Prøv avisen
Debat

Anna har mistet sin mor: Hvorfor er det så svært for folk at kondolere?

Hvorfor har nogle af de mennesker, der arbejder med abonnementsopsigelse, ikke nok indsigt i, hvordan man håndterer opkald fra folk, der har mistet? Er der måske ingen, der har oplært dem i det, spørger Anna Louise Bak. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Anna Louise Bak

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

En af de mange opgaver, når man mister sin mor, består i at ringe rundt til banker og andre offentlige instanser. Selvom jeg ikke har haft lyst til at tale med disse fremmede mennesker om min sorg, har jeg dog igen og igen spurgt mig selv om, hvorfor det er så svært at sige ”Jeg kondolerer”, skriver Anna Louise Bak

Jeg ringer op:

”Goddag.”

”Goddag. Det er Anna Louise Bak. Jeg ringer, fordi min mor er død.”

”Nå. Okay.”

Pause. Her venter jeg, måske lettere naivt, på en medfølende kommentar, men der kommer ikke nogen.

”Jeg vil gerne afmelde min mors faste givertjeneste hos jer.”

”Ja. Okay. Hvad er din mors cpr-nummer?”.

Lige dér, i det øjeblik, føler jeg mig slået hjem som en ludobrik, og jeg får lyst til at spørge: ”Skal du ikke kondolere? Siger du bare ’Okay’?”. Men jeg siger ikke noget, for det er jeg alt for chokeret til, selvom jeg slet ikke synes, at noget som helst er ”okay”.

Læs også: Fem gode råd: Det kan du sige til dem, der har mistet deres elskede

Det var bare en af de mange telefonsamtaler, jeg har haft gennem de seneste uger, og det skulle desværre vise sig, at den ikke var den eneste af sin slags. Andre reaktioner var: ”Det må vi lige få fikset”, eller bare et simpelt ”Ja”.

Når man pludselig har mistet sin højtelskede mor, er man selvfølgelig ramt af en voldsom sorg, og det gælder også for mig og min familie. Vi prøver nu at hjælpe hinanden i såvel sorgen som med de forskellige praktiske gøremål, der følger efter at have mistet den sidste forælder.

En af de mange opgaver består i at ringe rundt til banker og andre offentlige instanser og at afmelde forskellige abonnementer, faste givertjenester og medlemskaber. Min mor var en særdeles aktiv dame, som støttede mange organisationer med ”gode formål” – også organisationer, som dagligt beskæftiger sig med døden – så jeg har snakket med en del forskellige mennesker.

Jeg må sige, at mit efter eget udsagn ellers nogenlunde tolerante sind har været på noget af en prøve. Jeg vil ikke afvise, at jeg er ekstra følsom og tyndhudet i denne tid. Det er jeg egentlig ganske sikker på jeg er, men tanker om høflighed, menneskelighed, venlighed og almindelig god opførsel har rumsteret i mit hoved efter disse samtaler.

Jeg har på intet tidspunkt haft hverken lyst til eller forventninger om, at jeg skulle tale med disse fremmede mennesker om min sorg. Sorgen er for privat til at dele med en i abonnementsservice. Jeg har dog igen og igen spurgt mig selv om, hvorfor det er så svært at sige ”Jeg kondolerer”, ”Det er jeg ked af på dine vegne”, eller ”Det var trist”.

En dag, da jeg havde talt med seks organisationer, der havde svaret ”Ja” eller ”Okay”, orkede jeg næsten ikke at ringe til flere. Alligevel valgte jeg at ringe til Ældre Sagen. Jeg fortalte om mit ærinde, og en efter stemmen at dømme midaldrende kvinde sagde roligt: ”Det er jeg ked af at høre.”

Jeg blev helt stille, mens tårerne trillede ned ad mine kinder, og derefter fik jeg sagt, at jeg var blevet helt overrumplet af hendes venlighed efter seks mere nøgterne telefonsamtaler.

Hun var sød og imødekommende, og vi fik klaret det, jeg ringede for. Hun var i stand til at sige noget medfølende til mig, og det gjorde en stor forskel for mig i min sorg. Hendes reaktion betød noget. Hun kender hverken mig eller min mor, men hun viste venlig deltagelse, og det gjorde mig godt.

Det var gode tårer. Det kan føles uoverkommeligt for syvende gang at skulle fortælle et fremmed menneske om et personligt forhold, men for mig blev denne syvende gang en form for forløsning, og denne forløsning satte i den grad de seks andre samtaler i perspektiv.

Mine tanker kredsede igen om, hvorfor det åbenbart er så svært for nogle at sige andet end ”Okay”. Hvorfor har nogle af de mennesker, der arbejder med abonnementsopsigelse, ikke nok indsigt i, hvordan man håndterer den slags svære opkald? Er der måske ingen, der har oplært dem i det?

Jeg tænkte også, at det måske bare var mig, der havde været lidt uheldig. Jeg lavede en smule research og talte med to, jeg kender, som har stået i samme situation som mig. Begge kunne nikke genkendende til mine oplevelser, hvilket på ingen måde gør situationen bedre, men måske nok opfordrer til at tænke lidt mere over sagen.

Jeg vil gerne finde forklaringer på, hvorfor vi mennesker handler, som vi gør – dels for at forstå, dels for at undskylde menneskelige handlinger, så vi kan bære over med hinanden. Med min faglige baggrund i dansk og psykologi er det oplagt at lede efter forklaringer der.

Mit indlægs opgave er dog ikke at finde endegyldige sandheder, men derimod at lægge op til refleksioner over det, indlægget drejer sig om. Så nej, jeg vil ikke kaste mig ud i en psykologisk analyse af sproget, og jeg vil heller ikke komme med en masse tanker om det moderne menneskes dødsangst eller angst for at træde et ukendt menneske for nær. Jeg vil ikke forsøge at komme med forklaringer eller svar, men jeg vil meget gerne være med til at stille et enkelt spørgsmål og give et forsigtigt bud på en mulig reaktion. Jeg har nemlig erfaret, at det gør en forskel for den, der sørger, hvordan andre mennesker reagerer eller ikke reagerer – også dem, man ikke kender personligt.

Jeg har fået mange kærlige hilsener, breve, sms’er, blomster, telefonopkald og knus, og det er den omsorg, som gør mig i stand til at skrive nu – en lille måneds tid efter min mors død. Når jeg har mødt den mere tavse, undvigende reaktion, får jeg nu med den kærlige ballast af damen fra Ældre Sagen og de mange kærlige tilkendegivelser om deltagelse i min sorg, lyst til og mod på at spørge personen i abonnementsservice:

Bliver du bange for at sige noget forkert til mig, der sørger, og føler du, at du mangler sprog i en svær situation, hvor du ikke ønsker at blive involveret? Så kan jeg fortælle dig, at jeg slet ikke vil have dig involveret i min sorg. Jeg ønsker blot din venlige deltagelse og din høflighed, som jeg er sikker på, du kan vise mig. Du kan nøjes med at sige: ”Jeg kondolerer”. Det er nok, og det betyder noget for det menneske, du taler med. Det betyder stadig alverden for mig.

Anna Louise Bak er cand.pæd. og lærer på HF & VUC Nordsjælland.