Prøv avisen

EU-chef om ny undersøgelse om europæere: Danskerne har stor tiltro til retsstat og demokrati

To omfattende undersøgelser viser, at danskerne generelt er tilfredse med, hvordan demokratiet fungerer både i Danmark (91 procent) og i EU (68 procent), skriver chefen for Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark i debatindlæg. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/ Ritzau Scanpix

Stina Soewarta

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Man skal ikke glemme, at Europa består af mange millioner ganske almindelige mennesker, der til trods for utilfredshed med mange ting er nogenlunde optimistiske, skriver chef for Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark

DER ER INGEN TVIVL OM, at det europæiske samarbejde i øjeblikket er udfordret både udefra og indefra. Af et USA, der trækker sig fra alt forpligtende samarbejde, et mere aggressivt Rusland og EU-lande, der udfordrer retsstatsprincipperne.

Men man skal ikke glemme, at Europa består af mange millioner ganske almindelige mennesker, der til trods for utilfredshed med mange ting er nogenlunde optimistiske. Hvert år gennemfører Europa-Kommissionen to omfattende undersøgelser af, hvad europæerne mener. Hvad de bekymrer sig om, hvad deres ønsker er for fremtiden, og hvordan de ser på tingenes tilstand.

Som med alle meningsmålinger skal de tages med et gran salt – men de kan illustrere forskelle mellem de enkelte lande hen over årene og på tværs af generationer.

Denne gang har man blandt andet ladet Kantar Gallup spørge europæerne, hvilke værdier der bedst repræsenterer EU. For danskerne er det ”demokrati”, ”fred”, ”menneskerettigheder” og ”retsstatsprincippet”. Interessant, men måske ikke overraskende, ser man, at jo ældre folk er, jo oftere er svaret ”fred”. Betyder det så, at EU går en krank skæbne i møde med de fremtidige generationer? Faktisk ikke, for samtidig blev der spurgt, om EU-landene ligger langt fra eller tæt på hinanden i forhold til disse værdier. Og her er der mærkbar forskel på generationerne: 83 procent af de 15-24-årige mente, at EU-landene lå tæt på hinanden, mens det tal var 60 procent for danskere over 55 år. Sociale medier og mere viden har helt sikkert gjort deres til at udrydde fordomme om, at vi er dybt forskellige og ikke vil de samme ting i Europa.

Demokrati var en absolut topscorer blandt danskerne, men generelt er europæerne nogenlunde enige om de fire vigtigste værdier, dog med lidt forskellig placering for de enkelte værdier. Derudover er danskerne generelt tilfredse med, hvordan demokratiet fungerer både i Danmark (91 procent) og i EU (68 procent). De tal er noget højere end for resten af EU, så der er stor dansk tiltro til, at retsstaten og demokratiet fungerer i hverdagen. Det er vigtigt og måske også grunden til, at vi ikke har set de samme protester i Danmark, som man for tiden ser andre steder i EU. Troen på, at man via demokratiet kan ændre tingenes tilstand, skal man ikke tage for givet.

Det er også grunden til, at Europa-Kommissionen har fremlagt et forslag om, at lande, der ikke overholder retsstatsprincipperne, skal kunne fratages EU-støtte. For er der noget, der virker undergravende for tilliden, er det netop at se andre blæse på de regler, som vi sammen har vedtaget, og som er grundlaget for fred og demokrati.

Det forstår mange rent intuitivt, som vi kan se af den seneste meningsmåling. De grundlæggende værdier deler vi – heldigvis.

Stina Soewarta er chef for Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark.