Fra flere sider er blevet fremført, at folkekirken under coronakrisen har om ikke svigtet, så dog i den grad været en del af det statslige apparat. Således har forstander Jens Maibom på kirke.dk den 10.juni fremført den påstand, at folkekirken styres fra Christiansborg og i den grad har brug for en forfatning og ledelse, endog også ledelse i forkyndelsen.
Og i en kronik her i Kristeligt Dagblad den 6.juli har sognepræst Erik Ladegaard og generalsekretær Mette Møbjerg Madsen fra De Samvirkende Menighedsplejer fremført en lignende påstand med en meget skråsikker og ubehagelig argumentation, hvor det næsten antydes, at folkekirken bevidst skulle have ønsket at have få aktiviteter i perioden. Det er en fræk påstand for de mange, der har gjort et stort og nærværende arbejde under vanskelige betingelser. Som formand for sognets menighedspleje vil jeg gerne her understrege, at det ikke er synspunktet hos os.
Påstanden er, at folkekirken har været lukket, fordi det er en offentlig organisation og underforstået en statskirke, der er en duks. Det skulle underligt nok ikke gælde den katolske kirke, selvom både spejderbevægelser, frikirker og lignende var underlagt samme restriktioner som folkekirken. Folkekirken lukkede ikke dukseagtigt ned af egen drift, som for eksempel Maibom antyder. Det har simpelthen ikke hold i virkeligheden. Folkekirken var en del af samfundet og lukkede sammen med det.
Det fremføres altså, at folkekirken er en statskirke, fordi bygningerne var lukkede. Men ikke desto mindre var kirken jo ikke lukket. Folkekirken har i denne periode gennemført både dåb, vielser og begravelser og har her som en af de eneste været undtaget forsamlingsforbuddet. Organister, kirketjenere, præster og andre har gennemført dette arbejde og har været med til at bringe evangeliet ud til folk, der stod i en vanskelig situation. Det fortjener præster og personale tak for.
Det er derfor underligt at læse Maiboms, Ladegaards og Madsens argumenter. Det er, som om at de slet ikke har været til stede. Folkekirken har gennemført påskevandringer, andagter, musik fra kirketårne, sjælesorg via telefon og sågar også i folks hjem under hensyn til alverdens restriktioner. Folkekirken har været til stede på sygehuse og institutioner. Derfor er argumentationen stødende for alle dem, der i folkekirken har gjort et flot arbejde i en vanskelig situation. Folkekirken er ikke kirkehusene af sten. Folkekirken kan også virke uden om kirkehuset. Det har foråret vist os. Men det har også vist os, at vi er fysiske mennesker, der har behov for at mødes fysisk, og derfor var det et savn, at kirkerne var lukkede, og en glæde, at de nu er åbne igen. Men det er ikke det afgørende, for kirke er man i ord og handling.
For grundlæggende er det folkekirkens opgave at forkynde evangeliet om Jesus Kristus som verdens frelser i både ord og handling, som det udtrykkes i den kirkeministerielle betænkning 1544 om folkekirkens styre. Forkyndelsen er altså kirkens væsentligste opgave.
Men vi må ikke blive så snæversynede, at vi tror, at forkyndelse kun handler om præstens prædiken. Det kan ske på mange måder: gennem prædiken, børne- og ungdomsarbejde, undervisning, diakoni og andet. Mulighederne er mange, og disse muligheder blev sandelig også spændt til det yderste under coronakrisen. Der var behov for trøst og opmuntring, og mange præster kastede sig hovedkulds ud i andagter på nettet og på de sociale medier. Det var godt gjort. Forkyndelsen blev også udfoldet gennem så forskellige ting som sjælesorg og indkøbsordninger. Mulighederne er igen mange. Men at sige, at forkyndelsen ikke er folkekirkens egentlige opgave, er udtryk for en reduktionisme, der gør folkekirkens øvrige ytringer frit svævende i luften. Forkyndelsen finder mange veje og former.
Set herfra har folkekirken ikke været en statskirke under coronakrisen. Folkekirken har været underlagt præcis de samme restriktioner som alle andre, men har endog haft lempelser i forsamlingsforbuddet i modsætning til andre. Det er en kortslutning at se statskirke i folkekirken i dette forår.
