To indlæg i Kristeligt Dagblad den 6. oktober af Hans Krab Koed og Ole Juul reagerer på mit forslag om at bringe en forkyndende kristendomsundervisning tilbage til folkeskolen, som den vi havde før 1975, og følge Grundlovens ånd. Kristendomsundervisning uden religiøs praksis, det vil sige bøn og salmer, er uden værdi.
Hans Krab Koed formår i sit svar desværre kun at ride sine egne pædagogiske kæpheste, og hans eneste argument mod mit forslag er, at man ikke kan gå tilbage før 1975-reformen. Til dette kronologiske snobberi (”vi skriver 2020”, som folk ofte siger) vil jeg kun svare, at der ikke var kommet meget reformation af kirke og samfund med det synspunkt. Under Reformationen handlede det om at gå til kilden, fordi kirken var kørt af sporet, og gendanne den ifølge grundtanken.
Krab Koeds synspunkt er desuden noget sludder. Det kræver blot 90 mandater at ”gå tilbage”. Det har intet med årstal at gøre.
I forhold til Ole Juuls indlæg er der selvfølgelig god grund til at vægte det gode samarbejde mellem lokale skoler, lærere og præster. Jeg har selv i syv år været med til et sådant arbejde i kirke skole-samarbejdet i Ribe Stift.
Vi arbejdede blandt andet sammen med den kommunale skoletjeneste om flere projekter, som skulle bringe kristendommen ind i undervisningen og skolen ud til kirken. Man kan se det på www.dinkirkedinkultur.dk, hvor alle stiftets 155 kirker er inddraget. Så jeg har al mulig respekt for Ole Juuls og mange andres arbejde på den front.
Men folkeskolen er kuldsejlet i et væld af usammenhængende reformer over de seneste 50 år, begyndende med ”Den blå betænkning”, kulminerende med, at kristendommen de facto røg ud af skole og læreruddannelse. Den er blevet stadig mere nedprioriteret, som årene er gået. Det har ført skolen ud i en mose af kulturelativisme, venstreorienteret pædagogik og orienteringsløshed, som får flere og flere til at forlade den synkende skude – med de velstillede på 1. klasse først i redningsbådene, som under ”Titanic”s forlis.
Grundlovens paragraf om, at staten skal støtte folkekirken – særligt på skoleområdet – må genaktiveres, så der i vore børns skole bliver et reelt fællesskab – det vil sige et, hvor der er et ”op” og ”ned”.
Som det går nu, bliver folkeskolen mere og mere en politisk kampplads mellem højre og venstre, der forvirret snurrer hurtigere og hurtigere rundt om sig selv, mens de, der kan, står af.
Politikerne må besinde sig på, at Danmark er et kristent land. Det er vores ”op” og ”ned” – det fortjener vores børn at lære i bøn og sang.
Torben Bramming er sognepræst og forfatter.