Prøv avisen

Jeg troede ikke, det ville påvirke mig, men jeg følte stor skyld

Privatfoto

Olivia Nielsson, medicinstuderende, fortæller om sin abort

Jeg var 18 år, og det var sommeren, hvor jeg blev student, jeg var blevet optaget på universitetet, og der var derfor ingen tvivl om, at det var det rigtige at få en abort. Det var meget surrealistisk at opdage, at jeg var gravid. Han, jeg havde været sammen med, var en fra min klasse, som jeg ikke havde andet end et par fulde aftener tilfælles med.

Jeg fortalte det til min mor, som var meget praktisk omkring det. Det skulle overstås og ikke ske igen. Mine veninder var langt mere følelsesmæssigt involverede og var lige så chokerede som jeg. Samtalen om for og imod blev aldrig diskuteret. Jeg var sikker på, at det var den rigtige beslutning.

Jeg var meget fattet, da jeg tog til lægen første gang og skulle undersøges for, om jeg nu virkelig var gravid. Da jeg kom anden gang, valgte lægen at vende skærmen, så jeg kunne se fosteret, det var helt vildt ubehageligt og gav et sug af skyld i maven. Situationen virkede, som om jeg skulle se mit ufødte barn til en normal graviditetsscanning, men jeg var der jo for at få det fjernet. Jeg reagerede ikke i situationen, og jeg tror ikke, lægen har tænkt over, at det føltes klaustrofobisk for mig at være fanget på briksen i den situation. Jeg fik ikke nogen professionel hjælp til at håndtere mine følelser – hverken dengang eller siden.

Da jeg begyndte processen, havde jeg en ret klar forestilling om, at min politiske overbevisning og rationelle tilgang ville beskytte mig imod at blive påvirket. Det var helt forkert, jeg følte i lang tid en stor skyld. Jeg følte, at min krop havde snydt mig, og at jeg ikke kunne stole på den.

I årene efter tænkte jeg, at jeg havde mistet retten til nogensinde at få børn, fordi jeg havde fået en abort. Jeg var meget fysisk påvirket af aborten, hvilket også var en konstant påmindelse om, hvad jeg havde gjort, og føltes næsten som en yderligere straf. Med tiden er følelsen af skyld gået væk, det hjalp at tale om det, med folk omkring mig.

Jeg snakkede for nylig med en veninde, der også havde fået en abort. Der kunne jeg mærke, at jeg var videre, at jeg intet fortryder, og at det var den rigtige beslutning. Jeg tror, en stor del af skyldfølelsen kom af, at abort var et tabu, da jeg var yngre. Det tabu er heldigvis forsvundet med alderen.

Kristeligt Dagblad har interviewet fem kvinder med vidt forskellige erfaringer med abort. Læs resten af vidnesbyrdene her.