Både teologen Peter Lodberg og lektor i religionsvidenskab Marie Vejrup Nielsen fra Aarhus Universitet foretager en total fejlagtig diagnose eller ”vurdering” af den danske folkekirke i et interview i Kristeligt Dagblad den 3. april. Dog skal man tage det forbehold, at der kun er tale om et interview og ikke en videnskabelig artikel. De har en ”tese”, der går ud på, at ”globaliseringen” har ændret kristendommens ”udtryk”, men det ”preller af på folkekirken”, fordi den er ”for meget nationalkirke”.
Det giver ingen mening. De antager først, at der findes en globalisering, der ændrer alt, men hvilken globalisering? Sociologen Ulrich Beck for eksempel sagde, at vi allerede er globaliseret indefra. Globalisering kommer ikke udefra. Hvis ”udtrykket” (formen) ændres af globaliseringen, ændres kristendommen vel også. Og endelig: Hvad i al verden er en ”nationalkirke”? Er det en teologisk bestemmelse? En kirkeretlig? Er det politisk polemik? Sidder de mon og frygter Morten Messerschmidt (DF) og alle de nationalkonservative? Spøger Tidehverv stadig på det lille kulturinstitut?
De to tænker ud fra en forsimplet udgave af Georg Brandes’ opfattelse af dansk litteratur. Den gik ud på, at dansk litteratur var bagud, og at alle de nye tendenser kom udefra, men de prellede af på dansk litteratur. Modernismen kom fra Paris og nåede endelig efter 100 år Danmark. De to ”forskere” arbejder med en model, der kaldes metodologisk nationalisme. Der findes for dem et inden for murene Danmark, som er nationalt, og udenfor er den store verden, der er ”global”. Uden for Danmark findes der åbenbart ikke nationer. Kirken på samme vis. Den er en nationalkirke indenfor og udenfor findes en universel, og ”universel” synes at være det samme som ”global” eller ”katolsk”.
En københavnsk sognepræst har gjort den mageløse opdagelse, at Danmark ikke er ”monokulturelt”, men ”flerkulturelt”, og hvad gør præsten så? Han holder gudstjeneste på engelsk. Hvor er det globalt nu her efter Brexit.
Lodberg kan have ret i, at de fleste kristne findes i Sydamerika, Afrika (bortset fra Nordafrika) og Asien, og han glemmer Rusland. Han nævner ikke, at den danske nationalkirke har bidraget. Sudanmissionen virkede i blandt andet Nigeria. Og lidt smart kan Lodberg sige, at det kristne centrum i dag er Lagos. Det kan de takke det britiske imperium for. Denne nye forandring, som er en demografisk forskydning, ”har vi ikke høstet frugterne af”. Hvem ”vi”? Fik ydre mission ingen virkning? Og hvorfor har ”vi” ikke høstet de fristende teologiske frugter, som vi ikke ved, hvad er? Grunden er: for megen fokus på teologerne Kierkegaard og Grundtvig. Det må der gøres noget ved. Danske præster er ikke nok påvirket af ”den sydafrikanske ærkebiskop” Desmond Tutu, og er det globalt at indoptage lidt anglikansk teologi? Lodberg har vist glemt både Johannes Aagaard og K.E. Løgstrup, som begge havde kontakter i det sydlige Afrika. En skam, at Løgstrups opgør med Kierkegaard slog fejl.
Marie Vejrup Nielsen mener, at folkekirken ”simpelthen er resistent over for store forandringer” (mon nok for små?). Det skyldes den ”nationale forankring”.
Lad os antage, at det passer (hvad det naturligvis ikke gør). Hvis det gør, må det glæde hende. Hun påpeger, at de store forandringer, som kommer derudfra, er ”konservative”, mens folkekirken nu er ”liberal” og ikke national. Hvad har denne lukkethed medført? Kvindelige præster, lgbtq-provster, bisper skilles fra koner og mænd, kirken vier homoseksuelle. Gør de sådan i den palæstinensiske kirke? Eller i den nigerianske? Er det tegnet på, at de globale forandringer preller af? Ja, heldigvis. Der er meget, der preller af på den globale kirke. Måske endda evangeliet.
Hans Hauge er lektor emeritus, dr.phil. og forfatter.