Prøv avisen
Debat

Notre Dame viser, at agt – ikke magt – bygger civilisationer

Murbrokker og forkullet træ fylder Notre Dame-kirkens indre efter branden i katedralen, hvor alteret og korset ses bag det ødelagte interiør. Billedet er taget i tirsdags, dagen efter branden. – Foto: Christophe Petit Tesson/AP/Ritzau/Scanpix

Gorm Harste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Notre Dame var ikke blot en bygning som så mange andre. Den var mere ikonisk end tvillingetårnene i New York, den var evig, skriver lektor

I DEN TUSINDÅRIGE historie for katastrofemytologien står begivenheder frem, som sætter skel mellem fortid og fremtid og dermed gør nutiden levende omend destruktiv. Således med branden i Notre Dame i Paris mandag den 15. april.

Begivenheden, der varsler denne skrøbelighed, markeres netop fra centeret i byernes by. Notre Dame var ikke blot en bygning som så mange andre. Den var mere ikonisk end tvillingetårnene i New York, den var evig. Det var i dens harmoni mellem dens indre og dens ydre, at evighedens gang på jord lod sig bekræfte. Jo, vi mennesker kan med bygherren abbed Suger fra Saint-Denis-klosteret og tusindvis af ufatteligt dygtige håndværkere indsætte evigheden i det timelige.

Det var netop, hvad de gotiske katedralers mestre kunne. De kastede tusindvis af tons sten højt op i luften, som svævede de til himmels og intet vejede. De trak korset ned på jorden og lod sjælene vandre til himmels og over i evighedens uforgængelighed.

Enhver mytologisk begivenhed fylder mere, end den vejer. Den løfter sig og giver sprog og mennesker mening, som om de aldrig kunne være udstyret med andet. Notre Dames meningssammenhæng var uforlignelig sublim.

Der findes mange andre katedraler. De romanske viste med deres ufattelige tyngde af sten på sten, at magt og kamp var virkelighedens orden. Men de gotiske katedraler viste i komplet modsætning hertil, at det ikke var magt, men agt, der bygger civilisationer op og lader dem stråle. Notre Dame indvarslede mytologisk set oplysningstidens komme, 500 år før den lod sin fylde omfatte fremvæksten af det moderne samfund. I den forstand var Notre Dame nok gammel, men også moderne. Evig, fordi hun var ung og gammel samtidigt. Det var den harmoni, hun lå inde med.

Frankrig, Paris og Notre Dame er i vore hjerter og hjerner, men det er utilstrækkeligt, forestillingerne skal også finde leje i det, vi faktisk gør for at skabe vores fremtid. Det er hverken nok at ønske eller at ville, der skal også handles. Ånden skal blive til korpsånd og sammenhængskraft. Det er den, Frankrig så brænde sammen både før og med de gule veste. Nu skal den og Notre Dame genopbygges.

Perfektionen bærer ikke sig selv. Perfektion, arkitektonisk demonstreret i katedralerne, er en konstrueret skrøbelighed. Forestillingen om, at evighedens fremtid kan sikres, brændte sammen. Ingen perfekt harmonisk balance, hvor jomfruelig den end er, er sikker i sig selv. Notre Dames støtte- og stræbepiller skal ikke blot være ydre staffage, men skal skabes og genskabes igen og igen.

Notre Dame lovede os at bære evigheden ind i fremtiden, men der skal mere end ånd til, åndens løfte må gøres i håndens arbejde.

Gorm Harste er dr.scient.pol., lektor ved Lumen, center for forskning i luthersk mentalitet, institut for statskundskab, Aarhus Universitet.