FOLKEKIRKENS Familiestøtte er i gang i 16 provstier i tre stifter og er sat i verden for at støtte mor og far i deres forældrerolle med henblik på at skabe bedst mulig trivsel hos barnet og i familien. I Folkekirkens Familiestøtte møder vi mødre som dem, der er blevet fortalt om gennem de seneste dage i Kristeligt Dagblad og mange flere.
Generelt møder vi mange mødre, som beskriver sig selv som usikre, og som higer efter at få andre til at vurdere, om de gør det godt nok, eller om barnet trives godt nok. Vel at mærke andre personer, som aldrig kan kende deres barn så godt, som de selv, og far, gør. De stræber efter andres vurderinger og tør ikke stå ved deres egen mavefornemmelse eller mærker den ikke.
Når jeg beder de mødre forestille sig, at de er på en øde ø, hvor kun mor, far og børnene bor, og spørger dem, om de tror, de så ville opleve samme usikkerhed i deres moderskab er svaret interessant nok nej. Og nogle gange kommer der et dybt suk bagefter.
Når jeg spørger mor, hvorfor hun tror, at hun på den øde ø vil føle sig sikker nok på egen dømmekraft er svaret ofte, at dér ville man slippe for andres blikke eller vurderinger. Det synes jeg, er rigtig interessant. Pointen er, at mavefornemmelsen for barnets trivsel, mors tro på egne øjne og ører, ikke er forsvundet, men en masse støj fra samfundet, blandt andet fra sociale medier, omkring familien gør, at mor mister kontakten til sig selv. Vi lever i et samfund, hvor mor-rollen diskuteres og vurderes offentligt i mødregrupper, på de sociale medier med videre, og mødre lader sig påvirke af vurderingerne.
Som psykolog Per Schultz Jørgensen siger, har forældre brug for at myndiggøre sig igen og dermed igen turde selv at sætte kursen i deres forældreskab og stå på det, de ser og mærker omkring deres egne børn. Nogle har brug for støtte til det. Det er her, hvor forældre bliver positivt overraskede over, at folkekirken interesserer sig for deres hverdag og byder ind med støtte i den proces.
En mor udtrykte det så fint på denne måde: ”Det er svært at være mor, men det kan lade sig gøre – især når jeg får støtte fra jer til at finde mig selv og mine egne værdier, og tænk, at den støtte skulle komme fra folkekirken. Wauw!”.
Der er også andre grunde til, at mødreskabet kan opleves udfordrende for den enkelte mor. I vores arbejde møder vi mødre, som har valgt at blive mor med anonym donor, hvilket er en relativt ny mulighed i vores samfund. De mødre skal favne meget selv, hvilket for en del bliver en hård erfaring. Der er for nogle dobbelt op på udfordringerne: De bærer samme usikkerhed omkring moderskabet som så mange andre mødre. Dertil kommer der ofte et eksistentielt afsavn af at være to om glæderne og sorgerne. En eksistentiel ensomhed i moderskabet og en ensomhed, som ikke tages fra dem. Den er et vilkår. Den biologiske far kommer ikke ind ad døren lige om lidt med lige så stor kærlighed til barnet, som mor har.
At støtte forældre, der ønsker støtte i at skabe bedst mulig trivsel for deres børn, er en vigtig diakonal opgave. Mange forældre bliver positivt overraskede, når de erfarer, at deres lokale kirke interesserer sig aktivt for deres forældreskab, parforhold og deres børns trivsel.
At kirken giver forælderen en oplevelse af, at kirken bærer med, når man som forælder for en tid kan føle sig sårbar, bliver for mange forældre en stærk oplevelse af kirken.
Lisbeth Andreassen Ryelund er souschef og fagchef i Folkekirkens Familiestøtte.