Prøv avisen

Vi må bekæmpe stress og angst på arbejdet - Albæks meningsfuldhedssamtale er en start

Når Morten Albæk (billedet) foreslår at erstatte mus-samtalen med meningsfuldheds- samtalen, er det ikke for, at medarbejdere skal udlevere enhver intim detalje i deres liv. Men samtalen tager dog sit udgangspunkt i, at arbejdet er noget intimt og eksistentielt, skriver Nicolai Ellemann Iversen fra rådgivningsselskabet Voluntas. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Nicolai Ellemann Iversen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Meningsfuldhedssamtalen er et antistof til den professionelle distance, der (bevidst som ubevidst) alt for ofte hersker mellem leder og medarbejder, skriver Nicolai Ellemann Iversen fra rådgivningsselskabet Voluntas

”DIN CHEF er ikke din præst,” skrev ledelseskonsulenterne Stine Reintoft og Asbjørn Molly i Kristeligt Dagblad den 19. november som reaktion på stifter af Voluntas Morten Albæks idé om at erstatte medarbejderudviklingssamtalen med meningsfuldhedssamtaler. De to konsulenter mener ikke, at en samtale om meningen med livet hører sig til mellem leder og medarbejder.

Vi står i en situation, hvor medarbejderudviklingssamtalen er under pres. Næsten hver anden føler ifølge Krifa, at den famøse mus-samtale ingen værdi giver dem – og endnu flere mener, at mus-samtalen kun i ringe grad, eller slet ikke, bidrager til at udvikle dem fagligt, som ellers er samtalens primære formål. Hele 37 procent oplever, at deres leder ikke tager samtalen alvorligt.

Hvorfor så ikke bare lave et par justeringer eller opdateringer til mus-samtalen? Uanset hvor mange dialoghjul, samtalekort, refleksionsskemaer eller andet godt, vi lægger oven på mus-samtalen, så mener vi i Voluntas, at samtalens fokus er konstrueret grundlæggende forkert.

DERFOR ARBEJDER VI med meningsfuldhedssamtalen. Meningsfuldhedssamtalen er et antistof til den professionelle distance, der (bevidst som ubevidst) alt for ofte hersker mellem leder og medarbejder.

For det første er meningsfuldhedssamtalen selvfølgelig hverken en komplet eller ekshibitionistisk selvudlevering af enhver tænkelig intim detalje i dit liv. Det gør åbenlyst ikke noget godt for nogen! Men det er dog en samtale, der tager sit udgangspunkt i, at arbejdet er noget intimt og eksistentielt.

For når vi i størstedelen af vores ene liv giver halvdelen af vores vågne hverdagstimer til noget, så skal det tages dødsens alvorligt, hvad dette ”noget” giver os retur af kvalitet og mening i livet.

Så meningsfuldhedssamtalen tager sit udgangspunkt i en dialog om de barrierer, der i livet som i arbejdet står i vejen for at realisere den mening, man stræber efter og har behov for.

Både fordi intet kan være vigtigere end at sikre, at det liv, vi lever – også når vi er på arbejde – er så meningsfuldt som muligt. Men i særdeleshed netop nu, hvor vi er vidner til, at alt for mange liv er fyldt med stress, angst, ensomhed og depression. Forklaringerne er mange og komplekse, men vi kommer ikke uden om, at arbejdet er en bærende del af årsagen.

For som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har dokumenteret, så er arbejdet i over halvdelen af tilfældene den primære årsag til stress, mens det for 95 procent af alle tilfældene gælder, at arbejdet er en væsentlig del af årsagen.

VI KAN IKKE DELE LIVET OP. Det er jo ikke sådan, at den stress, arbejdet fylder os med, kun følger os mellem klokken 8 og 16. Lige så lidt som den dårlige, nedslidte ryg gør det. Når vi ser os selv i spejlet, er der kun ét menneske, lige så vel som der, når vi en dag ligger i graven, kun er én kiste.

Det bør i den grad give anledning til, at vi fra tid til anden lige stopper op og spørger os selv og hinanden efter om den tid, vi giver til vores arbejde, også er en, der bidrager til at gøre det hele, samlede liv meningsfuldt.

For det andet er det da i den grad en samtale, min leder skal deltage i. For når det menneske, qua sin rolle og sit ansvar, holder en ret så signifikant flig af min skæbne i sine hænder, så skal den person også gives de bedst mulige vilkår for at skabe rammerne for, at den tid, jeg bruger på at arbejde, er så meningsfuld som mulig.

Det er det, meningsfuldhedssamtalen handler om. Om sammen at udforske koordinaterne for meningsfuldheden i dit liv, således at den tid, du bruger på at arbejde, ikke står i modsætning til dit liv i øvrigt. At de mennesker, jeg har et ledelsesmæssigt ansvar over for, udvikler sig fagligt og teknisk, er vigtigt, men vil til enhver tid være sekundært. Det er langt vigtigere for mig, at de ved, hvem de er, hvem de gerne vil være, og har den fornødne selvrespekt til at sige til og fra med udgangspunkt i netop det.

MEN DET KRÆVER, at de kender sig selv, at jeg kender dem, og at de kender mig – på godt og ondt. Hvis jeg ikke må have en samtale med mine kolleger og medarbejdere om det, så skal de finde en anden til at lede dem.

En samtale løser ikke alt. Men det er en begyndelse. Og det er aldrig et argument ikke at starte med noget, fordi det er svært. For ja, det kræver en anden type leder end den, vi traditionelt har uddannet, trænet og forfremmet.

Og ja, det kræver nogle evner og en indstilling, vi kun i begrænset omfang har udviklet et begrebsapparat og teknikker til samt ved, hvordan vi måler effekten af.

Og nej, en leder skal ikke være præst. Men en smule teologisk dannelse ville ikke skade det ledelsesmæssige curriculum i forhold til at erkende sig selv og hjælpe andre til det samme.

Nicolai Ellemann Iversen er cand.merc. i filosofi og erhvervsøkonomi og leder af Purpose Activation i rådgivningsselskabet Voluntas.