I sidste uge var det Spil Dansk-uge. Masser af fællessang på dansk, dansk musik i radioen og arrangementer med og om dansk musik. En fin påmindelse om, hvor meget dansk musik har at byde på. Men den danske musik går en svær tid i møde.
I Danmark har vi en kulturminister, som er landets øverste kulturmyndighed, og som skal sikre vilkårene for en levedygtig kultur til gavn for både den enkelte og samfundet. Ministeren bestemmer, hvilke dele af kulturen der skal have offentlige støttekroner, og hun kan med politisk flertal gennemføre ændringer i rammebetingelserne for kulturen i Danmark.
Begge dele har kulturminister Mette Bock (LA) for nylig gjort med indgåelsen af først medieforliget og dernæst public service-kontrakten, som er en præciseret aftale om, hvad DR skal levere i aftaleperiodens fem år.
Ved lanceringen af medieforliget, som blev indgået af regeringen og Dansk Folkeparti, betonede Mette Bock, at der produceres masser af godt dansk indhold, så Danmark befinder sig ikke i en indholdskrise, men i en distributionskrise.
Jeg kan kun være enig: Dansk indhold er af høj kvalitet, men det er under pres, fordi store multinationale spillere hverken har forpligtelser i forhold til – eller interesser i – dansk indhold. Det indhold, som kan sælges til flest mulige lande, er mest rentabelt – og det er det danske ikke som udgangspunkt. Men når det kommercielle marked ikke af sig selv eksponerer dansk musik, er det, at staten kan vælge at træde til.
Og det lød også til, at Mette Bock og forligspartierne ville gøre noget. For eksempel blev det formuleret af ministeren, at DR i den kommende medieforligsperiode skal fokusere på sin opgave som kulturinstitution – med et særligt ansvar for det, som markedet ikke selv understøtter.
Nu kunne dette indlæg fortsætte med en kritik af selve beslutningen om at bespare DR med 20 procent i en tid med fake news, hvor sammenhængskraften i landet svækkes, og hvor DR både skal finansiere tilbud til publikum over 30 år på de traditionelle medier, og forsøge at samle, udfordre og oplyse de unge, som får deres nyheder, underholdning og musik fra digitale tjenester og sociale medier.
Men mit fokus her er det åbenlyst selvmodsigende og passive i regeringens og Dansk Folkepartis medieforlig og public service-kontrakt; beslutningerne, der er truffet for medie-distributionen af musikken de kommende fem år.
Ved en konference på Christiansborg i juni i år hørte Mette Bock og jeg flere af musiklivets interessenter fortælle, at et af de største problemer, dansk musik står over for – som konsekvens af de internationale digitale tjenesters indtog – er, at mangfoldigheden og vækstlaget i dansk musik er under pres.
Branchens giganter satser på få, store kunstnere med bred appel og internationalt potentiale. Helt synkront viser undersøgelser, at danske musikeres og sangskriveres indkomster indtjenes af stadigt færre, store artister. Det er med andre ord blevet sværere at bevæge sig fra upcoming til etableret artist. På den baggrund virker det fornuftigt, at der i den nye public service-kontrakt er indskrevet: ”DR skal have fokus på at stimulere dansk musikliv, herunder vækstlaget i dansk musik.”
Men herefter hører fornuften op. Forligspartierne er ikke kommet med tiltag, der kan styrke dansk musik over for de internationale, digitale spillere på markedet. Tværtimod. DR skal slankes markant og har set sig nødsaget til at lukke tre musikradiokanaler, hvor næsten halvdelen af musikken er dansk.
Politisk tvinger man så andelen af dansk musik op på P3 og P4, men glemmer i regnestykket, at tre unikke 24-timers musikkanaler, som netop eksponerer det danske vækstlag og styrker mangfoldigheden, må lukke:
P6 Beat, som er den eneste radiokanal i Danmark for ikke-mainstream pop og rock, P7 Mix, der tager formidling af popmusik alvorligt og spiller cirka dobbelt så meget dansk musik som konkurrenterne, og P8 Jazz, som ud over at være Danmarks eneste landsdækkende jazzkanal også bringer DR’s bigband ud til hele landet.
Tre kanaler, hvis lige ikke findes i markedet – og hvor det for to af genrerne gælder, at det kommercielle radiomarked ikke har nogen interesse i dem.
Det angribelige er, at forligspartierne, gennem de markante besparelser af DR, fjerner en søjle i disse genrers økosystemer uden at sætte noget substantielt i stedet.
Lad der ikke herske tvivl om, at jeg og resten af DR vil gøre os umage for at sy musikken fra P6, P7 og P8 ind på P3, P4 og P2 på en god måde, men vi kommer ikke uden om, at en reduktion fra syv til fire musikradiokanaler bliver en markant ændring.
Og sådan er det, når man skal spare 20 procent. Den reducerede medieeksponering vil få betydning for de regionale spillesteder og jazzklubber, fordi publikum ikke i samme grad introduceres til nye danske kunstnere gennem medierne: P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz er kanaler for musikelskere – og det er nu engang musikelskere, der er mest tilbøjelige til at gå til koncerter.
Samtidig har forligspartierne for et beløb på 30 millioner kroner sat Danmarks tredje radiokanal med klassisk musik i udbud. I forvejen findes den kommercielle Radio Klassisk og DR P2, så den klassiske musik og dens lyttere er allerede gunstigt stillet.
Støttepartiet Dansk Folkeparti, der sædvanligvis værner om det danske, plejer at kunne sine referencer til dansk historie og bør derfor også vide, at Danmark er et markant jazzland – fra Leo Mathisen over NHØP til nutidens sprudlende danske jazzscene – og at det er historieløst at reducere eksponeringen af nordisk jazz i vores eget land.
Ministerens og forligspartiernes modtræk til den distributionskrise, de selv har analyseret sig frem til, er fraværende: Hvad skal fremover styrke den danske musik – både som levende kulturarv og forretning? Og hvad skal sikre et mangfoldigt udbud af musik til danskerne?
Ministeren og forligspartierne har med de samlede tiltag i medieforliget ikke løst noget for musikken, men kun gjort distributionsproblemet for den større. Er der en kulturminister til stede
Jakob Marstrand er redaktionschef i DR for P2, P6, P7 & P8. Indlægget er udtryk for debattørens egne synspunkter.