Før midtvejsvalget: Er Donald Trump drevet af forretning eller af kærlighed til Amerika?

Det centrale spørgsmål for vælgerne er stadig præsidentens troværdighed: Drives Donald Trump af egne forretninger og ”ussel mammon”, eller banker hans hjerte virkelig for USA og for en ”ny” verdensorden?

Donald Trumps popularitet blandt hans egne vælgere er øget betydeligt, skriver Jørgen D. Siemonsen.
Donald Trumps popularitet blandt hans egne vælgere er øget betydeligt, skriver Jørgen D. Siemonsen. . Foto: Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix.

I morgen er det netop to år siden, Donald Trump vandt præsidentvalget i USA med det besnærende og nu velkendte slogan ”Make America great again”. Og morgendagens midtvejsvalg bliver virkelig ”regnskabets time” for Trump. Her bliver det helt afgørende, om Trump og republikanerne kan bevare flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus. I målinger ser det ud til, at republikanerne kan miste flertallet i Huset, mens de til gengæld formentlig kan bevare flertallet i Senatet.

Det centrale spørgsmål for vælgerne er stadig præsidentens troværdighed: Hvad er det, der egentlig driver Donald Trump? Er det egne forretninger og ”ussel mammon”, eller banker hans hjerte virkelig for USA og for en ”ny” verdensorden?

Det umiddelbare svar er: Vi kan faktisk ikke vide det med sikkerhed – endnu. USA’s tidligere udenrigsminister – den kloge og velagtede Henry Kissinger – er imidlertid ikke i tvivl om, at Trump er en ægte patriot i ordets positive forstand – men måske også overdrevent populistisk og enfoldig, når han gang på gang henviser til sit ”America First”-tema.

I det seneste års tid har flere imidlertid forsøgt at så tvivl om Donald Trumps mentale habitus og motiver: Hans impulsive og til tider maniske optræden har skabt visse spekulationer om, at præsidenten kunne tænkes at være ramt af en psykisk lidelse. Flere medier og bøger har antydet dette, men det er i sagens natur vanskeligt at sige noget sikkert om.

Lad os i stedet kaste et blik på, hvad han rent faktisk har opnået: Her springer det straks i øjnene, at det fra alle sider anerkendes, at præsidenten ihærdigt og konsekvent forsøger at indfri de valgløfter, han har afgivet under valgkampen, hvilket faktisk må siges være en sjældenhed. Trumps popularitet er derfor øget betydeligt hos egne vælgere.

Den internationale forretnings- og finansverden ser også ret positivt på Donald Trump. Der er her gennemgående tilfredshed at spore over opsvinget i USA i løbet af Trumps første 22 måneder ved magten. Medens realvæksten lå på godt to procent i 2017, ventes den i år at nå op på over tre procent. Som følge heraf faldt arbejdsløsheden til 3,7 procent i september – den lavest registrerede ledighed i 49 år.

Og disse robuste nøgletal har bragt det amerikanske aktiemarked op på nye rekordniveauer, selvom markedet har sat sig en del de seneste uger i kølvandet på de højere renter i USA. Men dollaren er også blevet styrket betydeligt over for euroen, som i snit kun udviser halv så stor vækst som USA.

Alt i alt handler det måske dybest set i virkeligheden mere om præsident Trumps stil, som er alt for direkte og kontant for mange af de traditionelle ”old school”-politikere i USA og Europa.

Disse professionelle levebrødspolitikere – som Trump ikke bryder sig om – lider ofte af en vis berøringsangst med erhvervslivet. Det er netop dette kultur-sammenstød, Trump er eksponent for med alle sine tweets og sin utraditionelle svingdørs-personalepolitik. Trump er for mange udtryk for disruption og er for nylig blevet sammenlignet med en elefant i porcelænsbutikken, der tramper på alle vante forestillinger og kutymer.

Der er i dag spekulationer i gang om, hvorvidt Trump nu også holder alle fire år i sin første embedsperiode, eller om han mon bliver tvangsafsat på grund af skattesager og lyssky transaktioner med russiske forbindelser.

Men skulle Trump gå hen og beholde flertallet i begge kamre på tirsdag, bliver det nok yderst vanskeligt at afsætte ham i utide. Og i så fald ligger vejen også åben for genvalg om to år.

Jørgen D. Siemonsen er direktør, cand.polit.