SPONTANE, FOLKELIGE hyldestoptog til Kim Larsen. Blomsterhav ved gader, pladser og værtshuse. Mindeord fra høj og lav i samfundet. Det kan være, at han havde ret, og at ”om lidt bli’r her stille”. Men de første dage efter Kim Larsens bortgang er absolut ikke gået stille af. Vi har søgt sammen og søgt tilbage i hans sangskat som aldrig før. Danskerne har hyldet vores gadepoet. Fuldt fortjent, men måske også fuldt tiltrængt at have noget at samles om.
Uden sammenligning i øvrigt så vi noget tilsvarende efter prins Henriks død tidligere på året, hvor vi også fandt sammen i et nationalt fællesskab. Både af sorg over dødsfaldet og i støtte til Dronningen. Men måske mest af alt fordi vi trængte til at have noget at være fælles om. At vi selv med en trist baggrund fandt en glæde i fællesskabet. Det blev legitimt og muligt at vise følelser sammen med andre. I takt med at verden bliver større, mere global – og dermed også mere upersonlig – har vi i endnu højere grad brug for det personlige. Vi har en verden med næsten uendelige muligheder. Vi kan rejse, leve og opleve friere end nogensinde før. Det hylder jeg og nyder også selv godt af hver eneste dag. Men jeg har også brug for det nære fællesskab. Og det tror jeg, at alle danskere har. Vores hverdag er ofte bundet op på bestemte vaner: arbejde, familie, fritid. Og nogle gange kan vi have så travlt, at vi glemmer, hvad vi har travlt med. Nogle gange har vi så meget fokus på vejen, at vi glemmer retningen. Og nogle gange kan vi være ensomme, selvom vi er omgivet af mennesker.
Mennesker er sociale væsner. Vi har brug for fællesskab til at spejle os selv i. Til at søge bekræftelse i og til at søge tryghed i. Vi vil gerne have nogen, som er afhængig af os, og vi vil gerne have, at andre har brug for os. At vi ikke er ligegyldige eller lige meget. Men at vi har menneskelig værdi for andre.
Jo mere vi får et samfund, som kan leves i tunneler og adskilt fra andre, jo mere får vi brug for noget at være fælles om. Noget, vi kan hylde, sørge over, glædes over, støtte op om eller tage afstand fra. Bare det sker i fællesskaber. Men det er sværere at planlægge de store fælles begivenheder nu end for 20 år siden. I tiden før smartphones og Netflix, i tiden før Facebook, Instagram og andre sociale medier, som giver en overflade af fællesskab, men ingen dybde. Ingen gensidig forpligtelse.
Heldigvis har vi mange lokale, stærke fællesskaber. Arbejdsfællesskabet som et af Danmarks største og stærkeste fællesskaber, men også andre vigtige fællesskaber. Fællesskaber i foreningslivet, i civilsamfundsorganisationer og de humanitære organisationer. De fællesskaber skal understøttes og hjælpes. Vi skylder alle de frivillige en stor tak. Men vi skylder også at se, om vi kan gøre mere for at gøre det nemt at bygge de lokale fællesskaber op. For det er det lokale arbejde, som fører frem til det nationale, og som gør os til et folk.
Derfor er det vigtigt, at vi både fastholder de nationale fællesskabsbånd, vi har. Varmen, sorgen og fællesskabet om Kim Larsen var ægte. For det var spontant. Det var levende og voksede op nedefra. Jeg er ligeglad med anmelderes holdninger til hyldest og til shows.
Jeg oplevede et Danmark, som stod sammen, og som blev stærkere og knyttede tættere bånd – også blandt folk, som til daglig er uenige om hvad som helst. Dét er netop, hvad national samhørighed handler om! At vi kan have noget tilfælles, selvom vi i øvrigt er uenige om skat, kontanthjælp, integration, rygelov, og hvad ved jeg. Og hvis Kim Larsens død kan være med til at knytte Danmark sammen, så lever hans ånd fra alle sangene videre i os alle.
Kristian Jensen (V) er finansminister.