Prøv avisen

Michael er spastiker: Frikirkerne har frit slag, fordi folkekirken ikke har tilbud til mennesker med handicap

Der er tungetale og helbredelser af syge og mennesker med handicap i dokumentarserien ”Guds bedste børn”, hvor prædikant Torben Søndergaard er i fokus. De danske frikirker har vind i sejlene, blandt andet fordi folkekirken ikke har et andet bud og tilbud til mennesker med handicap, mener højskolelærer Michael Pedersen. Foto: TV 2

Michael Pedersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Ifølge tv-serien ”Guds bedste børn” har frikirkerne vind i sejlene. Det kan vi begræde som folkekirke, men vi kan også vælge at komme ind i kampen. På handicapområdet kunne der være spændende områder at tage fat på, skriver Michael Pedersen, der er teolog og født spastiker

I disse uger kører dokumentarserien ”Guds bedste børn” på TV 2. Serien omhandler ledende personer i danske frikirker, som vi har kendt til gennem pressen. Der er særligt fokus på den fremstormende prædikant Torben Søndergaard og hans virke. Indimellem er der klip, hvor vi mindes om Ruth Evensen (nu Kristiansen), Moses Hansen, Christian Hedegaard med flere, og man fristes til at udbryde: ”Der er intet nyt under solen.” Manipulation, magtmisbrug af værste skuffe, isolering af tilhængere og overgreb på både børn og voksne er blot nogle af de karaktertræk, vi møder hos disse ”Guds bedste børn”. Det hele pakket ind i en from praksis, hvor tungetale og helbredelser af syge og mennesker med handicap finder sted.

Hvorvidt helbredelserne er sande, vil ikke spille ind på de problematikker, der vil blive rejst her. Men udgangspunktet er, at der er grundlæggende problematikker ved at have helbredelser af mennesker med handicap på varehylden. Udgangspunktet er også, at frikirkerne stort set har frit slag, fordi folkekirken ikke har et andet bud og tilbud til mennesker med handicap.

Jeg er først nødt til at bekende kulør. Jeg er født spastiker sidst i 1960’erne. Jeg er vokset op i 1970’erne, hvor fysioterapi, ergoterapi og andre behandlingsformer fik os børn til at tro på, at vores handicap var midlertidigt.

Det, der sker, når børn altid skal arbejde med det, de ikke kan, er, at deres handicap bliver en fjende. Som ung opdagede jeg derimod flere ressourcer, jeg besad. Jeg opdagede ovenikøbet, at nogle af mine ressourcer havde jeg ikke på trods af, men med mit handicap og måske i nogle tilfælde på grund af mit handicap. Samtidig ændredes den officielle handicappolitik, så et handicap i højere grad blev en barriere i det omgivende samfund – en barriere, som skulle nedbrydes, og altså ikke en ”fejl” ved den enkelte person.

Det er i lyset af den ændrede opfattelse af at leve med et handicap og den politiske vilje til af gøre mennesker med handicap til ligeværdige borgere, at talen om helbredelser kan provokere. Men mennesker med handicap er som alle andre vidt forskellige. Nogle har været gode til at gribe de nye muligheder og har fået skabt sig gode liv. Andre har det ikke, og nogle ser deres handicap som årsag. Møder man så en prædikant, som hævder at kunne fjerne ens handicap, ligger det lige for at tage imod tilbuddet.

Men det rummer nogle dilemmaer. Man forholder sig ikke til sig selv som et helt menneske, men som et menneske, hvor ens handicap hindrer én i det gode liv. Man får et urealistisk billede af årsagerne til sine problemer.

Det bedste eksempel er ensomhed. Hvis du føler dig ensom og mener, at det skyldes dit handicap, så kan det være hårdt at høre fra andre, at det måske ikke skyldes dit handicap, men din væremåde. Så ligger det da lige for at begynde at bekæmpe sit handicap med forbøn, healing og andre religiøse metoder.

