Tak til sognepræsterne Jesper Bacher og Katrine Winkel Holm for kronikken lørdag den 2. januar om et forsvar for gudstjenesten, som vi kender den. Men for almindelig oplysning er det nødvendigt at korrigere enkelte antagelser i kronikken, som ikke stemmer overens med de af biskopperne nedsatte faggruppers kommissorier og rapporter.
1) For det første er der ikke tale om en af Kirkeministeriet nedsat liturgi-kommission (som der tidligere har været tradition for), der skal fremkomme med forslag til en ny højmesseordning eller ritualer for dåb, konfirmation, vielse og begravelse. I rapporterne har vi inddraget det arbejde, som gøres med at formulere for eksempel nye bønner til dåb og nadver. Det har været forstået som et empirisk materiale til diskussion, men de er ikke fremsat som ”nye ritualforslag”, der skal i høring og senere hen autoriseres, som der står i kronikken den 2. januar. Det har ikke været faggruppernes opgave og kræver en anden proces, og derfor vil folkekirkens gudstjeneste ikke ”lige pludselig være blevet forvandlet”, som der står i kronikken den 2. januar, så kirkegængerne bliver hjemløse.
2) Rapporterne er hverken udtryk for ”liturgi-modernisterne[s]”, som der står i kronikken den 2. januar, synspunkter eller et forsvar for, at gudstjenesten skal ”formes efter det senmoderne menneske”, som der står i kronikken den 2. januar. Derimod bringer de forskellige nyere teoretiske perspektiver i spil til at belyse gudstjenesten som fænomen og dens teologi og komme nærmere ind på, hvilken samtid den fejres i.
Faggrupperne har været interesseret i at bidrage til en samtale om, hvad en gudstjeneste er evangelisk-luthersk betragtet, og komme med bud på, hvorfor folkekirkens gudstjenesteliv er under forandring, og hvordan vi kan forholde os til de forandringer. Kronikken efterlader os med mindst et spørgsmål: Hvad mener Bacher og Winkel Holm med, at en gudstjeneste skal formes efter et mandat? Hvilket mandat er der tale om?
3) Det er rigtigt, at de to rapporter, som nævnes i kronikken, har inddraget fokusgrupper som cases i deres arbejdsgang. Det er en velkendt kvalitativ metode, som både bruges inden for antropologi, sociologi og praktisk teologi. Inden for kvalitativ metode taler man ikke om repræsentativitet på samme måde som inden for kvantitative metoder.
Det interessante i den sammenhæng er ikke nødvendigvis, om udsagn kan generaliseres, men at de personer, som vi har udvalgt, repræsenterer nogle synspunkter, som kan være med til at nuancere og kvalificere samtalen om folkekirkens gudstjenesteliv. De er mindst lige så ”repræsentative” som Søren Ulrik Thomsens erfaringer af og refleksioner over gudstjenesten i Københavns Domkirke.
4) Biskopperne nedsatte tre faggrupper, som skulle danne et grundlag, der kunne diskuteres ud fra og op imod. Intet er endnu besluttet, og derfor er ethvert bidrag i debatten mere end velkomment. Skulle det ske, at biskopperne vurderer, at der skal ske fundamentale ændringer i folkekirkens gudstjenesteliv, kræver det en ny og anden proces end den, de tre faggrupper har været involveret i.
Vi vil i den forbindelse minde om, at intet af det gamle, ”som vi kender”, som der står i kronikken den 2. januar, i den forbindelse behøver at forsvinde ud med en eventuel ny højmesseordning eller ny ordning for forholdet mellem graden af, hvor meget der er autoriseret, og hvor meget der afgøres lokalt. Tidligere autoriserede ordninger er stadig gyldige og vil kunne anvendes i de sogne, hvor dette måtte ønskes.
Jette Bendixen Rønkilde og Jørgen Demant er fagsekretærer for biskoppernes liturgiarbejdsgrupper.