Finanskrisen 10 år: Vi har glemt, at regeringen og Nationalbanken svigtede op til krisen

Men ligesom generaler ofte i deres tankegange udkæmper tidligere krige, gælder det tilsvarende givetvis også i relation til økonomiske kriser. Derfor vil jeg igen understrege: Det vigtigste er en ansvarlig økonomisk politik og dermed også ansvarlige beslutningstagere i regering og nationalbank, skriver professor i økonomi

”Det vigtigste er en ansvarlig økonomisk politik og dermed også ansvarlige beslutningstagere i regering og nationalbank,” skriver professor Christen Sørensen. –
”Det vigtigste er en ansvarlig økonomisk politik og dermed også ansvarlige beslutningstagere i regering og nationalbank,” skriver professor Christen Sørensen. – Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

DET, VI BURDE LÆRE af finanskrisen, er, at hvis de hovedansvarlige for den økonomiske politik svigter, så kan det gå grueligt galt. Dette er på ingen måde en ny erkendelse, og det er derfor heller ikke en erkendelse, som finanskrisen gav anledning til.

Internationale organisationer som blandt andre IMF (Den Internationale Valutafond) og OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) har således ofte påpeget, at hvis de hovedansvarlige for den økonomiske politik svigter – og det er i alle demokratiske lande regering og nationalbank – så forledes såvel virksomheder som husholdninger ofte til uansvarlighed. Denne sammenhæng blev blandt andet så sent som efter den sydøstasiatiske krise i 1997 fremhævet af ikke mindst IMF.

SÅVEL REGERINGEN som Nationalbanken svigtede grundlæggende i årene op til finanskrisen i Danmark. Regeringen førte en historisk uansvarlig finanspolitik ved med en ekspansiv finanspolitik at hælde benzin på en i forvejen overophedet økonomi. Og Nationalbanken svigtede ved at lukke øjnene for, at pengeinstitutterne lånte alt for meget i udlandet på kort opsigelse til blandt andet at finansiere alskens aktiviteter på boligmarkedet, herunder en række boligspekulanter.

Dette gjorde dansk økonomi ekstremt sårbar over for udenlandsk, kort långivning – en sårbarhed der i øvrigt blev forstærket af, at Nationalbanken lod valutabeholdningen falde. Og fra den sydøstasiatiske krise i 1997 vidste man, hvor farlig en sådan cocktail var. Det burde i hvert fald ledelsen af Nationalbanken vide. Og det blev også åbenbart i Danmark med de – nødvendige – store statsgarantier, der efterfølgende måtte gives til udenlandske långivere til den finansielle sektor for at forhindre en valutakrise med heraf katastrofale følger.

MEN DET ER NORMALT IKKE SÅDAN, følgerne af finanskrisen, der jo havde sit udspring i USA, udlægges herhjemme. I den officielle udredning om finanskrisen fra 2013 ”Den finansielle krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring”, ofte benævnt Rangvid-udvalget, er det ikke regeringens og Nationalbankens svigt, der fokuseres på. Her anføres flere gange, at ansvaret for finanskrisens ødelæggende effekter skal fordeles mellem en hel række aktører, uden at der sondres mellem den betydning for kriseforløbet og hertil hørende ansvar, som de enkelte aktører bør tillægges.

Som eksempel herpå kan blandt andet anføres følgende fra udredningen:

”Kombinationen af forholdsvis gunstige økonomiske tider, stigende optimisme og rigelig likviditet førte til en undervurdering af økonomiske risici hos kreditinstitutterne, Danmarks Nationalbank, myndighederne, erhvervsvirksomhederne og hos de enkelte forbrugere.”

Denne manglende vægtlægning af ansvaret blev blandt andet bemærket af redaktionschef John Hansen, der i dagbladet Politiken 25. september 2013 skrev:

”Rangvid-udvalget breder ansvaret for bankkrisen ud på så mange, at alle kan have deres egen hovedskurk.”

Årsagen til, at regering og nationalbank ikke fik et særligt ansvar i Rangvid-udvalget, kan der selvfølgelig være flere årsager til. En ret så nærliggende årsag er dog, at såvel regeringen som Nationalbanken var mere end rigeligt repræsenteret i Rangvid-udvalget. 5 af udvalgets 10 medlemmer kom således fra ministerier og Nationalbanken, ligesom udvalget i høj grad fik sekretariatsbetjeningen herfra.

DER BLIVER HER I TIÅRET for finanskrisen ofte spurgt, om der igen kommer en finansiel krise. Det traditionelle svar herpå er, at det i hvert fald ikke bliver en krise af samme omfang og varighed. Der er jo blevet gennemført en række foranstaltninger, der skulle hindre en krise som i 2008. Og det er helt korrekt.

Men ligesom generaler ofte i deres tankegange udkæmper tidligere krige, gælder det tilsvarende givetvis også i relation til økonomiske kriser. Derfor vil jeg igen understrege: Det vigtigste er en ansvarlig økonomisk politik og dermed også ansvarlige beslutningstagere i regering og nationalbank.

Christen Sørensen er professor i økonomi, forhenværende overvismand og forfatter til ”Finanskrisen – kleptokratiets konsekvens”.