Politiske kilder hvislede ad ham. Gamle kolleger vendte ham ryggen. En nær ven hilste end ikke på ham. Tilbage i 2000 var Erik Meier Carlsen profeten, der ikke længere var agtet i sin hjemby.
Som journalist og redaktør på dagbladet Information, Det Fri Aktuelt og Mandag Morgen havde han gennem årtier fulgt dansk politik nøje. Men da danskernes modvilje mod EU manifesterede sig i afvisningen af Maastricht-traktaten i 1992, og Dansk Folkeparti båret af partiets indvandrerkritiske politik stormede frem i anden halvdel af 1990’erne, forstod Erik Meier Carlsen, at der var noget, han ikke forstod.
I 2000 var han nået frem til, hvad det var. Resultatet stod at læse i debatbogen ”De overflødiges oprør”, og det var den, der gjorde ham så ugleset. Nogle så ham som en mand, der ikke bare legitimerede racisme, men ligefrem fodrede den indre svinehund.
Det er selvsamme bog, der for andre forlenede ham med et profetisk skær, for i bogen analyserede han en række rørelser allerede i deres vorden: Politiske uenigheder fulgte ikke længere de gamle skel mellem land og by eller arbejdere og borgerskab. Konkret var indvandrerkritikken et udslag af en globalisering, hvor eliten fløj af sted, mens store dele af folket stod tilbage med følelsen af at være gjort overflødige.
Den følelse havde Fremskridtspartiets Mogens Glistrup fået øje på, mens han afsonede sin dom for skattesvig i midten af 1980’erne og havde god tid til at læse avisernes debatsider. Med udlændingeloven fra 1983 som afsæt satte han siden en dagsorden, som Pia Kjærsgaard og de andre udbrydere tog med, da de stiftede Dansk Folkeparti i 1995. Og ja, hvis populisme, som ordbogen anfører, betyder ”at forholde sig kritisk til samfundets etablerede autoriteter”, så var oprøret populistisk.
Profetisk skrev han, og profetisk ser den nu 73-årige Erik Meier Carlsen ud. Et medtaget tibetansk flag, hjembragt for næsten 50 år siden, pryder altanen på Frederiksberg, hvor han serverer te og draperer sig i et bordeauxrødt sjal. En gang imellem stikker fingrene frem for at vifte det lange hår til side eller glatte det lige så lange skæg. Hvad var det, han så ske frem mod årtusindskiftet?
”Ritt Bjerregaard inspirerede mig til at se nærmere på nogle statistiske analyser af danskernes holdning til alt mellem himmel og jord. Jeg fandt frem til, at Socialdemokratiets, Venstres og Dansk Folkepartis vælgere lå lige op og ned ad hinanden i deres holdninger til det almindelige samfundsliv. Venstres vælgere havde det højeste leveniveau, men det var ikke markant højere end Socialdemokratiets vælgeres. Til gengæld var der et pænt skridt ned til DF’s vælgere.”
Dét fund var med til at føde idéen om ”de overflødige”, der samlede sig om den politiske opkomling.
”Det rummede et oprør og en meget, meget dyb utilfredshed med det politiske system og den måde, det fungerede på. Mogens Glistrup reagerede på den tiltagende feminisering af samfundet og på den forarmelse af arbejderklassen, der havde fundet sted siden oliekrisen i 1973. Den blev i mange socialdemokratiske vælgeres hoveder knyttet sammen med EF, fordi udhulingen af lønningerne begyndte omtrent samtidig med Danmarks medlemskab af EF.”
Mange vælgere kom frem mod årtusindskiftet til at føle sig forfordelt i forhold til en stadig mere globalt orienteret elite og en støt voksende minoritet af udlændinge. Den afmagt og utilfredshed opsamlede Dansk Folkeparti med stor dygtighed i deres EU- og udlændingemodstand, mener Erik Meier Carlsen. Og det har været afgørende for dansk politik lige siden, fordi det bragte udlændingeproblematikken frem i forreste række.
Men nu er tiden inde til at afmontere emnets sprængkraft.
”Dagen efter folketingsvalget i 2019 skrev jeg en kronik, hvor jeg meget varmt anbefalede et bredt politisk forlig om udlændingepolitikken. Hvis folk indså potentialet i et sådant forlig, ville selv SF og De Radikale kunne gå ind for det, og så kunne man have arbejdet sig frem til en slags neutralisering af emnet.”
Under Anden Verdenskrig var Erik Meier Carlsens far i koncentrationslejr, og efter hjemkomsten henslæbte han et glædesløst arbejdsliv som funktionær med tilknytning til Socialdemokratiet. Derhjemme livede han synligt op, når han læste Information, og det huskede sønnen, da han på Gammel Hellerup Gymnasium mødte nogle ”arrogante overklasseløg”. I solidaritet med faderen orienterede han sig mod venstrefløjen og læste som ung ihærdigt beretningerne fra de sovjetiske partikongresser, blev lokalformand for Socialistisk Ungdoms Forum og siden SF’er. Lige indtil han i starten af 1970’erne ”glemte” at betale kontingent.
”Siden jeg i gymnasiet blev konfronteret af Socialdemokratiets modstandere, har jeg haft en latent kærlighed til partiet i hjertet. Den brød igennem i 1976, samtidig med at jeg fik mit første barn. Så jeg har stemt socialdemokratisk lige siden. Helt fast, uden undtagelser, til alle typer valg,” fortæller Erik Meier Carlsen og fremdrager en filterløs cigaret under sjalet.
