SOGNEPRÆST Kristian Massey Møller reflekterer i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 5. juli over forskellen mellem forældrerollen i hans barndom og det frirum for forældre- og andre autoriteter, som en uges ophold på Roskilde Festival ses som udtryk for.
Hvad han helt præcist har imod dette frirum, står dog ikke helt klart. Målet for hans kritik er vist heller ikke så meget de unge som de forældre, der henter og bringer både unge og deres udstyr – uanset hvilken tilstand begge dele måtte befinde sig i.
Tilsyneladende mener Kristian Massey Møller, at vi som forældre bør træde mere i karakter, men med hvad? Genindtræde i forældrerollen? Hvilken rolle? Den, som var engang, eller den, som er nødt til at finde sin form i en ny tid? For hvorfor er det ikke udtryk for en ansvarlig forældrerolle at give slip og give ansvar – og stadig stå og være parat, når der er brug for en?
MINE PERSONLIGE ERFARINGER med Roskilde Festival bygger ikke blot på det logistiske arbejde for de tre børn, som jeg gennem tiden selv har haft på Roskilde Festival, men også på det frivillige arbejde bag hegnet. I flere år gik jeg sikkerhedsvagt på og omkring campingområderne. Jeg har arbejdet i treholdsskift i det store køkken, der laver mad til cirka 2000 frivillige, ligesom jeg som præst har deltaget i religiøse samtaler. Derfor har jeg naturligvis også gjort mine iagttagelser.
Selvfølgelig handler det om at høre god musik og være med i en kæmpestor fest, hvor alt det, der også kendetegner de voksnes fester, er med. Selvfølgelig handler det også om at score en sød pige eller dreng – deri er der næppe noget nyt under solen. Og selvfølgelig dummer man sig og brænder fingrene undervejs.
Roskilde Festival er mere end det. Festivalen er også en kæmpestor legeplads, hvor fantasien, drømmene og håbet om en bedre verden sættes fri. Ikke bare i form af en tøjlesløs individuel frihed, men i en frihed under et ansvar, som de fleste af deltagerne tager lige så alvorligt som festivalens seriøse og professionelle ledelse. I de dage, festivalen varer, er der 100.000 deltagere og 30.000 frivillige, der bygger op, holder i gang og rydder op igen.
Opmærksomheden og hjælpsomheden på Roskilde Festival er enestående og konkret. Man tager sig af hinanden, og man hjælper dem, der får det skidt. Man lærer en hel del om kulturelle tiltag til de sociale udfordringer i samtiden. Man optræder med respekt over for de mange romaer og flygtninge, som samler pant.
Folkeoplysningen og det sociale fokus på Roskilde er beundringsværdig, fordi den ikke er belærende, men vækker nysgerrighed og inddrager de unge selv. Hvert år har sit målrettede projekt, som der informeres om og støttes, ligesom det samlede overskud på 16,6 millioner kroner i 2017 blev fordelt til almennyttige formål.
HVAD FORÆLDREROLLEN ANGÅR, så er den for mig at se den samme, som den altid har været. Vi skal nære og værne vore børn det bedste, vi kan. Men vi skal også forberede dem på en tilværelse, hvor de skal stå på egne ben. Og en dag må vi give slip og se, om vingerne kan bære. Og hvis ikke, så skal vi tage imod dem, når de kommer møgbeskidte hjem med tømmermænd – eller måske selv hente dem og deres rygsæk uden for hegnet.
Mig bekendt var det netop, hvad faderen gjorde i en af Jesu mest kendte lignelser.
Michael Rønne Rasmussen er sognepræst ved kirkerne i Ishøj Kommune.