Det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Stoklund er sendt i byen for at forsvare statsministeren og hendes stabschef, Martin Rossen, i Kristeligt Dagblad den 25. februar.
At statsministeren eller Rossen ikke selv svarer for sig, er i sig selv en forvridning af de ansvarsforhold, der burde følge af magtens tredeling. Folketingsmedlemmers opgave er ikke at være stikirenddrenge for regeringen, det er at kontrollere regeringen. Og kun en selvvalgt tavshed forhindrer Rossen i at forklare sig.
Det er ikke til at forstå, at Rasmus Stoklund igen og igen hævder, at departementschefer er medlemmer af regeringens koordinations- og økonomiudvalg. Stoklund kan se på Statsministeriets hjemmeside, at sådan forholder det sig ikke.
Departementscheferne forbereder møder, og de kan være til stede ved møderne for at give informationer, men de er ikke medlemmer, og det er ikke dem, der træffer beslutninger, det gør Rossen sammen med ministre.
Jeg er enig med min kollega Peter Nedergaard i, at statsministeren har gode grunde til at forstærke sin hjælp, selvom jeg er bange for, at Rossens politiske sekretariat i Statsministeriet ikke er en tilstrækkelig hjælp. Men til ære for Socialdemokratiet påpeger jeg nu igen, at Rossen ikke bør sidde i et ministerudvalg uden ministeransvar.
I Storbritannien, hvor Rossens forbillede Jonathan Powell var stabschef, kan en stabschef ikke sidde i regeringen, ej heller i et regeringsudvalg. For i Storbritannien bærer kabinetsministre et (kollektivt) ansvar over for parlamentet.
I Danmark har man givet en stabschef formel magt over fagministre med ministeransvar, men uden at han selv kan drages til parlamentarisk ansvar.
Har Socialdemokratiet tænkt sig på sigt at sætte flere stabschefer og særlige rådgivere ind i udvalg, der bliver overordnede for ministre og embedsmænd? Det er i så fald en ren kommunistisk tankegang om, at staten skal underordnes et parti.
Lenin foreskrev, at de øverste partimedlemmer skulle være det samme som statsapparatets ledere, så proletariatets diktatur kunne udøves. Lenin anså parlamenter for at være bourgeoisiets ligegyldige sludrebutikker, som derfor heller ikke skulle bevares.
For mig er parlamentet derimod kernen i det repræsentative demokrati. Medlemmerne har vi valgt til at repræsentere os.
I modsætning til Martin Rossen og hele korpset af særlige rådgivere.
Tim Knudsen er professor emeritus i statskundskab.