PSYKOLOGEN C.G. JUNGS udgangspunkt er det moderne i Nietzsches diagnose: Hvis Gud er død, er det moderne kastet ud i meningsløshed – på alle niveauer.
Ifølge Jungs diagnose fører kristendommens mangel på en moderne forståelse af ånd og spiritualitet det moderne menneske direkte ind i den terapeutiske konsultation: Lægen eller psykologen må tage over, hvor kirken har givet op. Derfor bliver den moderne terapeut nødt til at undersøge religion også som et psykologisk eller almenmenneskeligt fænomen.
Jungs diagnose blev udviklet i mellemkrigsårene frem mod midten af det 20. århundrede. Han skriver flere artikler om forholdet mellem præstens traditionelle rolle og den moderne psykoanalyse med terapeuten i præstens sted som den, der bringer ”omsorg for sjælene”, som det dengang hed i kirkens sprog.
I 1938 udkommer et lille hovedværk fra Jung: ”Psykologi og religion”. Det handler ikke om evige arketyper eller det kollektive ubevidste, men – som næsten alt, hvad Jung har skrevet – om samtiden: om Europas situation, ”Europa, vores største problem”, som Jung ofte kaldte det. I skærpede situationer: ”Europa, alle djævles moder”.
SOM TERAPEUT stiller Jung sig i stigende grad hen ved konsultationens indgangsdør og anvender lægerollen og erfaringerne fra arbejdet med den enkelte i rollen som en kulturkritiker. Det sker i to omfattende essaysamlinger om ”Samtidens sjælelige problemer” fra 1931 og om ”Sjælens virkelighed” januar 1934.
Det bliver Jungs erfaring, at terapeuten må lære at give klienten adgang til det, som – med moderne ord – både kirken som institution og akademisk psykologi synes at mangle, nemlig det gamle, vanskelige begreb om sjæl og ånd – og ikke mindst relation hertil. At mennesket har en sjæl og dermed har et uanet dyb i sig.
Som den danske digter Thøger Larsen, forfatter til ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, udtrykker det: ”Med øret vendt fra døgnets skrål,/ jeg stundom tror at fange/ et anet åndens modersmål/ i fjerne, dunkle klange”. Noget taler til os, og kan det moderne menneske lære at høre dybets tale?
Vores syn på natur er ved at ændres fuldstændigt, fordi vi får nye redskaber til at måle og iagttage, hvad vi før kun kunne mærke eller ane – eller høre. Intet under, at religionsforskere på ny hævder, at naturen er hellig. For Jung vil lære det moderne menneske at lytte til os selv – eller til noget på én gang inde i os og uden for os. En stemme, kristendommen altid har kendt, ikke mindst de indadvendte traditioner. En stemme, der i den moderne verden er bragt til tavshed.
Det er problemet i Jungs diagnose af det moderne menneske, dets fortabthed, rodløshed og mangel på mening. Vores isolation. Mennesket har mistet sin forbindelsesfunktion, eller sin relationsforbindelse, to glemte ord, Jung bringer frem i centrum. Det at lære at stemme overens, og det kan man kun, hvis begge stemmer kommer til orde. Monolog udvikler ikke, uanset hvor fornuftig eller indlysende rigtig den kan være.
Kan man lære at stå fast ved at stå i forbindelse med ånd? Kan man have relation til ånd uden for sig selv? Er det bare smukke ord fra digteren, eller er der virkelighed bag? For Thøger Larsen er svaret: ja. Og et af digterens fineste essays hedder netop ”Virkeligheden”, som digteren forstår som et forbindelsespunkt, en relationsforbindelse mellem det ydre og sansbare og det indre og imaginære; det smukke syn af åkanden på overfladen og stilken ned i det mørke dyb, hvori den har sin rod – som det hedder hos Kierkegaard, to tilsyneladende forskellige verdener, der er forbundet.
For Jung er forbindelsespunktet vores glemte relation til historie, ikke mindst de glemte eller oversete sider af den – og det gælder også kristendommens historie. Ikke kun historisk viden som dannelse. Det gælder lige så meget det, vi ikke ved, det, vi har glemt eller som kulturkristne har valgt at glemme. For Jung er historien levende inde i os, og vi kommer kun videre ved at indhente det glemte, lære at genkende og skabe forbindelse på ny.
DERFOR UDGIVER JUNG en glemt tekst fra middelalderen som sit sidste og måske mest betydningsfulde værk. Han vil minde samtiden om det oversete, bogstaveligt talt undertrykte. Skriftet hedder ”Aurora consurgens”, opstigende morgenrøde eller morgengryet. Det forunderlige tidsrum, hvor mørket viger, inden Solen kommer til syne; dette mellemrum, mellemlys mellem nat og dag, der forbinder overgangen mellem modsætningerne og derfor er så livgivende og forsonende på én gang. I antikken var det gudinden Aurora, i Bibelen bliver titlen udtrykt i Højsangen (6, 10), i de elskendes dialog om længsel og kærlighed: ”Hvem er hun, der kigger frem som morgenrøden” – ut aurora consurgens – ”smuk som månen, strålende som solen (...)”.
I Aurora-teksten, Jung opdager og udgiver, optræder Aurora-gudinden i visdommens skikkelse: Sapientia, den Guds visdom, hvormed Gud skabte verden, og hvormed Skaberen opretholder alt levende, som det hedder i Ordsprogenes Bog. Den Guds ånd, der gennemstrømmer verden med liv. Og i teksten lyder visdommens stemme fra naturens dyb, fra Jordens dyb. Visdommen kalder på det forstående og indsigtsfulde menneske, der kan hjælpe visdommen fri og forene Jordens eller naturens ånd med den faderlige ånd i det himmelske. Midt-imellem står mennesket som bindeled, forbindelsesfunktion med en ny og vægtig opgave: at tage vare på verden og naturens tilstand og fremme dette ”ægteskab”. Mennesket med en opgave i kosmos – ikke kun en midlertidig gæst i verden.
Da den reformerte bogtrykker i 1583 opdager håndskriftet med denne forunderlige tekst, afviser han at lade den trykke. Den må imidlertid have ramt noget i den ellers så fromme og troende mand, for han røber, at teksten faktisk findes, og skriver endda en lille notits som begrundelse for ikke at trykke den.
Heldigvis! For det betyder, at knap 400 år senere kunne Jung lede efter det glemte og finde håndskriftet på ny. Har det glemte og det forkastede værdi – kan det, som blev bragt til tavshed, komme i tale – og kan vi komme i dialog med historien, kan vi også komme i dialog med os selv. Det var Jungs pointe.
Aksel Haaning er mag.art. og ph.d., institut for kommunikation og humanistisk videnskab, Roskilde Universitet.