Selv har han aldrig været medlem, men har gode venner i partiet – og i mange andre partier. I Socialdemokratiet har han et særligt øje for de politikere, der tidligt forstod udlændingespørgsmålets betydning for befolkningen.
”Alt det, der blev gennemført af Fogh-regeringerne i 2000’erne og som betegnes som kernen i den stramme udlændingepolitik – startende med 24-årsreglen og tilknytningskravet – blev udarbejdet allerede under Karen Jespersen i Indenrigsministeriet. Det var desværre noget af det sidste, hun lavede som socialdemokratisk minister.”
Siden bar Henrik Sass Larsen (S) faklen videre, og i dag kan Erik Meier Carlsen ”ikke forestille sig nogen bedre end Mattias Tesfaye som udlændinge- og integrationsminister”. Netop Tesfaye lykønskede Meier Carlsen med kronikken, der anbefalede et bredt forlig på udlændingeområdet. Uden at det af den grund er blevet til virkelighed.
I sin tid blev der rynket voldsomt på næsen af de populistiske bevægelser. Legendarisk er statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) affejning i 1999 af Dansk Folkeparti som ikke ”stuerene”, og endnu stærkere var meldingen, da EU’s dengang 14 regeringsledere i 2000 indledte sanktioner mod Østrig, fordi Jörg Haiders ultranationalistiske Frihedspartiet blev en del af regeringen.
Samme år skrev Erik Meier Carlsen i ”De overflødiges oprør”, at det er dybt betænkeligt at udgrænse de dele af befolkningen, der er enige med de nye partier, mens man ved at inddrage dem i de parlamentariske processer udvider demokratiet.
Du kaldte ligefrem deltagelsen i de demokratiske processer for ”en civilisatorisk modningsproces”.
”Ja, og der var jeg nok meget præget af en forhåbnings- eller ønsketænkning. Jeg kan ikke længere fastslå det med samme sikkerhed, men i den konkrete situation har det tydeligvis fungeret sådan herhjemme.”
Nu viser også en lighter sig; fem minutter senere finder den cigaretten. I mellemtiden forklarer Erik Meier Carlsen, hvordan Dansk Folkepartis tilslutning ved folketingsvalgene det seneste tiår har lukreret på kriserne i Venstre og Socialdemokratiet – mere præcist formandsurolighederne under Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidts (S) vanskeligheder med at levere udlændingepolitiske stramninger i tiden med Radikale Venstre som regeringspartner. Men da Kristian Thulesen Dahl i 2015, ved sit første valg som formand for Dansk Folkeparti, sikrede partiet 21 procent af stemmerne, bar det i sig kimen til den aktuelle nedtur.
”Meget kort efter valget sagde jeg, at Dansk Folkeparti ville gå i stykker på den situation, de var kommet i, hvor de var blevet større end Venstre. For så kunne man ikke længere lave en holdbar alliance med dem. Som Niels Helveg Petersen (R) engang sagde, kan man ikke lave holdbare politiske alliancer, hvis man slås om den samme del af vælgerkorpset.”
Har Dansk Folkeparti så at sige sejret sig ihjel?
”Nej, det kan man ikke sige. Men når man ser, hvordan holdningerne i Socialdemokratiet har ændret sig under Mette Frederiksens ledelse, så er det taktisk set det rigtige. Hun har meget tydeligt sagt, at hun er mere rød end grøn, mere folk end elite. Dermed genfinder hun den vælgergruppe, der har leveret Dansk Folkepartis succes, og som Socialdemokratiet nu for alt i verden skal holde fast i.”
I den forstand kan man tale om, at fortidens overflødiggjorte igen kan finde fodfæste i gammelpartierne. Men hvad med de overflødiggjorte i vores tid, der står med den samme udfordring, som Glistrup fik øje på: Udhulingen af dagpenge og lavtlønsarbejde. Bærer de et nyt oprør i sig?
Erik Meier Carlsen svarer både nej og ja. I 1990’erne blev oprøret udtrykt i en EU- og udlændingeskepsis, der siden blev indoptaget i magtpartierne. På den anden side udtrykker populismen til enhver tid et brud med den herskende politiske diskurs. Derfor er det altid vigtigt at have øje for dem, for hvem følelsen af at være del af et fællesskab er smuldret:
”Det dummeste, man kan gøre i den aktuelle situation, er at tage udgangspunkt i de klassiske, historisk betingede forestillinger om den populistiske bevægelses karakter. I dag mangler vi råstoffet i det tillidssamfund, vi har talt os frem til gennem 300 år. En tillid, som er skabt af troen.
Der går en lige linje fra pietismen til etableringen af demokratiet, for de folkeligt-religiøse bevægelser er den oprindelige selvorganisering af samfundet og dermed demokratiets forudsætning. Dermed er de på mange måder stadigvæk den vigtigste forudsætning for den sammenhængskraft, gensidige sympati og vilje til at gennemføre fælles projekter, som vi har i dag.”
De forbindelseslinjer trak Erik Meier Carlsen allerede for 20 år siden i ”De overflødiges oprør”. For to år siden blev han spurgt om at skrive en opfølger.
”Jeg tænkte over det. Men jeg havde faktisk ikke noget afgørende nyt at tilføje. Jeg synes stort set, min analyse var på plads dengang.”
