Prøv avisen

Louise tilbragte to et halvt år som frivillig på hospice: ”Det blev et vendepunkt i mit liv”

Alt, hvad jeg lærte af de mange hospicepatienter om livet i døden og døden i livet, bærer jeg med mig med stor taknemmelighed, skriver erhvervspsykolog, der tilbragte to et halvt år som frivillig på et hospice. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Louise Winther

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Alt, hvad jeg lærte af Bent, Eva og Tove og utallige andre hospicepatienter om livet i døden og døden i livet, bærer jeg med mig med stor taknemmelighed

DET ER den 23. december 2011, og jeg er blevet bedt om at hjælpe Eva med morgenmaden: en skive grovbrød med ost skåret i små bidder, som jeg giver hende med en gaffel. Kaffen drikker hun i små bitte slurke af en tudkop, som jeg holder op foran hendes mund. Eva er sengeliggende og ikke i stand til at bevæge sig fra hovedet og ned. Hun er 47 år som jeg.

Eva spiser med velbehag og fortæller, at det var en af de andre hospicefrivillige, der i går smuttede ned til bageren i supermarkedet for at købe hendes yndlingsbrød.

Mellem ostehapserne fortæller hun, at hun godt ved, at hun snart skal dø. Men hun er ikke bange, for hun er sikker på, at hendes far står og venter på hende. Han døde, da hun var 18 år.

”Vil du med til julegudstjenesten i dagligstuen i morgen?”, spørger jeg. ”Jeg kommer, og det gør min datter på 14 også.”

”Ja, det vil jeg gerne!”, siger Eva. ”Det har jeg aldrig prøvet før. Så det er vist på høje tid.”

Hun griner, og jeg griner med.

”I har samme hårfarve,” smiler Eva, da min datter og jeg dagen efter træder ind på hendes stue. Vi får sengen med Eva bugseret ned ad gangen og ind i dagligstuen, der er pyntet med levende lys og små julestjerner. Hospicepræsten går rundt tog hilser på, vi synger ”Dejlig er jorden”, præsten prædiker om Jesu fødsel og om håb, og fra klaveret lyder ”Jesu bleibet meine Freude”.

”Hvor er jeg glad for, at I tog mig med,” siger Eva, da vi kører sengen tilbage til stuen. ”Og så blev I da lige udlært som portører!”. Vi ler alle tre.

Evas familie og venner kommer med julemad og gaver, for juleaften skal fejres her på stuen.

Da jeg møder til min første vagt i det nye år, bliver jeg trist, da jeg hører, at Eva er død.

FOR OMTRENT NI ÅR SIDEN faldt jeg ved en reception i snak med en kvinde, som var sygeplejerske, og som strålede, da hun fortalte om sit job på en palliativ afdeling.

”Hvad betyder ’palliativ’?”, spurgte jeg.

”Det betyder ’lindrende’,” sagde hun. ”Vi drager omsorg for døende mennesker.”

”Er det ikke tungt og trist?”, spurgte jeg.

”Tværtimod,” svarede hun. ”Det er meget livsbekræftende.”

Episoden røg i baggrunden, til jeg en dag hørte et radioprogram, hvor en journalist blev vist rundt på et hospice. På et tidspunkt udbrød journalisten vantro: ”I har et stort flag stående?”.

”Ja,” svarede sygeplejersken. ”En af vores kolleger fylder 50 år i dag.”

”Kan man godt tillade sig at vise glæde på et hospice?”, spurgte journalisten.

”Ja, dét kan man,” sagde sygeplejersken. ”På et hospice bor livet og døden og sorgen og glæden side om side.”

Ordene gjorde indtryk på mig, og da jeg samtidig havde en stærk, uforklarlig fornemmelse af, at det var nu, at jeg skulle ”i lære om døden”, kontaktede jeg det lokale hospice og fik en aftale om en ”ansættelsessamtale”.

”Lad mig vise dig rundt,” sagde den venlige sygeplejerske, da samtalen var slut.

I dagligstuen sad en gennemsigtig kvinde i kørestol. ”God dag, Åse!”, sagde sygeplejersken. ”Jeg viser lige Louise rundt. Hun vil gerne være frivillig her hos os.”

Åse smilede til mig og sagde: ”Jamen, det var da dejligt.”

Jeg fik tårer i øjnene.

”Jeg tror ikke, jeg kan klare det,” sagde jeg, da vi var tilbage på kontoret, og mine tårer kunne få frit løb.

”Vist kan du så,” sagde sygeplejersken. ”Vi vil gerne have dig som frivillig her. Kunne hver anden fredag formiddag passe dig?”.

