Fællesskaber kan lette børnefamiliernes travle hverdag

Når både børn, arbejde, tøjvask, aftensmad og meget mere presser børnefamilier, er det på tide, at vi undersøger og muligvis redefinerer institutionernes rolle, skriver Lise Holm-Rasmussen

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Johan Gadegaard/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix.

Som de fleste andre børnefamilier oplever min mand og jeg, at der er knald på. At have børn er skønt, men også krævende – ikke mindst på grund af alle de praktiske gøremål, der følger med. Bjerge af vasketøj, måltider på minuttet, udskiftning af sko og tøj hver sæson, informationsflowet fra institutionen samt eliminering af truende nullermænd og gamle madrester er bare nogle af dem. Og så har vi ligesom mange andre fået børn samtidig med, at vi etablerer os på både arbejds- og boligmarkedet.

Forventningen er, at vi fortsætter derudad. Som familie kan vi selvfølgelig træffe en række valg, der får hverdagen til at fungere bedre for os. Vi kunne købe os til overskud i form af børnepasning, måltidskasser og tøjvask. Eller vi kunne gå ned i tid – den ene kunne måske vælge at gå hjemme. Det ændrer imidlertid ikke på, at der er et hav af praktiske opgaver, der hver eneste dag skal løses i alle børnefamilier. Praktikaliteter, der til tider får livet som børnefamilie til at slå knuder eller får det til at føles som et hamsterhjul. Og som det langt fra er alle børnefamilier forundt at købe sig fra. Og så er det, at jeg spørger mig selv, hvorfor svaret på de fælles udfordringer altid er individualiserede løsninger.

Er tiden ikke til, at fællesskabet træder til? At vi fremmer de fællesskabsorienterede løsninger, som kan give os luft i hverdagen og styrke børnefamiliernes trivsel? Ikke bare på strukturelt niveau, men også de løsninger, som vi kan løfte sammen. Her er der utrolig mange potentialer, som vi skal grave frem, puste liv i og understøtte.

Men hvad skal der til?

Jeg spurgte i Facebook-gruppen ”Forældre på arbejde”, hvordan fællesskabet kunne lette medlemmernes hverdag. Medlemmerne skrev blandt andet, at de godt kunne tænke sig fællesspisninger/folkekøkken i nærområdet, børnevenlige aktiviteter lokalt, mulighed for at låne børnenes institutioner til fælles aktiviteter, fælles hentning, frivillig madlavningsordning (frivillige med god tid tager ud til folk, laver mad og spiser med). Andre bud kunne være indkøbsordninger, frivillig havehjælp (frivillige med god tid ordner haven i bytte for afgrøderne eller blomster til buketter), mulighed for at kombinere samvær med reparation af tøj og elektriske apparater samt let adgang til at låne, bytte og dele alt fra tøj til madvarer, maskiner og værktøj. Det skal være nemt, bekvemt og ikke mindst tæt på.

Det slog mig, at naboskabet på vores vej netop er et af de fællesskaber, der får vores hverdag som børnefamilie til at glide lettere: Vi arver hinandens børnetøj og bytter legetøj, de unge på vejen passer de mindste, når der er forældremøder, vi holder tøjbyttermarkeder og passer hinandens husdyr. Dertil kommer hyggelige arrangementer, en lille samtale i ny og næ samt rig mulighed for legeaftaler til børnene. Alt sammen uden vi behøver at pakke bilen eller planlægge det flere dage i forvejen.

I sommer viste naboskabet endnu en gang sit værd: Genboen trådte til, da min ældste datter blev stukket af en bi, samtidig med at lillesøster skreg. Smerten fra bistikket blev afledt af en hindbærsanketur i genboens have, og der faldt ro over begge unger.

Vi taler om små hverdagshandlinger, der måske ikke syner af meget, men som samlet set får vores hverdag til at glide en tand lettere. Samtidig giver det os oplevelsen af at høre til og selv at kunne bidrage. Det er trivsel, sundhed og social kapital for fuld udblæsning.

På den ene side skal der faktisk ikke så meget til for at stable sådanne fællesskabsinitiativer på benene. En Facebook-gruppe og alle på villavejen, i opgangen eller boligforeningen kan bytte, arrangere og invitere.