Folkekirken er en forunderlig størrelse. Det er både en institution og en organisation. Set fra oven er det en institution, der kun adskiller sig fra andre institutioner ved sin genstand. Den er indrettet med embedshierarki og godt for det, for det har vist sig at være utroligt smidigt i denne tid. Og set fra neden er det en organisation med folkelig opbakning og arbejde. Menighedsrådene er udtryk for dette, og det forgrener sig i budgetsamråd med provstiudvalg og stiftsråd. Desuden er folkekirken båret af en stor frivillighed. Denne sammenhæng mellem institution og organisation fik i dette forår testet sin styrke, og sine steder knagede det måske. Måske var der manglende kommunikation mellem provsti og menighedsråd. Måske blev kommandoveje kortsluttet. Måske kunne vi have gjort andre og mere værdifulde ting. Det er noget, man bør se på i den nødvendige evaluering.
Ligeledes med spørgsmålet om den eventuelle åbning af kirkerne i påsken. Her synes Ladegaard og Madsen at besidde insiderviden, da de ved, at det ikke skete, fordi kirkeministeren ”fik en over nallerne – af folkekirken”. Jeg ved ikke, hvor de ved det fra. Jeg ved, at det var en rigtig overvejelse at undersøge, om kirkerne kunne åbnes. Jeg må indrømme, at logistisk overgik det min forstand, men hvis vi havde fået lov, havde vi selvfølgelig fundet veje. Men at folkekirken skulle have smækket døren i, så den ikke kunne åbnes igen, har vist sig at være forkert. Det blev ellers tolket således i en noget fejlskudt analyse her i avisen den 7. maj, at folkekirken skulle have stillet sig selv bagest i køen på grund af den mulige genåbning i påsken. Det havde kirken så ikke og genåbnede som en af de første den 18. maj ved hjælp af flot organisation og dygtige medarbejdere. Måske skulle man ikke lægge så meget i den påskehistorie og derimod glæde sig over, evangeliet trods alt lød på utallige andre måder denne påske gennem blomsteruddeling, trompetspil fra kirketårnet, forkyndelse og andagt og undervisning på de sociale medier, påskevandringer og meget andet.
Det er klart, at en sådan krise, som vi har oplevet, kalder på en kraftig evaluering. Har det gjort noget ved vores kirkebegreb? Har det gjort noget ved vores syn på frivillighed? Har det gjort noget ved vores brug af sakramenterne? Hvordan udfolde diakoni i en verden, hvor man ikke må mødes? Alle disse spørgsmål skal vi gå til med frisk mod og ikke grave grøfter som særligt Ladegaard og Madsen gør det.
Krisen har vel grundlæggende vist os, at alt er muligt, som den bulgarske filosof Ivan Krastev har udtrykt det. Det er faktisk muligt at indstille flytrafikken (den faldt med 97 procent i marts). Det er faktisk muligt at lukke forurenende industri ned. Det er faktisk muligt at lukke grænser. Krisen har på et overordnet plan vist os, at alt er muligt. Det er vel den positive lektie. Måske skulle det også være den lektie, folkekirken tager med sig: at det er muligt at være kirke på mange andre måder, end vi lige forestiller os. Men det er svært at være kirke uden mursten. Det bliver en luftig størrelse, og evangelisk kristendom er jo alt andet end det: den er krop i form af det menneske, der står foran dig, og som også har brug for at høre og mærke Guds ord. Det er kristendommens krop, som er blevet gjort tydelig også i dette forår.
Thomas Reinholdt Rasmussen er provst i Hjørring.
Påstanden er, at folkekirken har været lukket, fordi det er en offentlig organisation og underforstået en statskirke, der er en duks.
Det fremføres altså, at folkekirken er en statskirke, fordi bygningerne var lukkede. Men ikke desto mindre var kirken jo ikke lukket. Folkekirken har i denne periode gennemført både dåb, vielser og begravelser, og har her, som en af de eneste, været undtaget forsamlingsforbuddet.