I STEDET FOR at forholde sig til Svend Andersens og min kritik af mistænkeliggørelse af K.E. Løgstrup, henviser Esther O. Pedersen til noget, som hun et andet sted har skrevet om min bog ”Løgstrup, Heidegger og nazismen” fra 2016. Den bog forholder hun sig ikke til i disputatsen, selvom det er tydeligt, at hun har læst bogen. Så det er irrelevant i denne sammenhæng.
Hun har dog et underligt forsvar, idet hun siger, at lektor i kirkehistorie ved Københavns Universitet Tine Reeh også har mistænkeliggjort Løgstrup. De to påstår, at Løgstrup var antidemokrat, selvom Løgstrup siger det modsatte.
Et af de mange problemer i hendes bog er, at hun ikke kan analysere en tekst. Hun læser helt bogstaveligt. Når Løgstrup i en aviskronik fra 1936 – og andet var det ikke – skrev, at ”nationalsocialisterne kårede Heidegger som deres filosof”, så vidste han udmærket godt, at det gjorde de ikke. De gjorde det modsatte. Hun tror, at sætningen gengiver sagforhold i samtiden. Heidegger gjorde i 1936 op med nationalsocialismen i sine ”øvelser for begyndere om Schillers Breve”. Hans bøger blev forbudt og så videre. Og han genansatte jødiske kolleger, der var blevet fyret. Han hjalp andre ud af Tyskland.
Ernst Krieck, Alfred Baeumler og Hans Heyse og mange andre var nazisternes filosoffer, og nazisternes filosoffer kritiserede Heidegger, men det ved hun ikke. Hun er også uden sans for humor. Når Løgstrup skriver, at Hitler var filosoffen og Heidegger hans profet, så antager hun, at sådan mente Løgstrup. Det er ligesom, når man skal forklare en person, hvad det sjove er ved en vittighed. Hun har allerede indrømmet, at hun ikke aner noget om, hvorvidt Løgstrup fandt sine tidlige meninger om Heidegger prekære. Tilbage står: Esther O. Pedersen skylder os en forklaring på, hvad hun mener med, at Løgstrup skjulte sin fascination af førertanken.
Hans Hauge er dr.phil. og lektor emeritus ved Aarhus Universitet.