På den anden side er det netop energien til at tage det første skridt, der mangler i mange børnefamilier, og som måske netop mangler mest i de familier, som har det største behov for en håndsrækning i hverdagen. Samtidig kan der være en tendens til, at fællesskaber lukker sig om sig selv og dermed afgrænser andre mennesker, hvilket også vil modarbejde de fælles intentioner. Vi har brug for stærke fællesskaber i vores nærmiljø – også, når vi ikke selv har energien til at tage teten.

Derudover mangler vi faciliteterne. Hvem har lige plads til, at 40 mennesker spiser med? Hvem har plads til den fælles maskinpark eller vil omdanne deres kælder til byttecentral? Måske nogle etageejendomme kan finde plads til fællesskabet, men de fleste steder vil det være en udfordring.

Institutioner som skoler, børnehaver, vuggestuer, plejehjem er på mange måder de fysiske rammer, vi mangler. Styrken ved institutionerne er, at de allerede ligger der, hvor vi bor. Samtidig tilbyder de fysiske rammer, der bare venter på at blive brugt. I mange kommuner er en bredere og bedre anvendelse af de mange fysiske rammer tilmed på dagsordenen. Det kan godt være, at villavejen ikke har et fælleshus, men de fleste børneinstitutioner har lokaler og storkøkkener, der ikke bliver brugt efter klokken 17. Og plejehjem har ofte fine sale, caféområder og mødelokaler, som de ville elske at låne ud til formål, der også skaber liv blandt beboerne.

På den måde er børnenes institution eller de lokale plejehjem ikke blot en kommunal serviceydelse, men en katalysator for nye, understøttende fællesskaber. Det er klart, at de ikke kun vil komme børnefamilierne til gode, men alle beboere i et lokalområde. Nogle har brug for praktisk hjælp i hverdagen, andre har behov for nogle at tale med eller lyst til at give et nap med. Fællesskabet har mange indgange – og mange måder, hvorpå man kan bidrage. Med et lyttende øre, madlavningskundskaber, armkræfter eller sangstemme.

Akilleshælen er fortsat koordineringen af initiativerne. Derfor skal initiativerne tage afsæt i deltagerne og bygge på win-win-princippet. Fællesspisning på et plejehjem er et eksempel herpå, fordi det bringer liv og aktivitet ind på plejehjemmet samtidig med, at lokalområdets beboere får mulighed for at spise sammen. Nogle af deltagerne vil sikkert gerne give en hånd med, hvis de kan spise gratis med. Resten betaler for maden, men tager selv service med. Råvarerne kan være datovarer fra en lokal butik. På den måde holdes udgifterne nede og planlægning, koordinering, indkøb og madlavning kan blive varetaget af lønnede medarbejdere. Et samarbejde med lokale børneinstitutioner eller foreninger kan sikre kontakten med områdets beboere.

Det kræver, at vi redefinerer institutionernes rolle. Men det giver os en unik platform ikke bare for at understøtte nye fællesskaber på tværs, men også for at løfte andre dagsordener, som hverken individ, erhvervsliv, civilsamfund, stat eller kommune kan løfte alene. Det gælder for eksempel den bæredygtige klimaomstilling, integration og ensomhed.

En anden mulighed er at forankre fællesskabsinitiativerne i eksisterende folkeoplysende foreninger eller socialøkonomiske virksomheder. Sådanne modeller kan gennem medlemskaber, økonomisk støtte fra det offentlige eller fonde, deltagerbetaling og eventuelt salg af ydelser sikre, at initiativerne til en vis grad bliver økonomisk bæredygtige.

Fællesskaber, der understøtter børnefamiliernes hverdag og fremmer trivsel, er således ikke kun et spørgsmål om at sikre sammenhæng mellem et hektisk familie- og arbejdsliv. Det handler også om lokalsamfund, hvor vi hjælper hinanden og løfter i flok. På den måde bliver fællesskabet ikke kun en praktisk foranstaltning, men sundhed, trivsel og meningsfuldhed i skøn forening!

Lise Holm-Rasmussen er social iværksætter og stifter af handleRUM.