PÅ FOLKEKIRKEMØDET i Herning blev de to rapporter om folkekirkens gudstjenester, dåb og nadver præsenteret, så alle tre liturgirapporter er nu offentliggjort, og debatten kan gå i gang.
I Kristeligt Dagblad den 6. juni problematiseres gudstjenesteudvalgets forslag om et center, der skal hjælpe med at holde det liturgiske arbejde ved lige og give rum for fælles refleksion.
Når der indledningsvist spørges, om debatten om gudstjenestefornyelsen skal samles i et professionelt organ eller udelukkende skal leve lokalt, opstilles der imidlertid hele to falske modsætninger. De skulle nødigt få lov til at styre diskussionen.
Der er ikke nogen nødvendig modsætning mellem teologisk professionalisme og lægfolks deltagelse i arbejdet.
I LINDEVANG SOGN har vi i lange perioder lige siden 1992 arbejdet med gudstjenesteformen. Præster, organister og menighedsråd har arbejdet sammen, og med jævne mellemrum har den øvrige menighed også været inddraget i samtalen.
De fleste indspil er kommet fra præster og organister, men læge medlemmer af gudstjenesteudvalget er også kommet med forslag, og nogle af dem er også blevet gennemført.
Der er ingen tvivl om, at den teologiske og musikalske faglighed har betydet meget, ja, har været udslagsgivende både for arbejdet og resultatet, men processen har også lært os, at samspillet mellem den teologiske og musikalske professionalisme og lægfolkets erfaringer og oplevelser er frugtbart, og vi har set dette samspil som et konkret eksempel på, at ledelsen af det kirkelige liv i sognet foregår i et samvirke mellem præster og valgte medlemmer af menighedsrådet, sådan som menighedsrådslovens paragraf 1 udlægges i bemærkningerne til loven. At se dette forhold gjort til en modsætning mellem videnskabelig tilgang, og hvad folk sådan mener og synes, nærmer sig det fornærmelige. Det er jo os, lægfolket, der lægger krop til gudstjenesten, og så er vores erfaringer med den vel også relevante.
Endelig kan lægfolk have andre professionelle indsigter end de teologiske og musikalske, som også kan være givtige. Vi er ikke almue.
Der er heller ingen nødvendig modsætning mellem et center for liturgi og en bred lokal drøftelse af gudstjenesten. Tværtimod kan et center skabe de udspil, som skal til for at få den brede drøftelse i gang og kvalificere den. En bred drøftelse i sig selv er ikke nok, hvis den kun består af letbenede ”synsninger”.
Hvis der ikke er substans i den, bliver den blot et alibi for, at bisperne eller andre beslutningstagere kan træffe deres afgørelse.
DET ER SELVFØLGELIG VIGTIGT, at centret ikke bliver en ren liturgihistorisk forskningsenhed, men et sted, hvor der er fokus på, hvordan vi kan holde luthersk-evangelisk gudstjeneste, så den opleves som relevant i det 21. århundrede, et sted, hvor der både forskes og udvikles, og hvor nye liturgiske tiltag tages under kærlig og faglig behandling. Det er jo ikke alt nyt, der også er godt nyt. Det må ikke blive et elfenbenstårn, for det kræver åbenhed mod omverdenen at finde ud af, hvilke forandringer der er nødvendige.
Og så er det helt afgørende, at centret bliver et sted, der giver rum for fælles refleksion, med både lærde og læge deltagere, ligesom centrets indlejring er vigtig: Det er ikke liturgi i almindelighed, men folkekirkens liturgi, der skal arbejdes med, og praksis skal medtænkes. Derfor skal centret være underlagt folkekirkelig styring.
Men alt dette er allerede nævnt i rapporten, og et center er ikke lig med centralisme.
Inge Lise Pedersen er menighedsrådsmedlem i Lindevang Sogn og medlem af gudstjenesteudvalget under Københavns Stiftsråd.