Paris’ gotiske katedral står i flammer. Hele verden følger på TV, hvorledes det 90 meter høje spir over kirkens transept i nogle få minutter gennemlyses af ilden, pludselig frigør sig og styrter ned gennem det brændende tag. Året er 2019, datoen den 15. april, tidspunktet 20.09.
Er dette den symbolske afslutning på Europas kulturdominans? Besejlet af de kinesiske pandabjørnes indtog i Københavns Zoo få dage før? Og er Macrons løfte om at genskabe Notre Dame i løbet af fem år blot et stakket forsøg på at holde den asiatiske kulturimperialisme stangen? Spørgsmål, som kun eftertiden kan besvare.
Men for mig åbenbarede det øjeblik, da jeg på CNN så spiret på Notre Dame brække af, en ny sammenhæng i mit liv. Pludselig forbandt kartoffelskræller og kakkelovnsvarme, en transparent regnfrakke og en rædselsslagen jøde sig med en brudebuket af margueritter, japanske blitzende turister og Viernes orgelbrusende sjette symfoni.
I et nu blev alle associationer og minder sluppet løs:
Vinterdage med min mormor, der sidder i den grønne lænestol ved vinduet og læser højt for mig om den pukkelryggede Quasimodo i den gotiske katedral, medens kakkelovnen varmer min ryg, og jeg skræller kartofler eller tegner ved det ovale spisebord, lampen, der tændes, tiden, der glemmes, og min moder, som – synes vi – er alt for tidligt hjemme igen fra kontoret.
Min dannelsesrejse til Paris den sommer, min mormor dør, og jeg er 12 år, og det regner så meget, at vi må køre i taxa til stormagasinet Aux Printemps for at købe regnfrakker, så vi kan opleve alle byens seværdigheder på to dage. Og først, allerførst, længe før Eiffeltårnet, Sacre-Coeur, Triumfbuen, Etoile-pladsen og Louvres skal vi i Notre Dame, katedralen, jeg allerede synes, jeg kender bedre end alt andet i Paris.
Og her er jeg så og kan se mine bare ben gennem den gennemsigtige og alt for store regnfrakke, der knitrer, når jeg går. Intet solglimt trænger igennem de dunkle rosetvinduer, som min far fortæller, er meget berømte. Nordrosetten, den blå, kender jeg fra en rund bakke, som min far plejer at have sin elefantøl stående på. Her er meget gråt, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal føle på dette sted, som jeg godt er klar over, er noget helt særligt.
Et par år senere husker jeg chokket, da jeg ser, hvordan den sorte Notre Dame-katedral nu er blevet spulet helt hvid og lyser imod os, da vi kører ind i Paris. At få et så fint og gammelt monument til at ligne en funklende ny bygning er da helligbrøde!
I 1966 er jeg på skolerejse til Paris og bliver fuld i hvidvin for første gang, men fører mig trods alt hjemmevant frem i Notre Dame, der stadig for mig blot er en berømt, men også lidt mystisk seværdighed. Måske er det på den samme tur, jeg i kirkens skatkammer ser Kristi tornekrone, en afpillet, tør og farveløs krans, indsat i en monstrans, mellem mængder af andre fantasifulde relikvier, kalke og messehagler, alt sammen udstyret med farvede ædelsten, guld og sølv, kunstfærdigt ciseleret eller broderet.
Fire år senere gør jeg et ophold i Paris efter at have plukket vin i Beaujolais og møder tilfældig en ung jøde fra Israel, Joab, som netop samme dag er ankommet til byen.
Han tager mig med på sejltur i kloakkerne, som vi begge kender fra Victor Hugos ”De elendige”. Til gengæld viser jeg ham den bygning, der har inspireret Victor Hugo til ”Klokkeren fra Notre Dame”, og bliver forundret over Joabs reaktion. Han synes nærmest skræmt og kan slet ikke slappe af og bare være turist i den kristne katedral. Lidt forundret tager jeg ham med over i Marais-kvarteret, hvor han med tårer i øjnene opdager platzelbagerier i den gamle jødiske ghetto. Det er vel første gang, jeg virkelig bliver klar over Notre Dame som et religiøst monument.
Den 15. marts 1975 er jeg her så igen, i Notre Dame, men denne gang ikke længere som turist – i efteråret og vinteren har jeg boet på Det Danske Akademi i Rom, hvor jeg har studeret mosaikker i romerske kirker.
