen af at være alene.
Lad os alle medvirke til, at stadig flere kommer ud af social isolation, af ensomhed og igen bliver en del af det sociale fællesskab.
Jørgen Fischer er pensioneret politiinspektør og tidligere landsformand for Danske Seniorer.