Hvad vil det sige at have et handicap? Hvad er din position i fællesskabet med dit handicap, som en naturlig del af dig? Hvad siger teologien om det at leve i et mangfoldigt fællesskab? Her mangler folkekirken svar. De manglende svar er måske dem, som i høj grad giver frikirkerne et rum, hvor de bliver interessante for nogle mennesker med handicap.

Det Nye Testamente rummer en del fortællinger om helbredelser af mennesker med handicap. Her er også andre fortællinger om undere. Der er de fem brød og to fisk, som mætter 5000 mennesker. Jesus, som laver vand til vin, kommer gående på vandet i en sen nattetime og opvækker døde. Vi er vant til at se de undere som tegn på, at Jesus var noget helt særligt, Guds søn. Der er næppe nogen prædikanter, som i dag ville hævde, at de kunne lave vand til vin eller gå på vandet. Helbredelserne peger på, at netop i mennesket Jesus Kristus møder den menneskelige og guddommelige verden hinanden. Det er her værd at pege på, at i flere af helbredelsesmiraklerne er det første, der sker, rent faktisk ikke helbredelse. Det første, der sker, er tilgivelsen af synd.

Når de fromme jøder så sætter spørgsmålstegn ved, om Jesus virkelig har autoritet til at tilgive, så helbreder han for at vise tydeligt, at han har den autoritet. ”Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?”. (Markusevangeliet 2, 9). Det vigtige er, at helbredelsen ikke har det primære mål at fritage for handicap, men at fungere som tegn på Jesu autoritet som Messias.

Folkekirken har ikke specielle menigheder for mennesker med handicap –bortset fra døvemenighederne. I sogne med mange mennesker med psykiske handicap er der præster, som laver særgudstjenester for den gruppe. Det gør folkekirken også for andre grupper: studerende, spejdere, mennesker på ældrecentre og så videre. Den vigtige pointe er, at alle de mennesker, der laves særgudstjenester for, har en naturlig plads i den almindelige menighed søndag formiddag. Der følger folkekirken den udvikling, der er helt generelt i samfundet: Mennesker med handicap bør være i samme fællesskaber som andre. Det er et godt og sundt princip.

Selvom mennesker med handicap ikke skal placeres i specialmenigheder, er det at leve med et handicap så omfattende, at mange har brug for at møde andre i samme situation. Der kan også være brug for at tale med en person, som har forstand på området. Der kunne være god ræson i, at folkekirken havde en handicappræst eller handicapkonsulent.

For det første kunne det være oplagt, at en handicappræst kom med nogle teologiske bud på det at leve med et handicap i menigheden. Hvad betyder det for fællesskabet, at den kristne menighed pr. definition er rummelig og inkluderende? Hvordan tænkes diakoni i et moderne velfærdssamfund? Hvad siger teologien om kristendom og handicap?

For det andet kunne det være oplagt at tilbyde sjælesorg, når det gælder den eksistentielle side af at leve med et handicap. Den sociale side varetager handicaporganisationerne på fineste vis, men det kunne være oplagt, at en handicappræst tilbyder sjælesorg, når det handler om religiøse spørgsmål i forhold til at leve med et handicap.

For det tredje kunne man arrangere weekender og andre sammenkomster, hvor kristne med handicap kunne være sammen om et tema, som berører både tro og handicap.

Endelig kunne en handicappræst stå til rådighed for andre præster, menighedsråd og kirkelige organisationer, hvor det handler om spørgsmål, der berører handicap. Personen kunne med fordel tilbyde foredrag, workshops og andet i det kirkelige landskab.

Ifølge tv-serien ”Guds bedste børn” har frikirkerne vind i sejlene. Det kan vi begræde som folkekirke, men vi kan også vælge at komme ind i kampen. På handicapområdet kunne der være spændende områder at tage fat på.

Folkekirken burde have noget at byde på som en kirke, hvor vi tror på ligeværd og værdighed, også selvom man har et handicap.

Michael Pedersen er cand.theol., journalist og højskolelærer.