Prøv avisen

Et år præget af MeToo - her er det næste skridt

MeToo-debatten har fyldt meget i det forgangne år. Det er på tide, at vi kommer videre fra den stærkt polariserede debat og i stedet får indledt en dialog om, hvordan vi kommer seksuel chikane til livs, mener tre skribenter. – Foto: Ted S. Warren/AP/ Ritzau Scanpix

Florence Villeseche, Bontu Lucie Guschke og Nima Sophia Tisdall

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Et år efter, at så mange kvinder var modige nok til at tage første skridt ved at stå frem, sige MeToo og dele deres oplevelser, skal vi nu være modige nok til at tage næste skridt. Dét gør vi ved at tage fælles ansvar for dialog. Her er en kort guide til, hvordan vi kortslutter fjendebilleder og kickstarter samtalen.

MeToo slog for et år siden igennem som hashtag på sociale medier, men også som en stærk bevægelse båret af kvinder, der fortalte om deres personlige oplevelser med seksuel chikane.

Vi er i debatten og i samfundet generelt blevet bevidste om, at krænkende handlinger sker til daglig, og at mange af os har været indblandet på den ene eller anden måde.

Selvom både politikere og arbejdsgivere såvel som uddannelsessteder og andre flokkes om at finde løsninger på det udbredte problem, kan vi paradoksalt nok samtidig se en normalisering af seksuel chikane. Handlinger, der betragtes som krænkende af de fleste, bliver på samme tid anset som banale og som noget, vi hverken kan eller skal gøre noget ved. Normaliseringen ser vi blandt andet i en undersøgelse blandt universitetsstuderende. Her har vi spurgt ind til, hvilke handlinger og situationer de studerende opfatter som seksuel chikane, og hvilke der betragtes som problematiske eller uproblematiske på et universitet.

Foreløbige resultater indikerer, at studerende har en stærk fælles forståelse af, at for eksempel uønsket berøring, upassende seksuelle bemærkninger på sociale medier og kommentarer på hinandens udseende alle falder ind under kategorien chikanerende opførsel. Til gengæld mener mange studerende også, at den slags opførsel er helt normal på et universitet. Det er med andre ord forventeligt.

Problematikken her består i, at chikane opfattes som en uundgåelig del af det sociale samvær. Det øger sandsynligheden for, at der ikke bliver taget hånd om chikanen, og at de, som føler sig krænket, vil blive set som overfølsomme eller overreagerende, fordi de udfordrer normen for acceptabel adfærd.

I det hele taget kan det være svært at vurdere, om en ubehagelig oplevelse tæller som upassende, hvis fællesskabet på én og samme tid har en forståelse af, at specifikke handlinger ganske vist er krænkende, men også banale – ligefrem ”normale”.

Forskning peger på, at mens flertallet opfatter chikanerende handlinger som en almindelig og dermed uundgåelig del af hverdagen, er der andre, der kan føle sig dybt såret eller stødt. Den forskel kan – MeToo til trods – have den negative konsekvens, at der fremover er færre, der tør tale højt, når de oplever noget upassende.

Vi mener, at MeToo-bevægelsen ikke bare gav mulighed for at råbe op og sige fra, men også åbnede op for dialog. De personer, der delte deres historier, startede en samtale. En samtale, vi alle skal gå ind i med familie, venner og kolleger.

Fra det græske dia, som betyder ”gennem”, og logos, der betyder ”tale”, handler dialog i sin essens om en kreativ proces, der i sig selv kan hjælpe alle parter med at komme videre i stedet for at have fokus på at vurdere gyldigheden i hinandens erfaringer.

Vi skal ikke tegne hinanden op som fjendebilleder, men mødes i vores ubehagelige og akavede situationer. Vores forslag er derfor: Drop søgningen efter den ”endegyldige sandhed”. Muligheden for konstruktiv og empatisk dialog bliver kvalt i ambitionen om at ville have ret. ”Jeg har ret, du tager fejl” er ikke et udgangspunkt, der fordrer megen dialog, og mindst af alt er der plads til at lytte og blive klogere på hinandens oplevelser.

Personer, der føler sig krænket, skal ikke alene bære ansvaret for samtalen. Med MeToo-bevægelsen har vi alle været vidner til, hvor svært det kan være for personer at dele ubehagelige oplevelser.

Nu er det vores fælles ansvar at følge op. Især de af os, der er privilegerede grundet vores stilling i en organisation (der måske endda giver os en platform at tale fra), køn eller andet, skal begynde at spørge os selv, hvordan den privilegerede position påvirker vores perspektiv – og hvordan vi kan bruge vores privilegier til at bane vejen for mere ligestilling og retfærdighed.

For at komme seksuel chikane til livs bliver vi nødt til at fokusere på kultur og ikke kun individuelle handlinger. Seksuel chikane er nemlig så udbredt, at det er svært at tackle kun ved at handle på enkelte sager.

På universiteter. På arbejdspladser. Alle steder, vi færdes, er der behov for at adressere normaliseringen af krænkende adfærd, også i et land som Danmark, hvor vi har overbevist os selv om, at vi alle allerede er ligestillet.

Vi medgiver, at det på ingen måde at nemt at starte dialogen. Heldigvis er der hjælp at hente. For eksempel i håndbogen ”The Beauty and The Abuse”. Den er frit tilgængelig online og indeholder fortællinger, der opfordrer til dialog om relationer, gråzoner og følelser i akademiske miljøer.

Måske en tilsvarende dialog kunne være gavnlig for din arbejdsplads, så du kan være med til at give seksuel chikane sparket.

Et år efter, at så mange kvinder var modige nok til at tage de første skridt ved at stå frem og dele deres oplevelser igennem MeToo, skal vi nu være modige nok til at tage det næste skridt.

Florence Villeseche, Bontu Lucie Guschke og Nima Sophia Tisdall er henholdsvis lektor, forskningsassistent og bestyrelsesformand for CBS Students, hvor alle tre er medlemmer af forskningsplatformen Diversity & Difference.