Hvordan ser Danmark mon ud, når vi giver det videre til dem, der kommer efter os? Ja, det skulle meget gerne være et bedre, og i hvert fald ikke et dårligere Danmark at leve i. Ellers har vi svigtet vores ansvar.
Efter et halvt århundredes fejlslagen integration er vi blevet klogere, og nu kan det siges – ja, selv socialdemokraterne siger det: Indvandring fra lande, hvor islamiske værdier hersker, skal bringes ned på et minimum, først og fremmest indvandring fra den arabiske verden, fra Nordafrika og Mellemøsten, fra Tyrkiet og Pakistan, fra Iran og Afghanistan. For det medfører for mange store problemer, og de problemer får store konsekvenser for fremtidige generationer.
Vi har især et tungt ansvar for, at Danmark bliver ved med at være dansk; dansk, demokratisk og stadig et Danmark, der bygger på et kristent fundament.
Det er et tungt ansvar, for byrden efter et halvt århundredes indvandring til Danmark tynger os ned – økonomisk, socialt og kulturelt – og er en stor forhindring for de forbedringer og reformer, som Danmark trænger til.
Et besnærende ”liberalt” slogan lød: åbne grænser – lukkede kasser. Besnærende, fordi det på den ene side rummer et budskab om frihed og grænseløs tillid til hele verden. Og på den anden side et budskab om, at man skal klare sig selv.
Men det er dybt naivt. Vi mennesker tænker og opfører os nu engang ikke ens. Og det kan vel ikke overraske, at voldelige samfund, der bygger på magt og ikke på ret, på mistro og ikke på tillid, også frembringer mennesker, som har meget svært ved at finde sig til rette og respektere regler, love og traditioner i et land som Danmark. Der findes naturligvis solstrålehistorier, og dem skal vi glæde os over, men at vi netop fremhæver det så ekstraordinært, når nogle klarer sig godt, er ret sigende for problemernes omfang.
Trods mange års udenomssnak, bortforklaringer og dårlige undskyldninger står det i dag klart, gentaget i utallige statistikker, at udlændinge fra ikke-vestlige lande begår langt flere kriminelle handlinger, især inden for vold og voldtægt, end danskerne. Aktuelt gør især syrerne sig dårligt bemærket.
Vi ved også, at kvinder med ikke-vestlig baggrund er utroligt svære at få i arbejde, og at et stort antal ikke-vestlige elever på en folkeskole trækker hele niveauet ned.
Vi betaler også en høj pris i form af vores frisind og vores værdier. Når indvandrere udfører social kontrol i egne familier og indskrænker døtres og søstres frihed, når muslimske kvinder forhindres af deres mænd i at komme ud på arbejdsmarkedet, når piger stemples som ”uanstændige”, når børn lærer, at danskere er ”vantro”, eller når homoseksuelle anses for spedalske, så er der tale om et tilbageslag for de resultater, som det har taget os danskere århundreder at opnå.
Oplysning og lovgivning er altså ikke nok. Og vi har her i Danmark – såvel som alle andre vesteuropæiske lande – ikke udviklet de rette redskaber til at håndtere tusindvis af fremmede, som med den ene hånd tager imod vores rundhåndede palette af velfærdstilbud, mens en for stor gruppe af dem med den anden giver os og alle vores værdier en strakt langemand.
Det kan vi ikke leve med.
Skal vi slet ikke tage imod flygtninge fra Mellemøsten og Nordafrika? Naturligvis. De kristne menigheder er ved at blive udslettet i den islamiske verden. De strømmer til USA, Canada og Australien, hvor de med taknemmelig velvilje hurtigt finder en plads.
Og beslutter Danmark at modtage kvoteflygtninge, er det naturligt, at vi først og fremmest byder velkommen til kristne, som har et godt udgangspunkt for at blive integreret i vores samfund.
Derfor må vi snarest begynde at forhandle med regeringen om den seneste udfordring: de cirka 40.000 personer, især syrere, som i årene 2014-2016 fik asyl og familiesammenføring i Danmark. Asyl er netop asyl, og ikke en garanti for livsvarigt ophold med statsborgerskab i udsigt.
Danmark er ikke et multi-kulturelt indvandringsland og skal heller ikke være det. Det må være et ubrydeligt løfte i generationskontrakten.
Mette Abildgaard og Marcus Knuth er folketingsmedlemmer for Det Konservative Folkeparti.