Prøv avisen
Debat

Sognepræst: Er mennesket født ondt? Nej, men vi er født til at blive nogle, der misser målet

Er mennesket født ondt? Er mennesket født godt? Det handler i de grundlæggende menneskelige forhold ikke om et enten-eller, men om et både-og, skriver sognepræst Gudmund Rask Pedersen.

Gudmund Rask Pedersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Er mennesket født godt eller ondt? Selv synes jeg kristendommens tale om mennesket som en synder er genial og allerbedst dækkende, skriver sognepræst

ER MENNESKET født ondt? spørger Sigri M. Gaïni i en kronik den 7. august med afsæt i filosoffen Hannah Arendts udtryk om ondskabens banalitet. Gaïni konkluderer nærmest nej til spørgsmålet.

Man kunne så selvfølgelig spørge: Er mennesket da født godt?

Selv synes jeg kristendommens tale om mennesket som en synder er genial og allerbedst dækkende. Jeg siger, som Søren Søberg Poulsen, der præsenterer sig selv som ateist og gudløs, sagde det i en fænomenalt fin kronik i Kristeligt Dagblad den 5. februar 2016: Giv mig synden tilbage. Op mod al perfektionisme: Lad mig være til som uperfekt. Som mangelfuld og ukomplet. Som synder.

Synden er som begreb og virkelighedsbeskrivelse af mange, også gode, grunde blevet upopulær og hjemløs. Det er ikke godt. Det er tværtimod både synd og skam. Synd er, at det er synd for nogen. Synd er at ramme ved siden af. Det græske ord hamartia, som vi oversætter til synd, betyder netop: at ramme ved siden af. Misse målet.

Synd er, at liv går i stykker. Og ikke kun fordi jeg blev og bliver svigtet og ramt af ulykke og tab, men også fordi jeg uvægerligt er vokset op til at være én, der også selv i givne situationer svigter det andet menneske.

Sådan er dét! Og jeg gad nok se det ædruelige voksenmenneske, som vil fastholde at være én, der aldrig har svigtet – aldrig har ramt ved siden af. ”Adel og borger, præster og bønder,/ glæder og sorger, dyder og synder/ (…) vi er alle i samme båd”!

Liv går i stykker. Jeg er en synder. Ikke alene og endda slet ikke i særlig grad gennem det, jeg gør, men endnu mere gennem alt det, jeg ikke gør. Herunder af ren og skær tankeløshed, som Gaïni, med Arendt, også taler om det. Det kalder vi, sagt kristeligt, undladelsessynder, som sandelig også er en måde at ramme ved siden af, at misse målet. Hvad er da målet? Målet er som det særlige, medmennesket. Mit medmenneskes trivsel og livsmod. Det andet menneske som mål og aldrig blot som middel.

At være en synder (ret forstået) – og ville være ved det – giver allerede hermed en vis rankhed i ryggen. En bevægelse bort fra Kains-attituden, selvom den sandelig hører med. Skammen i bevidstheden om skylden. Skammen som et absolut gode i forhold til skamløsheden som alternativ.

At ville være en synder, at ville stå ved det, bærer i sig allerede i udgangspunktet en bevægelse bort fra det ”indkrogede i sig selv” (Luther). I særlig grad, fordi talen om synd i kristendommen aldrig står uden talen om syndernes forladelse.

”Synd tappert!”, sagde også Luther. Stå ved det. Syndernes forladelse er sammen med syndserkendelsen den vekselstrøm, vi af Guds nåde må leve i. Eller, måske endnu bedre: den komple

mentaritet, der hører det sandt menneskelige til.

Er mennesket født ondt? Er mennesket født godt?

Det handler i de grundlæggende menneskelige forhold ikke om et enten-eller, men om et både-og. At åbenbart modstridende forhold i det ene og samme menneskes liv på samme tid kan udsige sandhed om det menneske.

At vi på en og samme tid er syndere og retfærdiggjorte, er den lutherske teologis geniale grundudtryk for menneskets komplementaritet. At der i lyset af kristendommens tilsagn om syndernes forladelse ikke består et enten-eller for det grundlag, jeg har at bygge og forstå mit liv ud fra, men et både-og. At jeg er både den, for hvem livet går i stykker, den, som både svigtes og selv svigter. Og jeg er den, som står med et helt, splinternyt liv og en fuldstændig ny begyndelse. Og det på én og samme tid.

Gudmund Rask Pedersen er sognepræst i Horsens.