For ikke så længe siden kunne tidsskriftet Nature berette, at der var blevet sat en ny verdensrekord i antallet af forfattere på en videnskabelig artikel. Den gamle rekord var på omkring 3000 forfattere, men en nyligt udgivet artikel havde 5154.
Dette var den foreløbige kulmination på en udvikling, der har været i gang de seneste 100 år, men som siden 1990’erne for alvor har taget fart. Der er nemlig sket en eksplosiv vækst i antallet af forfattere på især de natur-, teknik- og sundhedsvidenskabelige artikler.
I 1998 kom de første artikler med over 500 forfattere, i 2010 kom de første med over 2000 forfattere, og så for nylig ovennævnte artikel med flere end 5000 forfattere.
Ud over disse ekstremer er det gennemsnitlige antal forfattere også vokset. Inden for det sundhedsvidenskabelige område var der således i 1913 i gennemsnit en forfatter pr. artikel. I 2013 var det steget til fem, og det forventes at være vokset til otte i år 2032.
Træder man et skridt tilbage, kan man som humanistisk eller samfundsvidenskabelig forsker ikke lade være med at bekymre sig for, hvad dette betyder for forskningen. For hvordan skulle den frie tanke kunne få luft under vingerne i det videnskabelige arbejde, hvis så mange mennesker skal enes om et budskab?
Men hvad skyldes udviklingen? Det er der to dominerende forklaringer på. Den ene er, at forskningen er blevet så kompleks og konkurrencen så hård, at det er umuligt for ”en ensom ulv” at klare sig. Den anden er, at forskerne har fordele af at dele forfatterskaber.
En forskers effektivitet bliver ofte målt på, hvor mange artikler han har forfattet, og hvor ofte disse er citeret af andre. Det opgøres som regel med et enkelt tal, det såkaldte h-indeks. Man udregner et h-indeks ved at liste en forskers videnskabelige publikationer efter, hvor ofte de er citeret af andre, og det sted på listen, hvor antallet af citationer er det samme som artiklens placering er lig med forskerens h-indeks. Et h-indeks på 35 er ganske højt, et på 10 er mere normalt.
Det lyder simpelt, men er i praksis ret kompliceret. For det første er det ikke altid stjerneklart, hvad der skal medregnes som ”videnskabeligt”. For det andet er de fleste opgørelser over forskernes produktion mangelfulde. Og for det tredje er det ikke altid helt klart, om det, at en forsker citerer sine tidligere værker, skal tælles med som en citation, eller om det ikke skal. Hvad der yderligere
er interessant i denne sammenhæng, er, at udregningen af h-indekset ikke tager højde for, om en artikel har mere end en forfatter. Så hvis en artikel har 5000 forfattere, så tæller den med i udregningen af 5000 h-indekser. At der er mange forfattere på en artikel, betyder også, at artiklen kommer til mange flere forskeres kendskab, og dermed bliver det også mere sandsynligt, at artiklen bliver citeret – om ikke af andre, så potentielt af forfatterne selv.
Så set fra dette perspektiv kan det godt betale sig at være lidt rundhåndet med uddeling af medforfatterskaber.
Man taler om taknemmelighedsforfatterskaber. Og tilsvarende taknemmelighedscitationer.
Men er det rimeligt? Den forsker, der har forfattet en soloartikel, burde jo have flere ”point” for den end den forsker, der har delt arbejdet med en masse andre. Og kan man tillade sig at høste forfatterskaber for tekster, som man ikke har bidraget nævneværdigt til? Svaret er et rungende ”Ja!” inden for visse fagområder, mens det inden for andre er et lige så klart ”Nej!”.
Det klare ja lyder især fra den naturvidenskabelige, tekniske og sundhedsvidenskabelige lejr, mens nej’et lyder fra den samfundsvidenskabelige og humanistiske.
Uenigheden skyldes både forskellige fagtraditioner og uenighed om, hvad der menes med at bidrage. For har den forskningsleder, der har defineret forskningsfeltet og brugt flere år på at skaffe en millionbevilling til sin afdeling og dermed skaffet levebrødet til de ph.d.-studerende, bidraget til de artikler, som de skriver, selvom han ikke har sat så meget som et komma i teksten? Ja, vil nogen mene, især inden for de områder, hvor de store bevillinger findes. Andre vil definere det at bidrage til at være involveret i selve skriveprocessen.
