PÅ YDERSIDEN er jeg en succes.
Jeg kommer fra et ufaglært hjem, og jeg har fået mig en kandidatuddannelse. Jeg sidder i forretningsudvalget for Dansk Ungdoms Fællesråd og har fået rodet mig ind i alle mulige bestyrelser og andet frivilligt arbejde.
Hvad man ikke ser, er, at jeg har en far, der har haft kræft og desværre nu har kol, og jeg har en mor, som er lam efter en blodprop i hjernen.
Selv har jeg kæmpet med tilbagevendende depressioner.
Når jeg i dag er blevet til den, jeg er, så skyldes det i høj grad de forpligtende fællesskaber, hvor man ved, man hører til, og hvor man kan komme som den, man er.
For mig endte jeg i det kristne foreningsliv. Intet i min opvækst pegede i den retning. Tro fyldte ikke noget i vores hjem. Ej heller foreningslivet.
Jeg kom i kontakt med en gruppe unge kristne, som havde startet et socialt projekt op i min hjemby, Holstebro.
Jeg var i begyndelsen skeptisk, da jeg ikke havde det store forhold til troen.
FOR MIG BLEV MØDET MED den gruppe unge kristne startskuddet til at føle mig som en del af et fællesskab, hvor jeg ikke havde nogen forudsætninger for at føle mig velkommen.
Jeg delte hverken deres tro eller verdenssyn, og min opvækst havde på mange måder været så milevidt fra deres.
Det er 16 år siden, jeg fandt mit fællesskab, og jeg har været frivillig i det kristne foreningsliv lige siden. De så mig for den, jeg var. Og bød mig indenfor. Og lige der ligger der en nøgle for foreningslivet.
MEN DER ER DESVÆRRE MENNESKER, som står uden for fællesskabet, og som savner at føle sig som en del af en gruppe. Alle fællesskaber har en tendens til at producere mere af det samme. Spejdertypen, hestepigen, den kristne, ungdomspolitikeren og så videre.
Vi søger sammen med dem, som ligner os selv, og der er ikke altid plads til alle slags mennesker i vores fællesskaber. Jeg var heldig at finde et fællesskab, som havde plads til mig, selv når jeg ikke vidste, om jeg havde plads til fællesskabet.
Det må være vores udgangspunkt, at alle har uendelig værdi, og at alle – især unge – fortjener en plads i et fællesskab. Det betyder ikke, at alle fællesskaber er for alle. Det er helt fint, at man som individ kan vælge fællesskabet fra, hvis det ikke passer en.
Hvis vi anerkender det enkelte menneskes uendelige værdi, tror jeg, vi kan få mere diversitet i foreningslivet. Når vi anerkender menneskets værdi i sig selv, bliver vores forskelligheder sekundære.
Jeg håber, at min historie kan inspirere andre til at lukke deres fællesskaber op.
Lucas Skræddergaard er medlem af forretningsudvalget i Dansk Ungdoms Fællesråd, valgt for Ung Mosaik.