JEG VAR EN AF gæsterne ved Grænseforeningens store konference i Landstingssalen på Christiansborg den 10. januar. Konferencens titel var ”Genforeningen 1920-2020. Hvad betyder grænsen i dag?”.
Det indlæg, der fangede mig mest, stod Britta Tästensen for. Hun var vokset op i Løgumkloster som medlem af det tyske mindretal. Noget af det mest tankevækkende ved hendes lille tale var hendes beskrivelse af, hvor svært det er for såkaldt etniske danskere at forstå, at man som medlem af mindretallet er både tysk og dansk. Vi, der tilhører flertallet, har en tendens til at mene, at man må vælge mellem den ene eller den anden identitet. Vi har ikke den samme tradition i Danmark som i for eksempel USA og Canada for at tale om bindestregsidentiteter.
SENERE PÅ DAGEN fik konferencen besøg af Sønderjysk Pigekor, som er Danmarks næststørste pigekor efter DR’s. Og nej, de sang ikke ”Det haver så nyligen regnet” – denne gang. For det gør de ofte. Men jeg synes, det var en god idè. For der var flere medlemmer af det tyske mindretal til stede, og netop den dag var det en god idé at udvise høflighed.
Alligevel bryder jeg mig ikke om Grænseforeningens idé om at lade Sigurd Barrett skrive en ny tekst til den samme melodi.
For selvom foreningens generalsekretær Knud-Erik Therkelsen understreger, at den ikke er tænkt som en erstatning for den gamle, så er alene det, at man gør det, et klart signal om, at den gamle ikke dur længere. At den står for noget, som ikke længere har betydning. Som om, historien ikke har noget at sige nutiden.
Men netop det er udtryk for historieløshed. Det er ligesom det at fjerne offentlige statuer af mænd, der gjorde eller skrev noget i fortiden, som ikke harmonerer med nutidens værdier. Men netop derfor kan de jo være vigtige at kende.
Grænseforeningens formand, Knud-Erik Therkelsen, afviser på det bestemteste, at foreningen ønsker at kimse ad den sorg, der ramte sønderjyderne efter 1864. På foreningens hjemmeside udtaler han:
”Det er jo rigtigt, at Preussens besættelse af Sønderjylland fra 1864-1920 var en forfærdelig tid for sønderjyderne, ligesom Besættelsen var det for danskerne. Men det var en anden tid dengang. Vi har en fælles historie, men det er også oplagt at formulere sig ind i nutiden, hvor danskere og tyskere, mindretal og flertal, lever i fred og harmoni med hinanden i det dansk-tyske grænseland.”
Det er jo helt rigtigt. Men der ligger også et andet budskab i sangen og den måde, Grænseforeningen vil have os til at markere Genforeningen på – for ”fejre” er ikke ord, jeg erindrer at have hørt den høflige forening bruge. Det er budskabet om, at ”vi skal kunne rumme dem, der er anderledes end os selv”.
SE, DET ER JO OGSÅ HELT RIGTIGT. Men alligevel kommer det pludselig til at handle om noget helt andet end forholdet til det tyske mindretal. Nu fremstår fejringen af Genforeningen med et budskab om, hvordan vi skal forholde os til alle mindretal. Og pludselig kommer sønderjydernes had til preusserne – i lyset af Besættelsen – til at handle om ”fremmedhad”.
”Fremmedhad” var et ord, sønderjyderne ikke selv kendte. Det er et nyt ord, som er dukket op i forbindelse med den muslimske indvandring til Danmark.
Knud-Erik Therkelsen skrev på min Facebook-væg i onsdags, at han og foreningen ønsker, at markeringen af Genforeningen skal pege ud over den historiske begivenhed i 1920. Det har man så valgt at gøre ved at lade den handle om ”en åben danskhed” og om at tage afstand fra ”fremmedhad”. Men på den måde bruger man nutiden som tolkningsmodel for fortiden. Så bliver danskerne i Slesvig i 1864-1920 pludselig anset for at have været ”fremmedfjendske” i forhold til Preussen? Og det samme gælder sønderjyder, der blev forbitrede over at se deres etnisk tyske naboer melde sig under de nazistiske faner under Besættelsen.
Jeg har selv på både min mors og fars side forfædre, der valgte at forlade Nordslesvig, fordi de ønskede at leve i Danmark. Var de fremmedfjendske?
JEG SYNES, at Knud-Erik Therkelsen gør Grænseforeningen og fejringen af Genforeningen skade ved sin sikkert idealistisk mente, men reelt set ahistoriske, reduktion af forholdet mellem de nationale grupper i grænselandet til et spørgsmål om fremmedhad.
På foreningens konference i januar var der et andet oplæg, der gjorde indtryk på mig. Det var en tysk historikers redegørelse for, hvor længe det tog, før der i Tyskland blev gjort op med ønsket om at få Slesvig tilbage. Det skete først i 1955.
Jeg vil derfor konkludere, at hvis der er en lære, vi skal have ud af Genforeningsåret, så bør den udgå fra Bonn-erklæringen fra 1955. Og så skal læren handle om, hvordan man gennem behandlingen af nationale mindretal kan skabe forsoning, godt naboskab og bindestregsidentiteter. Den skal ikke handle om livet i et multietnisk samfund i almindelighed. Hver ting for sig.
Michael Böss er historiker, dr.phil. og forfatter.