Et fodboldstadion er ikke krænkelsesfrit område

Stadion bør forblive at være et frirum, hvor normerne ikke blot tilpasses den omgivende ensrettende ånd

Fodboldspillere tager sig af og til holdningsmæssige friheder, som i tilfældet med det tyrkiske landshold, hvor spillerne ved to lejligheder har gjort honnør til ære for den tyrkiske krigsførsel i Syrien.
Fodboldspillere tager sig af og til holdningsmæssige friheder, som i tilfældet med det tyrkiske landshold, hvor spillerne ved to lejligheder har gjort honnør til ære for den tyrkiske krigsførsel i Syrien. . Foto: J.e.e/SIPA/Ritzau Scanpix.

Søndag er fodbolddag overalt i Europa. For nogle uger siden sad jeg en søndag eftermiddag på det olympiske stadion i London og så West Ham besejre Manchester United, og i går var der herhjemme fuldt program i Superligaen med den klassiske opsamling af højdepunkter i ”Fodboldsøndag” på DR 1.

Fodboldjournalistikken er udødelig, og fodbold er en dybt integreret del af fjernsynskulturen. Også derfor inddrages den mere og mere i den politiske.

Længe har man dyrket forestillingen om, at sport og politik kan holdes adskilt, men det bliver stadigt sværere. Det skyldes ikke blot, at spillerne af og til tager sig holdningsmæssige friheder, som i tilfældet med det tyrkiske landshold, hvor spillerne ved to lejligheder har gjort honnør til ære for den tyrkiske krigsførsel i Syrien. Det skyldes også, at den store opmærksomhed angående sprogbrug og diskrimination, der generelt præger tiden, er i færd med at erobre fodbolduniverset.

Det er ingen hemmelighed, at tonen kan være grov på en fodboldtribune, og da England og Bulgarien mødtes i sidste uge, blev der registreret racistiske tilråb fra de bulgarske tilhængere. De engelske spillere brokkede sig, dommeren beordrede nogle af bulgarerne væk fra tribunen, og kampen blev spillet færdig. Episoden inspirerer til at overveje, om det virkelig er en klog vej at gå at ville rense et fodboldstadion og en fodboldbane for ukorrekte tilråb.

For det første er det svært at definere, hvem der nøjagtigt råber hvad, ligesom det jo er en mulighed, at nogen med ønske om at påvirke kampens udvikling blot påstår at have været udsat for noget krænkende. Og for det andet kan man – som den norske journalist Jon Hustad i fredags skrev i Weekendavisen – spolere det frirum, som et fodboldstadion altid har været.

De vilde udbrud skal ikke blot placeres i kategorien for seriøst krænkende skældsord, da de ofte er del af en symbolsk verbal kamp, der lyder grænseoverskridende, men primært skal tolkes som en teaterlignende gruppeadfærd, der kendetegner fodbold. Og som er med til at gøre sporten så tv-egnet.

Det er muligt, at de bulgarske tilråb var af den seriøst ondskabsfulde slags, for der raser også dybt primitive kræfter på et stadion, men hvordan skal man skelne, og skal et fodboldstadion gøres til krænkelsesfrit område på linje med særligt følsomme universiteter? Eller bør det forblive at være et frirum, hvor normerne ikke blot tilpasses den omgivende ensrettende ånd? Jeg holder på det sidste, for i kraft af den massive tv-eksponering kan fodboldverdenen udvikle sig til en arena for identitetskamp af den virkeligt trættende slags, og mange tilråb vil blive overfortolket.

Det skal ikke her gentages, hvad de pæne midaldrende engelske mænd forleden råbte efter slapsvansene fra Manchester United, men jeg tror, at de udmærket kan skelne mellem tilskuerjargon og et alment civiliseret menneskesyn. Uden den skelnen vil det frie fodboldrum for mænd og drenge miste en stor del af sin værdi.