”Er det virkelig så slemt med al den racisme, Kashif?”. Ja, her er 10 eksempler

Efter at have gravet lidt i min fortid og underbevidsthed fandt jeg 10 begivenheder, som jeg gerne vil dele med jer, skriver Kashif Ahmad, lærer og medlem af Radikale Venstre

Det er vigtigt at fortælle åbent om sine oplevelser med racisme i håb om, at det gør en forskel, skriver Kashif Ahmad. Her ses Black Lives Matter-demonstrationen i København. – Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.
Det er vigtigt at fortælle åbent om sine oplevelser med racisme i håb om, at det gør en forskel, skriver Kashif Ahmad. Her ses Black Lives Matter-demonstrationen i København. – Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Det spørgsmål fik jeg under en samtale for noget tid siden. Og det er ikke første gang, nok heller ikke sidste gang. Det var midt i en samtale, hvor jeg ihærdigt var i gang med at fortælle om de mange former for racisme og diskrimination, der finder sted i Danmark og har gjort det længe. Men spørgsmålet kom prompte: Er det virkelig så slemt?

Det fik mig til at tænke over hændelser i mit liv. De mange hændelser. Faktisk utallige. Hændelser, små episoder og kommentarer, jeg har glemt, undertrykt eller grinet væk. For vi kan jo godt lide brune mennesker, der kan grine ad sig selv og tåle en god joke. Brune, som ikke tager alt så højtideligt og alvorligt. Som ikke piver, er tyndhudede eller bruger offerkortet.

Efter at have gravet lidt i min fortid og underbevidsthed fandt jeg 10 begivenheder, som jeg gerne vil dele med jer:

1) I mine unge år ringede jeg til en fastfoodrestaurant i forbindelse med et jobopslag. Efter jeg havde præsenteret mig og spurgt til den ledige stilling, spurgte manden i den anden ende: ”Hvad var det, du hed?”. Hvorefter han sagde, at stillingen var blevet besat. Min mavefornemelse var dårlig, og en halv time senere ringede jeg op igen og sagde: ”Hej, det er Kasper.” Jeg fik at vide, at stillingen ikke var besat, og at jeg kunne kigge ned forbi butikken.

2) Ret tidligt begyndte jeg at skrive debatindlæg til den lokale avis. Allerede efter de første par gange modtog jeg et brev hjemme på min adresse. Der blev jeg truet og fik at vide, at jeg skulle rejse hjem, hvis jeg var utilfreds med at være her i landet. Brevet var ikke frankeret, men lagt personligt i postkassen. Der stod blandt andet: ”Danmark for danskerne.”

3) Da jeg for mange år siden arbejdede på McDonald’s, skulle vi til en fødselsdagfest, som nogle af vores kolleger havde inviteret os til i København. Festen var på en natklub, og jeg stod på listen som gæst. Da vi ankom med blomster og gaver, blev jeg stoppet og bedt om at vente. Herefter blev jeg nægtet adgang, fordi de mente, ”at jeg havde været der og lavet ballade tidligere”. Jeg havde aldrig været der før. Både mine kolleger og ledere kom ud og gjorde indsigelser, men uden held. Politiet blev tilkaldt, men af dem fik jeg at vide, at jeg bare skulle forlade stedet og ikke ødelægge min aften.

4) I mine gymnasieår kom vi en del ind til byen for at være en del af nattelivet. Uden at overdrive blev jeg afvist 99 ud af 100 gange. Så meget, at jeg til sidst oprigtigt spurgte udsmiderne, om de ville fortælle, hvad der gjorde, at de nægtede mig adgang, for at jeg kunne vurdere, om der var noget, jeg kunne ændre ved. Jeg prøvede alle konstellationer: pænt tøj, kun hvide venner og så videre, men intet hjalp.

5) Hele racismesagen mod min gamle rektor og lærer på Avedøre Gymnasium har jeg allerede skrevet om. De kaldte os ”en flok aber, der ikke kunne formulere os grammatisk korrekt”, men blev ikke dømt for at overtræde racismeparagraffen. Jeg vandt sagen senere i FN-regi over staten Danmark.

6) For år tilbage fik jeg annulleret mine billetter til Champions League, fordi man mente, at mit ”fremmedklingende navn var til fare for sikkerheden i Parken”. Jeg lagde sag an mod dem, men tabte i retssystemet igen. Ligebehandlingsnævnet traf efterfølgende en stik modsat afgørelse. Jeg valgte nemlig at fortsætte sagen og klagede til Ligebehandlingsnævnet, og i september 2014 afgjorde Ligebehandlingsnævnet, at der var tale om ”indirekte diskrimination på grund af etnisk oprindelse”. Jeg kom aldrig ind at se fodbold.

7) Efter et besøg hos en ven i Lyngby blev en ven og jeg standset meget dramatisk af en civil bil ved nedkørslen til motorvejen. Ud kom to mænd med pistoler trukket, og den ene stak sin pistol ind ad vinduet, mens han sagde: ”Hænderne fremme og ud af bilen!”. Vi blev holdt op mod bilen, mens vi blev kropsvisiteret, og forsigtigt prøvede vi at spørge til, hvad der var sket. En anden bil kom farende efter og ud steg endnu flere civilbetjente, hvorefter en af dem til mit livs store held genkendte mig fra fodboldholdet i vores yngre dage og sagde: ”Kashif? Det er de forkerte, vi har fat i!”. Vi blev efterladt stående, målløse og chokerede og fik at vide, at de søgte nogle mistænkte efter et røveri.

8) Efter flere optrædener i medier blev jeg standset af en politibil og bedt om at stige ud. Betjenten kiggede på mig og sagde: ”Hvor har jeg set dig før?”. Jeg sagde, at det muligvis kunne være fra medierne, hvor jeg sidst havde talt om drabet på Deniz Uzun og talt en masse om stigende vold blandt unge. Han grinede overlegent ad mig og sagde: ”Det tror jeg næppe. Jeg kender dig nok for noget andet, jeg tidligere har stoppet dig for.” Jeg fik en bøde, og han kørte væk.

9) Utallige gange er jeg ”tilfældigvis” blevet stoppet til tjek i lufthavnen. Én gang spurgte jeg til, om de ville forklare, hvorfor jeg blev hevet ud som den eneste, hvilket resulterede i røde klistermærker på al vores bagage og endnu længere udspørgninger i modtagerlufthavnen, inden vi kunne komme ind i landet.

10) Som barn spillede jeg cricket på en boldbane sammen med min lillebror på otte år. Der sad nogle ældre mennesker på en bænk tæt ved, og pludselig råbte de, at vi skulle rejse hjem til vores eget land og spille det perkerspil. Vi spillede videre, og min lillebror kom nogle år senere på ungdomslandsholdet.

Jeg kunne fortsætte listen, og hvis jeg skulle skrive om den hverdagsracisme, som jeg har oplevet i mange år, ville listen blive uendelig lang. De kommentarer, man hører på gaden, i skolen, på arbejdet, på fodboldbanen, ja, mange steder, dem orker jeg ikke at liste op, men de gør nas og er giftige.

Grunden til, at jeg skriver dette, er, at vi skal tale åbent om dette tabubelagte emne, og jeg vil ikke længere være ”ham, vi godt kan lide”, fordi jeg ikke er som alle de andre, eller ”ham, som godt kan tåle en joke”. Jeg vil ikke være ”ham” længere.

Jeg vil være ”ham, som fortalte åbent om alle sine oplevelser” – i håb om, at det gør en forskel, og i håb om, at vores børn kan vokse op med knap så mange episoder.

Kashif Ahmad er lærer og medlem af Radikale Venstre.