I DEN AKTUELLE DEBAT høres det hyppigt, at en person hævder, at vedkommende absolut ikke er antisemit, men at man er imod Israels politik. Holder det? Man kan jo forsøge at udsætte det for en prøve. Består man prøven, er man ikke antisemit. Består man ikke, er man.
Prøven er uhyre enkel. Man skal blot gøre op med sig selv, om man på det aktuelle politikområde forholder sig til og agerer over for andre stater efter samme moralske målestok som over for Israel. Gør man det, er man ikke antisemit – gør man det ikke, er man – måske!
Der er rigtig mange historiske situationer, hvor man kan udsætte sine personlige holdninger for denne prøve.
Lad os som eksempel blot tage den følgende:
I forbindelse med Israels oprettelse i 1948 flygtede cirka 600.000 palæstinensere fra deres hjem. Uanset om de flygtede af angst for fjenden, på grund af politisk propaganda fra egne rækker eller blev fordrevet, så var det da på det personlige område en tragedie, uanset at halvdelen var jordanske statsborgere og altså ikke statsløse.
Samtidig fratog de arabiske stater i Nordafrika og Mellemøsten henholdsvis cirka 610.000 og 210.000 jødiske medborgere deres hjem, ejendom og statsborgerskab, uanset at de havde levet der i generationer. Utvivlsomt også her en tragedie på det personlige plan.
Det er, som om dette sidstnævnte er gået i glemmebogen – eller?
Man fristes til at kalde det for bevidst uvidenhed. Gælder det gamle lidt omskrevne ord, at ingen tragedie er større end det enkelte menneskes tragedie, ikke også her? Hvortil flygtede størsteparten disse mennesker så – til Israel naturligvis – hvor ellers?
Forholder du dig til alle de ovenfor anførte stater, og reagerer du over for dem alle efter samme moralske målestok?
Bestod du prøven?
Erik Reinhardt er civilingeniør og ph.d.