PÅ EN AF MINE FØRSTE VAGTER i begyndelsen af august 2011 fortæller den sygeplejerske, der tager imod mig, at en patient, Bent på 70 år, er død samme dag. Jeg drister mig til at spørge, om jeg må se ham.

– Selvfølgelig, svarer hun, og vi følges ind på stuen. Bent ligger på ryggen med et hvidt klæde over sig og ligner en, der sover tungt og godt.

”Hvorfor græder du?”, spørger sygeplejersken, da hun ser mig tørre øjnene.

”Jeg ville sådan ønske, at jeg havde set min mormor, da hun var død,” siger jeg.

”Det kan jeg godt forstå,” siger hun og klapper mig på skulderen. ”Det er klart, at du bliver berørt.”

Da bedemændene har lagt Bent i den kridhvide kiste, mødes hans kone, svigerinde og jeg til udsyngning. Der er tændt levende lys, og med salmebøger i hænderne synger vi ”Altid frejdig, når du går”, og så bliver Bents kiste bragt ud til den blanke rustvogn.

SEPTEMBER 2011. Det er en lun og solrig eftermiddag, og flere af patienterne opholder sig på terrassen.

En sygeplejerske beder mig om at tilbyde Tove frokost, og inden jeg går ud på terrassen, tjekker jeg indholdet af fryseren. Der er blandt andet forskellige slags suppe.

Jeg remser de forskellige suppetyper op for Tove, som beslutter sig for den med rejer, og jeg går tilbage til køkkenet.

Men da jeg vil finde rejesuppen i fryseren, er den pist væk. Eller måske har den aldrig været der?

Jeg går tilbage til Tove og beklager, at rejesuppe alligevel ikke er på menuen.

”Min hukommelse er ikke, hvad den plejer at være,” siger jeg. ”Min far på 73 år døde meget pludseligt for et par uger siden.”

”Jamen, søde ven, hvordan kan det så være, at du er her?”, spørger Tove. ”Når din far lige er død? Sæt dig ned. Lad mig høre.”

Og så fortæller jeg Tove om, hvordan min far en tirsdag morgen faldt om på Algade i Roskilde. At der samme eftermiddag blev slukket for hans respirator på intensivafdelingen. At vi, da han var blevet gjort i stand, på min opfordring havde tændt levende lys og sunget ”Altid frejdig” – sådan som jeg lige havde lært her på hospicet, at man kunne gøre. Jeg fortalte også Tove om det store chok, der fulgte i kølvandet på min fars bratte død. At jeg var ulykkelig over, at jeg ikke fik sagt farvel. At jeg havde ringet til hospicet for at melde afbud, men at jeg var blevet rådet til at komme alligevel, for ”du kan jo altid tage hjem igen, hvis det ikke går”.

”Og pudsigt nok er det lindrende for mig at være her,” siger jeg.

”Jeg er taknemmelig for, at jeg ved, at jeg skal dø,” siger Tove eftertænksomt. ”For det er vigtigt for mig at få sagt farvel til familie og venner.”

”Det giver god mening,” siger jeg. ”Hov, du må være sulten. Nu går jeg ind og varmer suppe til dig.” Tove smiler.

Da jeg lidt senere kan servere frokost for Tove, takker jeg hende og siger, at det betød meget, at hun lyttede til mig.

”Det er da en gave at kunne gøre noget for nogen. Særligt i min situation,” siger Tove med varme øjne. ”Så det er mig, der takker.”

NOVEMBER 2012. Hospitalskirken er fyldt til brisepunktet af pårørende til årets afdøde hospicepatienter. Jeg sagde ja, da hospicepræsten spurgte, om jeg ville læse op til allehelgensgudstjenesten fra den digtsamling, jeg udgav efter min fars død. Jeg er vant til at tale foran andre, alligevel ryster jeg over hele kroppen.

Harpenisten lader hænderne falde og smiler til mig. Det er mit tegn. Jeg rejser mig og stiller mig op foran de mange sorgfulde, opmærksomme ansigter. Jeg læser med sprød stemme og mærker, at vi bærer sorgen sammen. Og at min far lytter med.

Det var min plan at være hospicefrivillig i seks måneder, men jeg endte med at være det i to et halvt år, dels fordi det var så utroligt livsbekræftende, dels fordi det var en fremragende læreplads. Min hospicetid blev et vendepunkt i den forstand, at jeg lærte at være modigere i min omgang med andre og blev mere klar over, i hvor høj grad vi mennesker har brug for hinanden.

Alt, hvad jeg lærte af Bent og Eva og Tove og utallige andre hospicepatienter om livet i døden og døden i livet, bærer jeg med mig med stor taknemmelighed.

Louise Winther er erhvervspsykolog, psykoterapeut og forfatter. Patienternes navne er opdigtede.