Folkekirken ledes også fra neden. Vi bør se nærmere på, hvem der kan aflyse gudstjenester

Paragraffen bør formuleres sådan, så den forpligter den centrale ”ledelse”, hvor kirkelige myndigheder og offentlige sundhedsmyndigheder virker sammen, til at underrette den lokale ”ledelse”, skriver pastor emeritus, Helge Rørtoft-Madsen

Jeg ved, at præsterne er blevet løbende underrettet via provsterne. Men som medlem af et menighedsråd er problemet i skrivende stund stadig sært uløst, påpeger pastor emeritus, Helge Rørtoft-Madsen
Jeg ved, at præsterne er blevet løbende underrettet via provsterne. Men som medlem af et menighedsråd er problemet i skrivende stund stadig sært uløst, påpeger pastor emeritus, Helge Rørtoft-Madsen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Set fra et menighedsrådsmedlems position i et lokalområde med høj smittefrekvens var beslutningen om at aflyse vores lokale gudstjenester i jule- og nytårstiden stærkt påkrævet. Og i den akutte situation fra cirka fjorten dage før jul og helt frem til den 23. december var man som rådsmedlem i en fortvivlende prekær situation, som giver mig anledning til at kommentere biskop Henrik Stubkjærs og tidligere lektor Hans Ravn Iversens kronikker her i avisen.

Velvidende, at en beslutning om at aflyse gudstjenester i sidste ende kunne være op til præstens ansvar for gudstjenesten, og at også menighedsrådet måtte og burde være med i beslutningen, befandt man sig som menighedsrådsmedlem i en frustrerende situation. For som kronikørerne erkender, manglede man den helt nødvendige orientering om sundhedsmyndighedernes vurderinger og de vejledninger og anbefalinger, de vel sammen med kirkeministeriet og biskopperne måtte forventes at være nået frem til i tide.

Jeg ved, at præsterne er blevet løbende underrettet via provsterne. Men som medlem af et menighedsråd er problemet i skrivende stund stadig sært uløst. Og hvad det ”efterspil”, biskop Stubkjær hentyder til, vil bringe, er uvist og hjælper ikke akut i forhold til, at præster og menighedsråd kommer til at tage stilling til, om aflysningen kan og bør aflyses, så der kan holdes gudstjenester igen under hensyn til varierende smittetryk og restriktioner. Men vi har akut brug for mere og bedre kommunikation.

Set fra et menighedsrådsmedlems plads er der både stærkt brug for at forbedre kommunikationen ovenfra og ned til menighedsrådene, men der er ligeså meget brug for at anskue dét, der med tidsåndens jargon kaldes ”ledelse”, nedefra. Menighedsråd er jo også i denne situation basis i folkekirkens ”ledelse”. Derfor er det relevant at se på, om der er tilstrækkelig klarhed i folkekirkens retsgrundlag om, hvem der kan og bør beslutte at aflyse gudstjenester hvordan og hvornår.

Nødparagraffen i menighedsrådsloven legitimerede naturligvis biskoppernes hastebeslutning den 23. december. Men generelt er den ikke tilstrækkelig. Der bør overvejes at indføre en ny paragraf i menighedsrådsloven eller i loven om kirkers brug i folkekirken, som fastslår, at ”selvejende kirker bestyres af menighedsrådet”. Meningen med den nye paragraf bør være at præcisere præstens og menighedsrådets kompetence til at aflyse og genåbne for gudstjenester med mere, generelt og/eller i særlige situationer.

Præsten har i forvejen ansvar for gudstjenester og kirkelige handlinger, hvilket i sagens natur må indebære ansvar for eventuelt i givne, særlige situationer at aflyse dem. Det bør kunne administreres sammen med det menighedsråd, præsten er medlem af.

Paragraffen bør formuleres sådan, så den forpligter den centrale ”ledelse”, hvor kirkelige myndigheder og offentlige sundhedsmyndigheder virker sammen, til at underrette den lokale ”ledelse”, det vil sige præster og menighedsråd, med opdaterede oplysninger og vurderinger, restriktioner og anbefalinger.

Så den lokale ”ledelse” i tide kan skønne og beslutte på et kvalificeret grundlag under hensyn til både den generelle og lokale og regionale (smitte)situation. Og i tide vil kunne nå at orientere dem, beslutningerne angår: sognenes folk og menighed.

Det er stærkt brug for afklaring.

Helge Rørtoft-Madsen er pastor emeritus og menighedsrådsmedlem i Skibinge Sogn.