En medalumne fra Valkendorfs Kollegium i København har besøgt mig i julen. Han er katolik, og julemorgen er vi – lidt for sent naturligvis – løbet ned ad Via della Conciliazione for at overvære pavens julemesse fra Peterskirkens balkon.
Netop i det øjeblik, vi når frem til Peterspladsen, breder paven sine arme ud, og min ven falder på knæ i den tro, at paven velsigner sit folk. Som en dominoeffekt falder alle de nærmeststående også på knæ. Situationen er absurd, for paven er slet ikke nået til sin velsignelse endnu. Jeg morer mig og er også passende imponeret af situationen.
Derfor kan jeg heller ikke stå for det, da Jørgen, som han hedder, en halv time senere på en café i buegangen atter en gang falder på knæ, men denne gang for at anmode om min hånd. Skønt jeg absolut ikke ville giftes med nogen, er det hele så skrupskørt og samtidig højtideligt, at vi over endnu en Fernet Branca bliver enige om at få vielsen klaret i en kirke på vej hjem til Akademiet.
Selvom vort forehavende ikke lykkes i denne omgang, vender vi tilbage til akademisterne udstyret med en favnfuld spumante og en panettone-kage for at fejre det for os begge uforudsete ”ja”.
Jørgen skal arbejde i Paris – Paris er ikke værst om foråret – jeg skal læse til eksamen, og min gode nabo på Det Danske Akademi, teologen Niels Krogh Rasmussen, tilbyder at vie os i den kirke, han som dominikanerbroder er knyttet til, Notre Dame.
Derfor er det, at vi nu mødes, min fremtidige ægtemand og jeg, i Notre Dame, men denne gang et sted, der er ukendt for kirkens turister, nemlig i den lille lejlighed, som arkitekten Viollet-le-Duc indrettede til sig selv under sin restaurering af Notre Dame, 1844-1869.
Som jeg husker det, steg jeg op ad en spindeltrappe bag kirkens sydlige langvæg. Lejligheden er fuld af mørkerøde klunkemøbler og vitriner med tinsoldater. Der venter Jørgen med en buket margueritter i plastichåndtag.
Broder Niels dukker op i sin hvide dominikanerkutte, og så vandrer optoget ned ad trappen og skrår over katedralens gulv og ind i højkoret og standser foran det selvsamme alter, hvor Napoleon Bonaparte i 1804 kronede sig selv og Josephine. Præsten holder tale om at kæmpe ryg mod ryg i stedet for bryst mod bryst, og i vores situation giver det vældigt god mening. Jeg havde forestillet mig et bryllup, hvor vi bare var præsten, Jørgen, mig og selvfølgelig Helligånden, men sådan er det ikke, for både vores familier og Jørgens kolleger er mødt op i koret, og denne lørdag formiddag fylder japanske turister kirkeskibet og kryber som blitzende aber rundt på ydersiden af korgitret. Underligt at vide, at vi foreligger i mange udgaver i japanske skuffedarier, medens vi selv kun ejer ganske få sort-hvide optagelser.
Vi skriver under på vores vielsespapirer på alteret og drager så ud af kirken, medens orglet spiller en sørgemarch. Vi er midt i fastemåneden op til påske, bordet fanger, og vi går ud af Notre Dame gennem vestfacadens dommedagsport.
Notre Dame satte sit aftryk i os. Jørgen og jeg nåede at være gift i næsten 40 år, og hver gang vi eller vores børn er kommet til Paris, har vi aflagt den gamle dame et besøg og tændt et lys for det, som tog sin begyndelse den 15. marts 1975.
Lørdag den 21. juli 2018 befinder jeg mig endnu engang i Notre Dame, men nu hverken som turist eller brud, men som præst i Davids Kirke på Østerbro i København. Vores organist, Philip Aggesen, giver koncert i katedralen. Viernes sjette symfoni på kirkens berømte Cavaillé-Coll-orgel bliver en vidunderlig oplevelse, hvor orgelbrus og aftensol, filtreret gennem rosetvinduernes farvede glas, fylder det kolossale rum.
Midt under koncerten flakser en due op fra orglet og flyver som en yndefuld helligånd en omgang under de hvælvinger, som måske ikke findes længere. En smuk og symbolsk manifestation af det, som ingen kirke kan leve uden, og som vi til sin tid vil opleve igen i den genopbyggede katedral.
Anne-Mette Gravgaard er præst og kunsthistoriker.