For unge forskere er det nogle gange svært at finde hoved og hale i, hvad der er rigtigt og forkert, for sagen er nemlig, at der ikke findes nogen klare og universelt gældende minimumsstandarder for, hvor meget og på hvilken måde man skal bidrage for at kunne kalde sig medforfatter.
Det tætteste herpå er de såkaldte Vancouver-regler. Ifølge disse skal man have bidraget substantielt til et videnskabeligt værk for at være medforfatter på det. Men helt præcist hvad ”substantielt” betyder, er ikke klart, og der er ligeledes kun tale om ”anbefalinger”.
Der er heller ikke så meget hjælp at hente i den danske nationale adfærdskodeks for integritet i dansk forskning fra 2014. Kapitel 4 heri handler ganske vist om forfatterskab, men her står sådan set blot en henvisning til Vancouver-reglerne, og tekstens modalverber er mere ”bør”-agtige end ”skal”-agtige.
Det gør det svært for en ung forsker at sige nej, hvis en mere magtfuld, overordnet kollega mener sig berettiget til et medforfatterskab. For at give los og sige pyt kan skaffe venner og citationer, mens det at holde sig på dydens sti og sige nej egentlig ikke tjener noget praktisk formål og kan skaffe en fjender.
At det reelt er et problem for unge forskere, er der ganske godt belæg for: Blandt andet viser en undersøgelse foretaget ved Syddansk Universitetsbibliotek, at en ganske stor andel af de
ph.d.-studerende inden for det sundhedsvidenskabelige område har følt sig presset til at tilbyde andre forskere medforfatterskab på deres artikler.
Selv har jeg ved en enkelt lejlighed i mine yngre dage oplevet et så voldsomt pres fra en magtfuld kollega, at jeg til sidst gav efter og skrev ham på som forfatter på trods af, at det eneste, han havde bidraget med, var at gennemlæse mit manuskript og sige, at han syntes, det var noget møg.
Spørgsmålet er, hvad man kan gøre ved det. Det er ganske svært at svare på. For hver gang, man laver en ny regel i den akademiske verden, så viser det sig, at den ikke er tilstrækkelig og må suppleres af tre-fire ekstra regler. Efter yderligere tid viser det sig desuden, at de nye regler virker begrænsende for retskafne og selvstændigt tænkende forskere.
Midlet må derfor i stedet være oplysning. Ved Syddansk Universitet deltager alle ph.d.-studerende i et obligatorisk kursus, der omhandler ”ansvarlig forskningspraksis”.
Jeg har selv fornøjelsen af at undervise på dette kursus, hvor vi gør en del ud af dels at diskutere med de studerende, hvad de skal gøre, hvis de føler sig pressede til at uddele såkaldte taknemmelighedsforfatterskaber, samt hvad der er god skik og brug i så henseende. Det giver altid anledning til nogle gode diskussioner, hvor en pragmatisk, let anløbet laissez faire-tilgang kolliderer med et lidt naivt, men til gengæld moralsk uanløbet: ”Det kan man da ikke”.
VED SYDDANSK UNIVERSITET er det universitetets bibliotek, der i samarbejde med de faglige miljøer står for denne undervisning. Tanken med at lade biblioteket have ansvaret for kurserne er, at her er tale om neutral grund: En ph.d.-studerende kan i dette forum frit og fortroligt fortælle om sine oplevelser uden, at det får karakter af en klage, hvilket det let ville gøre i institut- eller fakultetsregi.
Det opleves positivt af de studerende, som herved opdager, at de ikke er alene med deres usikkerhed. Her kan de også skabe sig et netværk, hvor de kan sparre med kolleger i samme situation.
SDU er mig bekendt det eneste sted i landet, hvor universitetets bibliotek spiller en så fremtrædende rolle i denne sammenhæng og regner dette som en del af de services, biblioteket tilbyder forskere.
Forløbet har været en så stor succes, at det for nylig er blevet udvidet til også at omfatte et tilbud til de sundhedsvidenskabelige forskningsledere.
Charlotte Wien er professor, Syddansk Universitet.