I disse dage rejser de unge sig op over hele verden og strejker – de pjækker ikke! – fra skole for at få sat fokus på og tempoet op i kampen for et bedre klima. Senest fyldte de Christiansborg Slotsplads med bannere, opråb og fællessang – og en oprigtig bekymring over den måde, vi, altså de voksne, behandler det her problem på.
Skolestrejken fredag 15. marts affødte mange reaktioner fra os voksne. De fleste voksne, jeg kender, bakkede op om fredagens demonstration og deres børns engagement. Men der var overraskende mange, der også var kritiske. Især var der en del politikere, der klagede over, at børnene ikke passede deres skole og opførte sig ordentligt. Men jeg tænker, det netop var det, de gjorde. Og det, de gør - opfører sig ordentligt. Tager ansvar.
Den 19. marts skrev præst Karsten B. Farup så et indlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han bad de voksne om at holde børnene fra klimademonstrationerne, da de kunne indgyde falsk håb i børnene og dermed også sende dem ind i dommedagstanker, angst og dyb skuffelse, når de opdager, at de alligevel ingen forskel gør.
Det synes jeg var en ret nedslående melding. For jeg synes nemlig, de gør en kæmpe forskel. Jeg mødte selv op på Christiansborg Slotsplads med min datters mor. Vi havde givet vores datter lov til at tage af sted – hun er 11 år. Min datter er optaget af klimaet. Og det er jeg ret glad for, at hun er. Men hun er også ret optaget af, hvorfor vi voksne ikke er mere optaget af det, end vi er. Og det kan man se på de skolestrejker, der folder sig ud verden over, at andre unge også tænker over.
De forstår ikke, at de voksne ikke er mere engageret end de er. Min 11-årige datter kigger mod mig, ryster på hovedet og tager sagen i egen hånd og går blandt andet til demonstration.
Selvfølgelig kan hun ikke investere massivt i togdriften og skaffe togene den retmæssige plads som en del af løsningen, selvfølgelig kan hun ikke pålægge flyselskaberne afgifter eller sikre, at de opererer mere miljørigtigt, selvfølgelig kan hun ikke lave en klimaafgift på oksekød, gøre noget ved vores overdrevne forbrug, rense havene for skrald, bremse en udvikling, der, hvis den fortsætter, i 2050 har sendt op til 200 millioner mennesker på flugt fra klimaforandringerne.
Hun kan ikke træffe de nødvendige politiske beslutninger. Hun kan kun se frem til at leve med konsekvenserne. Det kan de tusindvis af andre skolebørn på Christiansborg Slotsplads også. Under slagord som ”Min mor og far siger, de elsker mig over alt, alligevel stjæler de min fremtid fra mig,” forsøgte børnene at trænge igennem til de voksne.
Men hvad kan og skal vi lære af børnene på Christiansborg Slotsplads? Det er os voksne, der har ansvaret, det er os, der træffer beslutningerne i husholdningerne, og dermed også os, der kan gøre den lille forskel. Hvis vi er mange nok, så skaber vi et fundament for, at politikerne kan træffe de vigtige og nødvendige beslutninger – og vi, der kender politik, ved, at der skal folkestemninger til, før mange politikere kan mønstre et nødvendigt mod. Derfor skal vi voksne bakke vores unger op.
Hvis jeg var politiker, ville jeg hellere stå på Christiansborg Slotsplads sammen med de unge og ikke sidde i fjernsynet og kalde dem forkælede og bede dem om at blive i skolen og lære noget. For vi, og de, har det problem, at de unge ikke oplever politikerne som relevante og ikke tror på politikerne som en del af løsningen.
Så måske skal vi ikke klage for meget over de unges engagement i klimakampen, men begynde at kigge lidt på, om vores eget er stort nok. Og skal vi endelig klage over noget, bør det være over mange af vores politikeres manglende engagement i klimaet.
Flemming Møldrup er livsstilsekspert og børnebogsforfatter.