Efter det seneste tyske delstatsvalg i Hessen i søndags har den tyske kansler Angela Merkel meddelt, at hun ikke genopstiller som formand for De Konservative (CDU). Partiformandsskabet og kanslerposten har hidtil været varetaget af samme person, når CDU har været i regering. Med sin beslutning indleder Merkel dermed også afslutningen på sit kanslerskab.
Valget i den tyske delstat Hessen er blot det seneste eksempel på CDU’s aktuelle nedtur. Også Socialdemokraterne (SPD) led ved søndagens valg et nederlag med en tilbagegang på 10,9 procentpoint og har på forbundsniveau oplevet markant tilbagegang lige siden 2002. Begge partier har siden 1945 domineret tysk politik og har indtil nu formået at appellere til og tiltrække en stor del af befolkningen. Derfor kaldes både CDU og SPD for folkepartier. Nu ser det dog ud, som om begge partier lider massive vælgertab og er i dyb krise.
Efter valget i Hessen i søndags er der primært to vindere. Det højreradikale parti Alternativ for Tyskland (AfD) har ligesom i alle øvrige delstater oplevet stor fremgang og har formået at komme i Hessens delstatsparlament med en tilslutning på 10,2 procent. Samtidig har De Grønne med en markant vækst tiltrukket 19,8 procent af vælgerne, hvilket er lige så mange som SPD. De Grønne haler dermed ind på CDU, som gik markant tilbage og kun opnåede 27 procent af stemmerne.
CDU og De Grønne danner regering i delstaten og kan takket været De Grønne sandsynligvis fortsætte denne koalition. Trenden for De Grønne og de to store folkepartier var den samme ved valget i Bayern, og med resultaterne fra Bayern og Hessen ser det ud, som om De Grønne har potentiale til at blive et nyt stærkt folkeparti – sammen med SPD og CDU.
Men hvorfor er De Grønne blevet så populære i Tyskland? Partiet blev grundlagt i 1980 med rod i freds- og miljøbevægelsen. Partiet var i begyndelsen domineret af en meget venstreorienteret kerne – kaldet fundamentalister eller kort fundis – som bestemte partiets meget venstreorienterede politik. I 1998 greb De Grønne chancen for at danne en koalition med SPD under kansler Schröder, og Fischer blev udenrigsminister. Dermed var også fløjkampen i partiet afgjort til realo-gruppens fordel.
Men De Grønne var på forbundsniveau stadig et lille parti og en klar juniorpartner for SPD. I 2005 fik de to store folkepartier 77 procent af stemmerne og fastholdt dermed deres status som folkepartier. Ud over dem fandtes på dette tidspunkt tre små partier, De Grønne, De Liberale (FDP) og venstrefløjspartiet Die Linke/PDS, der alle havde under 10 procent. Denne situation afspejler den opdeling mellem SPD og CDU, som i mange år har præget tysk politik. To store folkepartier og ganske få mindre partier, som kommer i betragtning som juniorpartnere i forbindelse med dannelsen af en regeringskoalition.
Det er bemærkelsesværdigt, at partiet CDU nu er blevet en etableret koalitionspartner for De Grønne, som tidligere ideologisk set var et meget venstreorienteret parti. I forbindelse med regeringsdannelsen efter valget til Forbundsdagen i 2017 var De Grønne parate til at indgå i en koalition med CDU og De Liberale (FDP) også på forbundsniveau.
At De Liberale trak sig efter månedlange forhandlinger, blev ikke belønnet af vælgerne. FDP gik kun marginalt frem i de efterfølgende delstatsvalg i modsætning til De Grønne. Det ser ud, som om De Liberale med deres beslutning om at trække sig fra koalitionsforhandlingerne har hjulpet de pragmatiske og kompromissøgende De Grønne godt på vej.
Men også andre vigtige faktorer spiller en rolle i forhold til De Grønnes aktuelle fremgang. Når de store folkepartier taber, vokser de tilsvarende mindre partier, et typisk fænomen i tysk politik, som blandt andet FDP har haft gavn af mange gange før. De Grønne kan ses som et svar på Alternativ for Tyskland (AfD) med et program, der i modsætning til AfD bygger på åbenhed over for andre kulturer og det multikulturelle samfund. Klimapolitik er stadigvæk en grøn mærkesag, men nu har De Grønne en mere pragmatisk – og mindre ideologisk-venstreorienteret – tilgang til spørgsmålet.
De Grønne fremstår sympatiske. Deres formand, Robert Habeck, har en uformel og afslappet stil, som formår at formidle partiets værdier. Habeck udstråler stor indsigt og suverænitet i diskussioner, og han er humanistisk dannet. Formanden for FDP, Christian Lindner, har kaldt Habeck for ”cremet”, fordi han med sin karismatiske optræden formår at tiltrække mange forskellige vælgere, og fordi partiet er blevet mere smidigt i forhold til samarbejdet med andre partier.
Forbi er tiderne, hvor De Grønne gik i batiktøj og med rastahår, og deres tilhængere lænkede sig fast til atomkraftværkers afspærringer. Samtidig er frygten for en klimakatastrofe vokset i befolkningens bevidsthed. At stemme på De Grønne betyder, at man lægger vægt på grønne løsninger. Partiet er blevet et slags feel-good-parti, som især tiltrækker den yngre akademiske, miljøbeviste bybefolkning, for hvem penge er mindre vigtige, naturbeskyttelse en æressag og klimakampen en selvfølge. De Grønnes succes i Bayern og Hessen genfindes også i en europæisk kontekst.
Merkels budskab om ikke at kandidere som formand ved næste valg sætter for alvor spørgsmålstegn ved regeringskoalitionen i Berlin. I den seneste nationale meningsmåling får De Grønne omkring 20 procent af stemmerne, SPD ligger på katastrofale 15 procent og er dermed mindre end De Grønne, og CDU ligger på 27 procent. Den eneste realistiske koalition ved et nyvalg bliver dermed netop den ”Jamaica”-koalition mellem De Grønne, FDP og CDU, som ikke blev dannet efter valget i 2017. Men måske kan et sådant samarbejde blive aktuelt igen, med eller uden nyvalg og med en ny kansler.
Philipp Alexander Ostrowicz er dr. phil., seniorforskningsrådgiver, Copenhagen Business School.