Fodboldtræner indfører stille kampe: Højtråbende forældre skal holde mund

Forældre, der råber ad deres børn, dommere og hinanden på fodboldbanen, ødelægger oplevelsen for børnene. Det mener fodboldtræner i Silkeborg Nikolaj Faber, der har indført en regel på grønsværen: Ti stille, hvis du ikke har noget pænt at sige

Når Nikolaj Faber holder fodboldstævner er det uden højrøstede tilråb fra forældre og trænere. Her ses han med sine to sønner William og Arn og deres holdkammerat Frederik yderst til højre. Privatfoto.
Når Nikolaj Faber holder fodboldstævner er det uden højrøstede tilråb fra forældre og trænere. Her ses han med sine to sønner William og Arn og deres holdkammerat Frederik yderst til højre. Privatfoto.

”HVAD HAR DU GANG I, din idiot?”.

Sådan kunne et vredesudbrud fra en engageret forælder sagtens have lydt tidligere under et af Nikolaj Fabers fodboldstævner. Weekend efter weekend har fodboldtræneren fra ØBG Silkeborg oplevet forældre, der engagerer sig så meget, at det munder ud i skældsord og verbale lussinger til egne eller andres børn. Dommere og andre forældre bliver overfuset og råbt ad.

Og da Nikolaj Fabers egen søn meddelte sin far, at også hans tilråb var for meget på banen, fik han en idé: Stille fodboldkampe.

For når Nikolaj Faber holder fodboldstævner, giver han følgende besked til de kampklare forældre: Ti stille under kampen eller gå væk fra banen. Inspireret af det amerikanske koncept Silent Saturday (stille lørdag, red.) må forældre eller trænere ikke længere komme med højrøstede tilråb på fodboldbanen. De må dog gerne rose og opmuntre børnene under kampen.

Nikolaj Faber, hvorfor har du indført konceptet Silent Saturday til fodboldstævner?

”Jeg har flere gange oplevet forældre, der lever sig så meget ind i fodboldkampe, at det eneste, der betyder noget for dem, er, om deres børn vinder. Nogle forældre går så meget op i at vinde, at de tror, det er et succeskriterium for deres børn.

Jeg har den holdning til fodbold, at det vigtigste er, at børnene selv lærer at træffe en masse beslutninger, og at de leger. Det kan de ikke, hvis der står en flok forældre på sidelinjen og råber, hvad de skal gøre.

Desuden: Hvis vi kun fokuserer på at vinde en kamp, er chancen for at få en god oplevelse 50 procent. Det er der ingen grund til. Hvis vi også fokuserer på at have det sjovt, er chancen for, at børnene får en succesoplevelse, meget større.”

Men er det ikke i orden, at forældre engagerer sig til deres børns fodboldkampe?

”Der er intet galt i at rose eller opmuntre sine børn. Det skal man. Problemet opstår, når forældre begynder at engagere sig så voldsomt, at det har indflydelse på børnenes spil, deres læring og oplevelse på fodboldbanen. Forældre skal opmuntre deres børn, ikke dirigere dem.”

Synes du, vi er blevet dårligere til at tale ordentligt til hinanden?

”Ja. Jeg oplever flere og flere forældre, der råber ad dommerne og hinanden på tværs af banen i stedet for at tale sammen.

Forleden oplevede jeg eksempelvis en far, der løb ind på banen under en kamp og overfusede en otteårig dreng, der var kommet til at tackle hans søn.”

Hvordan tror du, det påvirker børnene?

”Børn bliver forvirrede, når deres forældre tager beslutninger fra dem, som de selv skal tage. Til hverdag lærer jeg dem som træner én ting, og de bliver forvirrede under fodboldkampe, når mor og far står ude på sidelinjen og fortæller dem det stik modsatte. Det bliver en dårlig oplevelse for alle.”

Før hvert fodboldstævne samler du altid forældrene og fortæller dem dine kriterier for kampen. Hvordan reagerer de?

”Der er altid nogle forældre, der er lige ved at bide tungen af sig selv. Men jeg oplever faktisk, at når jeg forklarer dem, hvorfor de skal tie stille under kampen – eller i hvert fald kun må rose – kan de godt se hvorfor. Desuden ved de også, at hvis de ikke indordner sig, er de nødt til at gå.”

Har du gode råd til de forældre, der har svært ved at lægge engagementet fra sig?

”For det første: Ti stille. Og selvom det lyder hårdt, må de stille sig længere væk fra banen. Fodboldkampen er for børnenes skyld. De kommer for at lege. Og voksne mennesker, der ikke kan styre sig, bør ikke overskygge det. Desuden: Hvis de stiller sig længere væk, vil de også kunne høre, hvor meget der bliver råbt ad børnene.”