Når jeg går ind i en kirke, er det den andethed, der griber mig. Kirken hiver så at sige mine eksistensforestillinger frem i lyset. Den har deponeret noget af det, der ofte ikke længere er tid til at tænke og tale om ”ude i samfundet”. Måske er det derfor, at Karen Ringsmose og Camilla Funch har skrevet bogen ”Samtalerum”, hvor de blandt andet taler for flere eksistenssamtaler i kirkerne. I et interview i Kristeligt Dagblad den 28. januar siger en af forfatterne således, at ”vi har brug for at betragte menneskelivet i et større perspektiv, uden at det hele tiden handler om os selv”.
Det er en helt korrekt iagttagelse, der er vigtig for både kirken og for os andre. Det forekommer dog, som om forfatterne undervurderer betydningen af netop kirkens andethed for disse eksistenssamtaler, når de siger, at ”det har været præsternes kirke for længe”.
Det er ikke helt klart, hvad de mener med det, for evangelisk forstået er vi jo alle teologer, kristen teolog er ethvert troende menneske. Men det virker, som om forfatterne har mødt mange præster, som i alt for stor udstrækning prøver at diktere eller lokke bestemte svar frem i samtalerne om de vigtige eksistentielle spørgsmål.
Den slags præster findes ganske givet, og måske har jeg bare været heldig ikke at møde nogen af dem. Men det er dog vigtigt også at være meget bevidst om, at netop kirkens andethed er et meget betydningsfuldt bidrag til eksistenssamtalerne. Jeg har i mange år undervist i palliation og eksistentiel omsorg for døende. Om noget sted, så er det her, de tungeste eksistentielle spørgsmål kommer frem. Men når det gælder de tungeste ting i livet, er der ikke altid noget sprog umiddelbart givet.
Når vi samtaler om de dybeste eksistentielle problemer, er det ofte, som om ordene standser ved en grænse. Vores livsverden kan ikke altid tilbyde sproget til at tale om det alvorligste. Her er det, at kirken og præsten kan medvirke til at tematisere de store spørgsmål i menneskets liv. Blandt andet fra studenterpræsterne ved vi da også, at den religiøse tematik faktisk trænger sig på selv hos de unge, som ellers ikke er specielt kirkelige i deres indstilling.
Det kan være svært at forstå, hvorfor forfatterne til bogen ”Samtalerum” mener, at det for længe har været præsternes kirke. Sådan skal det vel være. Ikke fordi præsterne skal gennemtvinge en bestemt missionerende dagsorden og metode, når vi andre kommer ind i de eksistentielle samtalerum, som bogen anbefaler, og som er en fremragende idé. Men kirken skal stå ved sin andethed i mulighederne for at tematisere de store, almene eksistentielle problemer.
Når jeg har undervist i eksistentiel omsorg for døende, går der ikke lang tid, før kirkens universelle begreber bliver lanceret af de studerende. Først tøvende, for vi har ikke erfaringen med at tale om nåde, tilgivelse, synd, frelse, barmhjertighed, mening og andre forestillingsbegreber fra kirkekassen. Jeg er hverken teolog eller præst, men ved, hvor betydningsfuldt det har været for mine studerende at turde bruge disse begreber. Den bibelske og kirkelige terminologi udtrykker i høj grad den menneskelige erfaring, som Paul Tillich sagde.
Derfor kunne jeg ønske mig, at de to forfatteres idé om flere eksistentielle samtalerum blev til virkelighed. Men jeg er mere optimistisk end dem, når det gælder præsternes involvering. Jeg har aldrig oplevet præsternes tilstedeværelse som en negativ magt, men tværtimod som en berigende mulighed for livsafklaring.
Peter Johannes Schjødt er filosof og forfatter.