Prøv avisen
Debat

Pensioneret sognepræst: Folkekirken skal ikke nedgøre ateister

Ateisterne har et fattigt verdensbillede. Sådan skrev Lars Sandbeck efter i et par måneder at have fulgt Ateistisk Selskabs debatforum på Facebook. ”Vi mister opbakning, hvis vi følger Sandbecks eksempel og taler grimt om alle de medlemmer, der, ligesom ateisterne, tror mere på videnskaben end Bibelens mirakler,” skriver tidligere sognepræst Gustav Bonnevie. – Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Gustav Bonnevie

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi mister opbakning, hvis vi følger Sandbecks eksempel og taler grimt om alle de medlemmer, der, ligesom ateisterne, tror mere på videnskaben end Bibelens mirakler, skriver pensioneret sognepræst

Torsdag den 21. marts kunne man læse her i avisen, at en lektor fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter har været på ”feltarbejde” i Ateistisk Selskabs Facebook-gruppe. Lektor og teolog Lars Sandbeck er ifølge sig selv ”brudt ind” i et lukket forum for ateister, hvor han i flere måneder har ”kritiseret”, ”modsagt” og ”anfægtet” det, han kalder for ”ateismens afguder og dogmer”.

Med stærke værdiladede begreber vil Lars Sandbeck nu advare avisens læsere om, at ateister anvender ”vulgærdarwinistisk metaforik”, samt at de har et ”indskrænket livssyn” og et ”fattigt verdensbillede”.

Han offentliggør løsrevne citater fra gruppens interne debatter, for eksempel ”kærlighed er bare hjernekemi” og ”vi er bare biologiske maskiner”.

I mine øjne er citaterne forventelige og ufarlige, men Sandbeck mener, at disse udtalelser beviser, at ateister ”forulemper menneskelivet og hele vores tilværelse”, fordi ”tilværelsen frarøves dens værdi og mening”.

Som sognepræst er jeg stolt af, at vores folkekirke som regel er en rummelig og imødekommende kirke, som inviterer alle sognebørn indenfor uden dogmatisk fordømmelse af almindelige menneskers skolelærdom og livsstil.

Når jeg læser, at Sandbeck har brudt ind i ateisternes virtuelle dagligstue med skjulte bagtanker om at spionere og provokere for siden at udstille deres reaktioner i avisen, så skammer jeg mig over, at Sandbeck repræsenterer den danske folkekirke.

Han kritiserer ateisterne for at latterliggøre religiøse videoer, hvorefter han selv udleverer og latterliggør ateisterne offentligt. Han kalder ateisterne for perfide, men hans kreative negative sprogbrug om ateister beviser, at det er ham selv, der er perfid.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Sandbecks forargelse over, at ateister griner ad religiøse videoer, minder om visse muslimers vrede over vittighedstegninger af Muhammed.

Jeg deler jævnligt gode religionsvittigheder, da selvironi er et vigtigt redskab i kommunikation om religionernes mirakler og selvmodsigelser. Jeg ville være en komisk selvhøjtidelig præst, hvis jeg blev fornærmet, hver gang nogen gør grin med Marias jomfruelighed eller Jesu evne til at gå på vandet.

Hvis Sandbeck var brudt ind i damernes omklædningsrum og højlydt havde fortalt kvinderne sin mening om deres nøgne kroppe, så ville vi forvente, at Sandbeck blev smidt ud øjeblikkeligt. Sandbeck burde rose ateisterne for, at de lader ham blive i deres gruppe, selvom han åbenbart har brugt flere måneder på verbalt korstog.

Sandbeck beskriver ateistgruppen som et mobbefællesskab, hvilket han dokumenterer med små citater, som i mine øjne er uskyldige ytringer i forhold til den hårde tone, provokatører kan opleve andre steder på sociale medier.

Hvis de citater er de groveste ytringer, han har mødt i løbet af flere måneders angreb, så er ateisterne i den gruppe vist et ret fredeligt folkefærd. Jeg tror, at Jesus ville have kunnet lide ateisternes evne til at rumme deres modstander.

Hvis Sandbeck føler sig mobbet i ateisternes gruppe, så er det måske, fordi han virker lidt komisk, selv for en gammel præst, når han kritiserer ateisterne for at have ”uangribelige normer og dogmer”, mens han selv er lærer i et folkekirkeligt system af uangribelige normer og dogmer. At ateisterne har tilladt Sandbeck at missionere i deres gruppe i flere måneder, skyldes måske, at hans forsøg på at ”finde sprækker i naturens lukkede kredsløb” er sjovere end religiøse videoer.

Sandbeck synes, det er forfærdeligt, at en stor del af befolkningen deler ateisternes naturvidenskabelige forståelse af mennesket. Så forfærdeligt, at han finder det nødvendigt at nedgøre både ateister og videnskabsjournalister med stærke tillægsord.

Med fare for, at Sandbeck dømmer mig til evig åndelig fattigdom, indrømmer jeg gerne, at jeg med glæde læser artikler af den slags, som Sandbeck kalder ”videnskabsjournalisters populariserende og sensationslystne formidling”.

Det gør mig bekymret, at Sandbeck underviser folkekirkens præster, for folkekirken har et godt samarbejde med folkeskolen, som underviser børn i biologi og evolution, som ifølge Sandbeck er en ”forkvaklet forarmelse af livet”.

Jeg håber ikke, at Sandbeck instruerer unge præster i, at vi skal sige til konfirmanderne, at skolens biologiundervisning er forkert. Jeg håber heller ikke, at han opmuntrer præster til at nedgøre ateister. Det er ikke folkekirkens stil at grave grøfter ved at rakke ned på andres videnskab, tro og vantro.

Ateistisk Selskab opfordrer i dyre reklamer folkekirkens medlemmer til at overveje deres medlemskab. Folkekirkens opgave er at møde vores sognebørn med rummelighed og næstekærlighed, så vi bevarer den brede folkelige opbakning til kirken.

Vi mister opbakning, hvis vi følger Sandbecks eksempel og taler grimt om alle de medlemmer, der, ligesom ateisterne, tror mere på videnskaben end Bibelens mirakler.

Sandbeck kritiserer naturvidenskaben for et mangelfuldt, fattigt og deprimerende syn på tilværelsen, men hvad har han selv at tilbyde?

Han forsøger at modbevise naturvidenskabens reduktionisme ved at fortælle om stærke følelser, når børn smiler, eller venner omfavner hinanden.

Ifølge Sandbeck er stærke smukke følelser et eksempel på naturvidenskabens utilstrækkelighed, og derfor kan disse følelser føre til transcendens og åbenhed for Gud.

Jeg forstår faktisk godt, at ateisterne ikke lod sig omvende af Sandbecks retorik. Patos mod logos. Det er simpelt hen for ”fattigt”, Lars Sandbeck.

Gustav Bonnevie er pensioneret sognepræst.