I et indlæg i Kristeligt Dagblad den 24. november forsikrer kirkeminister Mette Bock (LA), at vi har en folkekirke, ikke en bispekirke. Det er beroligende at vide, at kirkeministeren er enig med ministeriets tidligere departementschef Preben Espersen, som i sin kirkeret fastslår, at folkekirken (heller) ikke er en bispekirke.
Anledningen til kirkeministerens indlæg er en konkret sag i Haderslev Stift, hvor biskop Marianne Christiansen uden om menighedsrådet i Sct. Marie Kirke, Sønderborg, besluttede at genopslå en præstestilling.
Sagen blev omtalt i Kristeligt Dagblad den 22. november under overskriften ”Kritik af ansættelsesforløb: Folkekirken er blevet en bispekirke”. Sagens stridspunkt er et genopslagscirkulære, hvis paragraf 2, stk. 1 bemyndiger biskoppen til at godkende genopslag af stillinger. Denne kompetence har Kirkeministeriet uddelegeret til biskopperne.
Teksten i paragraf 2, stk. 1 har en fin balance: Initiativretten til et genopslag ligger hos menighedsrådet, mens biskoppens sagkundskab inddrages ved reglen om, at biskoppen skal godkende genopslaget. Elementær sprogkundskab udsiger, at ordet ”godkende” implicerer, at den første afgørelse er truffet af en anden end den, der blot godkender. Det kan ikke omfortolkes juridisk.
Derfor er sagen nu dobbelt skuffende: For det første er det beklageligt, at biskop Marianne Christiansen har sat sig ud over cirkulæret ved at foretage genopslag på egen hånd og endog kalder dette normal og tidsbesparende praksis. For det andet er det foruroligende, at kirkeminister Mette Bock blåstempler biskoppens egenhændige handlemåde ved at erklære, at Marianne Christiansens sagsbehandling ”overholder alle regler”.
Hvis kirkeministeren ved nærmere eftertanke måtte mene, at biskoppens private praksis er den bedste fremgangsmåde, bør hun tage skridt til ændring af cirkulæreteksten, naturligvis efter normal høringsprocedure, særligt med inddragelse af Landsforeningen af Menighedsråd, da en sådan ændring indebærer en åbenlys svækkelse af menighedens kaldsret, som delvis overføres til biskoppen. Ændringen er dog ikke uproblematisk, fordi den signalerer, at folkekirken er på vej til at blive en bispekirke.
Retsteologisk er Sønderborg-sagen derfor en betydningsfuld sag, uanset at kirkeministeren forklarer, at biskoppens genopslag var til menighedsrådets fordel, fordi rådet derved fik et bredere ansøgerfelt.
Hvem ved, om resultatet ikke var blevet det samme, hvis menighedsrådet ved brug af kaldsretten havde begæret genopslag, og biskoppen havde besluttet at efterkomme rådets ønske i respekt for kaldsretten, som i en luthersk folkekirke aldrig kan overføres til biskopperne?
Svaret står åbent. Derimod kan der ikke herske nogen tvivl om, at biskoppen beklageligvis negligerede kaldsretten, som ellers er et retsteologisk grundprincip, ved at foretage genopslag på egen hånd.
Kristine Garde er retsteolog, ph.d., Hillerød.